Kun "kvart" Storebæltsbro på lørdag
Bilister skal bruge mere tid på Storebælt på lørdag, når 6.000 cyklister skal over.
Hvis man som bilist har ærinde over Storebæltsbroen på lørdag, skal man huske at sætte nogle ekstra minutter af til passagen af Danmarks største broforbindelse.
Mellem kl. 13.00 og 17.00 ventes omkring 6.000 cykelmotionister, der er deltagere i motionscykelløbet Aarhus-København, at passere broen i retning mod Sjælland.
For at få plads til de mange motionister er højre spor i retning af Sjælland forbeholdt cyklisterne lørdag mellem kl. 8.00 og midnat.
Max. 70 km/timen for biler
Bilister skal med andre ord nøjes med venstre spor, hvor hastigheden er begrænset til 70 km/timen. Det vil derfor komme til at tage 10-15 minutter ekstra at passere broen, lyder vurdereringen fra Storebæltsbroen.
Det store motionscykelløb, som havde sin storhedstid i 90'erne, er blevet relanceret i år af Veggerby Sport & Kultur.
Og for første gang nogensinde har Trafikministeriet og Sund & Bælt givet tilladelse til, at cyklisterne kan få lov at cykle over Storebæltsbroen.
Hårde bakker undervejs
Deltagerne kan vælge mellem to ruter - en distance på ca. 375 km fra Aarhus til København og en kortere rute på ca. 190 km fra Odense til København. Fra Odense vil der være rutesammenfald på begge ruter efter ca. 500 meter.
Undervejs skal deltagerne "bestige" de frygtede bakker i Munkebjerg-skovene ved Vejle, som over 1,5 km holder en stigning på 6,1 procent.
Men turen hen over Storebæltsbroen skal heller ikke undervurderes, idet der på vej op ad højbroen er en stigning på 1,2 procent over 4,5 km. Kombineret med den blæst, der ofte hersker på Storebælt, kan det meget vel blive noget af en udfordring for cykelmotionisterne.
Deadline for bropassage
Deltagerne skal nå broen senest kl. 16.45, og for at kunne nå det skal tempoet ligge på mindst 17 km/timen fra Aarhus og frem til Storebælt, oplyser arrangørerne.
Med Aarhus-København får Danmark et motionscykelløb i lighed med svenske Vättern Rundt og det norske Styrkeprøven. Der er dog stadig et stykke op til det svenske løb, der i juni havde over 23.000 deltagere til start.
LINK: Følg trafiksituationen på Storebæltsbroens hjemmeside
LINK: Information om motionscykelløbet Aarhus-København