Fortsæt til indhold
Erhverv

Styrelse sender i maj endelige vurderinger for ejerlejligheder

Det bliver første gang i cirka ti år, at landets ejere af cirka 300.000 ejerlejligheder får en ny vurdering.

/ritzau/

Vurderingsstyrelsen er i maj gået i gang med at udsende endelige 2020-vurderinger for ejerlejligheder.

Det oplyser Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det bliver første gang i cirka ti år, at landets ejere af cirka 300.000 ejerlejligheder får en ny vurdering.

Ejerlejlighederne fordeler sig ifølge styrelsen over hele landet med flest placeret i København, Frederiksberg, Gentofte, Aarhus, Aalborg og Odense. Det er i disse byer, at ejere i første omgang vil modtage en ny vurdering.

Udover vurderinger af ejerlejligheder er Vurderingsstyrelsen fortsat i gang med at udsende vurderinger til landets ejere af sommerhuse og parcel- og rækkehuse.

2020-vurderingen danner grundlag for beskatningen i årene 2021 til og med 2023.

Derudover har den betydning for eventuel tilbagebetaling af boligskat for årene 2011 til og med 2020, hvis man har betalt for meget.

De endelige 2020-vurderinger er blevet forsinket flere gange.