Hvorfor nyser man?
Kan I finde svaret på, hvad der sker, når man nyser, og hvorfor man nyser. Tit oplever jeg at nyse to gange, og så udebliver tredje gang, selv om jeg lige følte, at der ville komme et tredje. Er der en forklaring på dette?
Venlig hilsen Steen Madsen, Åbenrå
Newton har talt med lektor Michael Gaihede, overlæge på Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital:
»Vi nyser, når der er noget, der irriterer slimhinderne i vores næse, og nysen fungerer altså for næsen på samme måde, som hoste fungerer for luftrøret. Det er en mekanisme, der sørger for, at fremmede partikler og mikroorganismer kommer ud af kroppen.
Nyset er baseret på en refleks og begynder ubevidst, når forskellige receptorer i de øvre luftveje kan mærke, at der er noget fremmed til stede. Når receptorerne mærker fremmedlegemerne, sendes der en nerveimpuls til hjernestammen i området knyttet til respiration. Herfra sendes så nerveimpulser af sted, der aktiverer de muskler, der er involveret i et nys. Det tager typisk 15-25 milisekunder fra receptorerne mærker et fremmedlegeme, til nyset kommer.
Under nyset er der fri passage i luftvejene, og store mængder luft bliver presset ud af næsen. Derudover stiger slimdannelsen i næsens slimhinder og udskilles under et nys. Kombinationen af øget sekretion i næsen og den kraftige luftstrøm gør nyset til en slags ”udskylning”, så små fremmedlegemer som eksempelvis allergener bliver skyllet ud fra slimhinden og ender med snottet i papirkluden.
Det mønster, som læseren beskriver, hvor han typisk nyser to gange, hvorefter det tredje næsten kommer, men så udebliver, er ikke videnskabeligt beskrevet. Antallet af gange, man nyser, hænger blandt andet sammen med, hvor følsom man er over for fremmelegemet, og hvor stor koncentrationen af fremmelegemet er. Derfor kan man formentlig ikke opstille et generelt nysemønster.«