Fortsæt til indhold
Erhverv

Ved Randers vil et par producere bæredygtige grøntsager på »en helt utrolig mark«

Det økologiske landbrugsareal er fordoblet på bare et årti, og står det til regeringen, skal udviklingen fortsætte i samme retning. På en lille gård tager et kærestepar det hele et skridt længere end de fleste. Men mere økologi kræver også mere plads, og spørgsmålet er, om der er et marked for de hyperøkologiske varer?

Lasse Momme

Når de plukker en tomat, mens solens stråler skinner gennem drivhusets ruder, føler på den og sætter tænderne i, så dens sarte skind krakelerer og åbner for et saftspændt indre, trækker muskelfibrene omkring deres hår på armene sig sammen og giver gåsehud. Derfra er der »ingen vej tilbage«.

Den samme oplevelse vil Petter Sætermo og kæresten Katrine Sønderby Soll gerne give dig. Tidligere i år begyndte de at drive økologisk landbrug på en halv hektar jord vest for Randers – noget helt særligt i et land, hvor den slags snildt kan være 500 hektar og fuld af massive maskiner.

Hos Markens Gaver, som de kalder deres landbrug, høstes kål, salat, frugt, bær, tomater og alt derimellem kort før, at det leveres til kantiner og restauranter. Med hænderne – for kvalitetens skyld.

Det lyder nostalgisk. Som mindet om en svunden tid i landbruget, hvor jord var noget, der sad under neglene, og på samme tid lyder det moderne.

Det er det måske også.