Fortsæt til indhold
Erhverv

Nicolai Højgaard i stort overskud: Betalte 12,5 mio. kr. til statskassen

Højgaard-tvillingerne havde et stort 2023 og kom ud med rekordoverskud. Især den ene af tvillingerne tjente stort på året.

Få danske sportsudøvere må have tjent mere i 2023 end den 23-årige golfkomet Nicolai Højgaard.

Et nyt regnskab fra hans personlige selskab viser nemlig en bruttofortjeneste, hvori indtægter fra præmier og sponsorer indgår, på lidt over 50 mio. kr. i fjor.

Efter en skattebetaling på 12,5 mio. kr. til den danske statskasse endte overskuddet på næsten 37 mio. kr. for Nicolai Højgaards selskab.

Golfspilleren spiller i øjeblikket mest i USA på den store PGA-tour, men er stadig bosiddende i Danmark, hvorfor den danske statskasse altså fortsat nyder godt af hans indtjening.

Nicolai Højgaard havde et forrygende 2023, hvor han strøg op ad verdensranglisten, spillede på Europas hold i den prestigefyldte Ryder Cup og vandt sæsonfinalen på DP World Tour i Dubai. Den sejr alene sikrede ham over 20 mio. kr.

I fjor tjente Nicolai Højgaard over tre gange så meget, som der blev indtjent i de første fire år som professionel.

Det fik op mod julen i 2023 Nicolai Højgaard til at forklare Ekstra Bladet, at de store penge umiddelbart ikke ville få den store betydning. Hverken når det gjaldt julegaver eller på længere sigt.

»Det ændrer ikke noget på den måde, som vi gør tingene på. Det har aldrig været fancy hjemme hos os på den måde. Det kommer bare til at være helt almindelige gaver som sædvanlig,« sagde han til Ekstra Bladet.

Rasmus Højgaard vandt i 2023 som den første dansker den hjemlige DP World Tour-turnering. Foto: René Schütze

Det er ikke kun Nicolai Højgaard, som havde et godt 2023. Hans tvillingebror Rasmus Højgaard kunne også notere et rekordgodt år i regnskabsbøgerne.

Rasmus Højgaards selskab kom ud af året med et overskud på 14 mio. kr. Skattebetalingen lød på 4,6 mio. for hans vedkommende.

Rasmus Højgaard blev i 2023 den første dansker til at vinde den hjemlige DP World Tour-turnering, som i fjor gik under navnet Made in Himmerland.

I begyndelsen af golftvillingernes karrierer havde de Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen som investor og medejer af deres selskaber.

I 2021 valgte tvillingerne dog at købe Anders Holch Povlsen ud af de respektive selskaber. Det skete i begge tvillingers tilfælde for et millionbeløb.

De to Højgaard-brødre er født og opvokset i Billund, men er i dag begge bosiddende i Aarhus.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.