Ingen brokker sig over vindmøllerne i Hvide Sande: »Når der er billig varme i radiatoren, er det, som om støjen forsvinder«
Under energikrisen skete der noget usædvanligt med fjernvarmeregningen i Hvide Sande, hvis særegne fjernvarmemodel nu vækker inspiration i branchen. Ekspert kalder det »et lyspunkt« og opfordrer kraftig til, at flere begynder at tænke i samme baner. Den lokale driftsleder i Hvide Sande mener dog, at der skal noget særligt til for at lykkes med det, de gør i den stolte fiskerby.
Det gav ingen mening.
Beliggende på landtangen ud for Ringkøbing Fjord er den lille fiskerby Hvide Sande ét af de første ofre for Vesterhavets bidske blæst. Sådan var det også i vinteren i 2016, der var ligesom så mange andre før den. Nærmest uafbrudt blæst.
Den pågående og konstante vind hvirvlede sand og havskum rundt i luften i og omkring den vestjyske by, men de tre 150 meter høje vindmøller på strandbredden lod sig ikke påvirke af vejrets luner. Vingerne rørte sig ikke ud af flækken.
Årsagen?