En ny dagligdag: »I det første stykke tid var det ikke let at undvære det gamle liv«
Portræt: Melissa Bech er blevet chef inden for Bestseller. Hun har lagt en tilværelse i indre København bag sig og har slået sig ned med kæresten i en arkitekttegnet villa i Skodsborg. Og det er slut med hektisk pulstræning og festrygning.
Melissa Bech, ny chef i Bestsellerkoncernen, har lagt et liv i døgndrift i indre København bag sig. Her havde hun i en årrække yndlingsrestauranter, foretrukne caféer og natteliv inden for gåafstand. Og ofte blev det sådan, at arbejde gik direkte over i hygge. Og omvendt.
»Det hele flød sammen,« som hun opsummerer det.
Siden oktober 2023 har hun boet sammen med sin kæreste, Kasper Schübeler, i en 160 kvm stor villa, der med mahognitræ som et kendetegn blev opført i 1967 efter tegninger af arkitekt Johan Christensen.
Villaen ligger i Skodsborg. Hvilket ikke er på den anden side af jordkloden, men trods alt er det cirka 20 minutter fra Københavns centrum.
»I det første stykke tid var det ikke let at undvære det gamle liv. Men jeg er ved at vænne mig til det,« siger Melissa Bech.
Indenfor i huset går hun op i indretning og lærer med egne ord at lave ordentlig mad.
»Madlavning har hverken været min pligt eller interesse tidligere,« fortæller 35-årige Melissa Bech.
Engang var hun optaget af intens pulstræning i et fitnesscenter. Nu har hun sat tempoet ned med yoga og gåture i naturen. Og så har hun kvittet smøgerne.
»Jeg var festryger i mange år. Men ikke mere.«
Hun er den ældste i en børneflok på tre. Faren arbejdede med robotter inden for bilindustrien, hvilket førte familien til både amerikanske Detroit og tyske Düsseldorf. Moren har altid været hjemmegående.
»Det er sikkert én grund til, at de stadig er lykkelig gift,« fortæller hun med et smil.
Fascineret af branchen
Melissa Bech beretter, at faren tidligt havde en idé om, at hun skulle være en eller anden form for forretningskvinde. At han tænkte sådan, var hun ikke altid tilfreds med. Omvendt havde hun det tidligt godt med at sætte sig mål – og nå dem.
Når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Gjorde vi virkelig alt det? Holdt modeshow i Rundetårn, samarbejdede med Christian Lacroix (fransk modedesigner, red.) og solgte tøj til nogle af de største butikker i verden?Melissa Bech, brandudviklingschef inden for Bestseller, om et tidligere job.
Realiteten nu er, at hendes lillebror under kunstnernavnet Sekuoia laver elektronisk musik, mens lillesøsteren er uddannet fra kunstakademiet i København.
Melissa Bech blev professionsbachelor fra Københavns Erhvervsakademi (KEA) og har siden arbejdet i og omkring tøj- og modebranchen.
For en halv snes år siden havde hun med egne ord sit første voksenjob med internationalt salg i Wood Wood. Det var en tid med rejser til modemesser i Paris, Berlin og New York.
Herefter skiftede hun til et job som moderedaktør på mode- og livsstilsmagasinet Cover.
»Jeg havde i mange år været tiltrukket af modebranchens glitter og glam. Med det her job fik jeg indblik i, hvordan det på mange måder er en hård branche,« fortæller hun.
Næste job blev karrierens hidtil længstvarende. Hun blev medstifter og chefskikkelse i tøjfirmaet Blanche:
»Når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Gjorde vi virkelig alt det? Holdt modeshow i Rundetårn, samarbejdede med Christian Lacroix (fransk modedesigner, red.) og solgte tøj til nogle af de største butikker i verden?«
Melissa Bech indrømmer gerne, at årene i Blanche indimellem var for hårde. For mange opgaver. For meget ansvar. Fordi hun ikke kunne finde ud af at sige nej.
»Med søvnproblemer og bekymringer, som jeg ikke kunne slippe, mærkede jeg små tegn på stress,« siger hun.
»Jeg skulle have standset op og nydt det mere.«
I stedet for at trække stikket tog hun sig i Enkel Studio et chefjob, som rakte over to år. Det blev ikke til mere, fordi der i hendes optik var forskellige holdninger til, hvad fokus skulle være på.
»Den retning, som blev prioriteret, kunne jeg ikke se mig selv i,« siger hun.
Tøj på bøjler og hylder
Nu har Melissa Bech titel af brandudviklingschef i Rouge. Det er et tøjmærke inden for Bestseller, som milliardæren Anders Holch Povlsen er frontfigur for. Rouge har en to år lang historie med seks kollektioner og hører til i forretningsdelen Vila, som i sig selv er et tøjmærke og en kæde af butikker.
Hun formulerer sit succeskriterium for Rouge således: Hun skal få blandt andet kendte stormagasiner som Magasin i Danmark, KaDeWe i Berlin og franske Printemps til at købe ind i den kommende kollektion. Den bliver lanceret til august, og efter planen er der tøj på bøjler og hylder i butikker i januar 2025. Sortimentet er kjoler, jakkesæt, bluser og denimsæt.
»Jeg har indsigt i og en indstilling til, hvad der bliver produceret, og mit mål med den nye kollektion er at appellere til især 25- til 40-årige kvinder,« siger hun.
I de firmaer, hvor hun har været, har der været kort afstand mellem idé og handling. I sit nye job skal hun arbejde grundigere og væbne sig med tålmodighed, før visioner kan materialisere sig.
»Det er anderledes, fordi det går langsommere. Men jeg er et sted, hvor jeg sætter pris på at gå grundigt til værks, før jeg fremlægger noget,« siger Melissa Bech.
Hun arbejder typisk en del af ugen i Bestsellers kontor i København. Andre dage er hun på koncernens adresse i Skanderborg eller på besøg hos potentielle kunder i udlandet.
Og så er der dage, hvor hun arbejder fra villaen i Skodsborg med lidt afstand til det hele.