Fortsæt til indhold
Erhverv

»Jeg kan huske, at en person kiggede på mig og sagde: Du ved godt, at de kalder dig Danmarks ondeste kvinde«

Portræt: Julie Galbo, der har fået plads i bestyrelsen i en stor italiensk bank, beskrives som den person i finanssektoren herhjemme med de bedste forbindelser.

Julie Galbo befinder sig på den anden side af kloden, da telefonen ringer. Opkaldet kommer ubelejligt. For hun har voldsomt jetlag og er så småt på vej til at sætte kurs mod hovedpude og dyne.

Alligevel tager hun telefonen og bruger tid på at finde et passende tidspunkt for det interview, der skal danne grundlag for denne artikel.

Det lykkes at finde plads i kalenderen for Julie Galbo, der taler i telefon fra Australien, hvor hun er til bestyrelsesmøde i Commonwealth Bank. Det er blot en af hendes poster på et cv, der bærer præg af en karriere, der har fået bestyrelsesarbejde som omdrejningspunkt. Senest er hun blevet udpeget til medlem af bestyrelsen i den italienske storbank Unicredit.

»Julie Galbo har et drive, som gør, at hun virkelig skiller sig ud. Hun er en arbejdshest,« lyder det fra en tidligere kollega.

Når man taler med mennesker, der har arbejdet sammen med Julie Galbo, betegner de hende som »ét af de dygtigste mennesker, jeg har arbejdet sammen med«, »hun lykkes med det, hun vil,« og »en fornøjelse at arbejde sammen med«.

I den første del af hendes karriere var omdrejningspunktet to store finansinstitutioner i Danmark, Finanstilsynet og Nordea.

Statslige kapitalindskud lyder trist. Men tænk, at få lov til at løse så stor en opgave.
Julie Galbo

Begge steder nåede hun helt op i den øverste del af organisationsdiagrammet. I Finanstilsynet som vicedirektør, mens hun i Nordea som risikochef var en del af koncernledelsen.

Julie Galbo er blevet mere optaget af at dyrke sine diplomatiske sider. Foto: Gregers Tycho

Det krævede med hendes egne ord hårdt arbejde, talent og »en rimelig smertetærskel« at nå toppen af finanssektoren, hvor hun spillede en hovedrolle i flere store begivenheder.

Selv fremhæver 53-årige Julie Galbo, at hun havde ansvaret for at smelte Nordea-bankerne i Danmark, Norge, Finland og Sverige sammen til én enhed.

Arbejdet med at forhandle de statslige kapitalindskud på plads nævner hun også. Hvis der ikke ringer en klokke, dækker begrebet over de penge, staten i forbindelse med finanskrisen skød ind i flere banker for at stabilisere den vaklende sektor.

»Statslige kapitalindskud lyder trist. Men tænk, at få lov at løse en så stor og enestående opgave. Jeg er heldig at have haft et enormt spændende arbejde,« siger Julie Galbo, der bor nord for København med sin kæreste, er mor til to og har tre bonusbørn.

Flere, som har arbejdet sammen med Julie Galbo, peger på, at hun er meget direkte. Og selv om hun bliver beskrevet som én, der altid går efter bolden, kan nogle opfatte det på en anden måde, lyder det.

»Jeg har altid oplevet hende som fair, og hun rammer hovedet på sømmet,« som en tidligere kollega beskriver det.

»Men det bliver nogle gange oversat til noget andet hos folk, og derfor har hun ry for at være en hardhitter, som nogle slår sig på.«

Julie Galbo er blevet formet af et akademisk hjem. Faderen var professor inden for forskellige grene af medicinens verden, og moderen var, hvis ikke den første, så én af de første kvindelige partnere hos Kammeradvokaten. Foto: Gregers Tycho

Julie Galbo er ikke i tvivl om, at hun indimellem er blevet opfattet som en, man kan slå sig på.

»Men jeg vil skynde mig at sige, at det aldrig har været min intention,« siger hun.

»Jeg tror, det er noget med, at jeg har en facon, som er en refleksion af, at jeg er opdraget med, at man skal sige sandheden, og at jeg tidligere ikke gjorde meget ud af at dyrke de mere diplomatiske sider. Det er kommet lettere til mig hen ad vejen.«

Julie Galbo blev konfronteret direkte med det under en officiel middag i tiden omkring finanskrisen. Her havde hun stået i spidsen for arbejdet med de statslige kapitalindskud i en række banker, som ikke havde det godt.

»Jeg kan huske, at en person kiggede på mig og sagde: Du ved godt, at de kalder dig Danmarks ondeste kvinde? Det gjorde ondt.«

Nu er det et andet mærkat, som bliver sat på Julie Galbo.

»Hun er nok den bestyrelsesperson i den danske finanssektor, der har de bedste forbindelser,« lyder det fra en forhenværende kollega.

Den beskrivelse hænger sammen med anden del af Julie Galbos karriere. Den begyndte, efter at hun i 2019 stoppede i Nordea.

Hun var egentlig på udkig efter et nyt job. I stedet er det blevet til en bestyrelseskarriere med for øjeblikket poster i storbanker i udlandet og forperson i det danske teknologiselskab Trifork.

Når Julie Galbo bliver spurgt, hvilket råd hun ville have givet en ung udgave af sig selv, svarer hun efter lidt betænkningstid, at hun skulle have valgt en helt anden uddannelse: Jura skulle have været skiftet ud med en it-uddannelse, så hun for eksempel havde lært at kode.

»I bagklogskabens lys ville jeg ønske, at jeg havde gjort det. Men dengang var det simpelthen ikke på min radar,« siger Julie Galbo, som mener, at teknologien kan gøre verden til et bedre sted.

»Det lyder så højtravende. Men det kan forbedre produktionsprocesser, skabe nye produkter og nye måder at arbejde på. Det rummer nogle muligheder og en kreativitet, som er fantastisk. Og så er det måske mere samfundsrelevant end jura.«

I sin fritid forsøger Julie Galbo at lære det italienske sprog, og så kan hun lide at gå i haven. Med egne ord er hun bedre med en motorsav end til at luge.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.