Arthur R. Jensen (1923-2012)

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er tid at fortælle en opbyggelig historie om eliternes had til enhver, der drister sig til at tænke anderledes. Det er givet vis de færreste herhjemme, der har hørt om den nyligt afdøde amerikanske psykolog Arthur R. Jensen. Det hjemligt klingende navn skyldes, at hans fars forældre var danske indvandrere til USA. Hans mor var halvt polsk jødisk og halvt tysk.

Arthur R. Jensen var forfatter til mere end 400 videnskabelige artikler og til en stribe bøger. Han døde som professor emeritus ved Berkeley Universitet i Californien efter en lang karriere sammesteds. Arthur R. Jensen rangerer blandt de fremmeste 50 psykologer i det 20. århundrede.

Frem til 1969 var Arthur R. Jensen ikke kendt uden for videnskabelige kredse, hvor han til gengæld var meget anerkendt. Men så skete der noget...

Harvard Educational Review

I 1969 udkom det videnskabelige tidsskrift Harvard Educational Review med en artikel på mere end 100 sider skrevet af Arthur Jensen. Titlen lød: "How Much Can We Boost IQ and Scholastic Achievement?", I oversættelse "Hvor meget kan vi løfte IQ og uddannelsesmæssig success?"

Det er nødvendigt her at være klar over, at der politisk var en kolossal velvilje i USA til at forsøge at løfte dem, man opfattede som ringere stillede grupper, først og fremmest etniske minoriteter og her først og fremmest sorte amerikanere. I dag ville man også tale om latinoer som en ringere stillet gruppe.

Det mest storstilede forsøg på at ophjælpe disse ringere stillede grupper er sket gennem det såkaldte "Head Start", hvor der blev ydet en lang række kompenserende tiltag som flere lærere, mere undervisning, gratis skolemad osv. I parentes bemærket har programmet været en nærmest komplet fiasko, et enormt spild af skattekroner med andre ord.

Nu nærmer vi os det egentlig væsentlige. Essensen af Arthur R. Jensens 123 sider i Harvard Educational Review var, at der ikke kunne gøres meget for at løfte IQ og uddannelsesmæssige præstationer. "Not much" var hans korte svar. Som altså blev bekræftet 41 år efter, da en meget grundig gennemgang af Head Start viste, at skatteyderne stort set intet havde fået for pengene.

Netop det, "not much", skulle Arthur R. Jensen imidlertid aldrig have skrevet. I hvert fald ikke, hvis han ønskede at bevare sin plads i det gode selskab. I de næste år var han en af de mest hadede mænd i USA. Arthur R. Jensen havde nemlig formastet sig til at sætte spørgsmålstegn ved venstrefløjens dogme nummer et: At alle er lige i betydningen født med de samme muligheder. Følgelig har alle mulighed for at nå de mål i livet, de ønsker.

New York Times´ nekrolog

Den liberale (svarende til venstreorienterede i Danmark og Europa) New York Times skrev en meget fair nekrolog over Arthur R. Jensen. Her et lidt længere uddrag fra avisen, der fortæller, hvad det kostede Arthur R. Jensen at gå op imod det herskende kleresi:

"While some observers praised Professor Jensen as a scientist unafraid to go where the data led him, others called him a racist. He continued to be heckled at speaking engagements throughout his career. He was burned in effigy on some college campuses and received death threats; for a time, he was accompanied by bodyguards."

Rost blev han af nogle, som det fremgår, men det unægtelig mest fremtrædende træk var ikke bare fordømmelse, men forfølgelse. Hans forelæsninger blev gennem flere år afbrudt, dukker og lignende forestillende ham blev afbrændt, dødstrusler blev rettet mod ham, og i noget tid var han nødt til at have livvagter omkring sig.

Arthur R. Jensens ultimative synd var mere konkret, at han i sin lange artikel havde hævdet, at IQ i formentlig ret betydelig grad er arveligt betinget og derudover, at der muligvis er forskelle mellem forskellige grupper, hvad angår deres gennemsnitlige IQ.

Lad os høre Professor Douglas K. Detterman fra Case Western Reserve University. I nekrologen i New York Times udtaler han følgende:

""When he [Arthur R. Jensen] wrote that paper, probably a large portion of psychologists wouldn't have believed that there was a hereditary basis for intellectual ability. Now, there's very little argument about that in the field. Whether there are differences between races is another thing altogether.""

Professor Detterman siger altså, at der I 1969, da Arthur R. Jensen skrev sin artikel, var en stor andel af psykologer, der ville have afvist en arvelig basis for IQ, men at det (i 2012) nu har ændret sig. Nu er der "meget lidt diskussion" om, hvorvidt IQ har en arvelig basis i en eller anden grad. Og så tilføjer Detterman, at det er et helt andet spørgsmål, om der er forskelle mellem racer eller etniske grupper, som vi nok ville sige i Danmark.

Hvad der er comme il faut

Formelt set hersker der naturligvis akademisk frihed på vestlige universiteter. I realiteten gør der ikke, når vi når til de følsomme områder som f.eks. den menneskelige intelligens´ ophav. Også fra New York Times er det interessant at notere sig, at professor James R. Flynn - der vel at mærke er uenig med Arthur R. Jensen - udtaler, at

""Arthur Jensen's life is emblematic of the extent to which American scholarship is inhibited by political orthodoxy," og han tilføjer, at ""Jensen was a true scientist, and he was without racial bias," og tilføjede yderligere: "It never occurred to Arthur Jensen that people would use his data to argue for racial supremacy. Now, to be fair to his critics, over time he became more and more convinced that the evidence did show a genetic component.""

Professor James R. Flynn siger altså, at Arthur R. Jensens liv og karriere kun kan forstås i lyset af den politiske ortodoksi, der hersker i det amerikanske intellektuelle liv, og så tilføjer han, at Arthur R. Jensen, som årene gik, blev mere og mere overbevist om, at der også var genetisk bestemte IQ-forskelle mellem grupper.

Hvad skal vi bruge det til?

Vi bør bruge vores viden om behandlingen af Arthur R. Jensen og andre (f.eks. Linda Gottfredson) til at insistere på, at der ikke findes tabuer inden for videnskaben. Arthur R. Jensen brød et af disse tabuer, og så skulle han have, skulle han, i en grad, så han måtte have beskyttelse for ikke at blive fysisk forulempet.

Det siger sig selv, at der vil være unge lovende forskere, der vil betakke sig for at gå ind på forskningsfelter, hvor de i bedste fald risikerer at blive kaldt det værste. Det må vist være en værdig opgave at medvirke til, at det ikke sker, at noget fravælges af angst for konsekvenserne.

Det kan vel også venstreorienterede støtte, ikke sandt?