News-vært ryger på Aftenshowet
Mark Stokholm skifter til efteråret fra TV 2 News til Aftenshowet på DR1.
Den 38-årige nyhedsvært Mark Stokholm på TV 2 News - og Presselogen der - bliver fra 1. oktober vært på Aftenshowet på DR1.
"Efter at have arbejdet med hardcore-nyhedsstof i fem år har jeg lyst til at prøve noget andet. Aftenshowet er et sted, hvor man går folk på klingen i skarpe interviews, men også stedet, hvor man hygger om seerne. For mig at se får jeg dermed det bedste fra begge verdener," siger Mark Stokholm til dr.dk.
Følger efter kolleger
Han er uddannet som journalist på Syddansk Universitet og har arbejdet på TV 2 News, siden kanalen startede for fem år siden. Inden da var Mark Stokholm et halvt år på TV 2 Finans, ligesom han har skrevet om erhvervsstof for Dagbladet Børsen og Morgenavisen Jyllands-Posten.
Mark Stokholm bliver den anden TV 2-vært, der i efteråret skifter til DR's Aftenshowet - Morten Ankerdal fra TV 2 Sporten bliver også en del af det nye værtshold til efteråret. Jagten på nye mandlige værter gik i gang i forbindelse med, at både Mads Steffensen og Nikolaj Koppel valgte at stoppe - samtidig meldte Kontant-vært, Kåre Quist, tidligere på sommeren fra til tjansen på Aftenshowet, der fremover tilstræber en mere journalistisk tilgang til stoffet.
En kvalitetsløfter
Af samme grund glæder redaktionschefen for Aftenshowet, Ole Rahbek Kristensen, sig til, at Mark Stokholm tiltræder.
"Mark Stokholm er en garvet journalist, der kan sit journalistiske håndværk fra mere end fem år på direkte fjernsyn. Jeg er sikker på, at han kan være med til at give journalistikken i Aftenshowet et yderligere løft i den retning, vi gerne vil, og være både skønt og begavet selskab for DR1's seere", siger han til dr.dk.
Modsat tidligere år sender Aftenshowet i år hele sommeren igennem - henholdsvis fra Amager Strand og fra Tangkrogen i Aarhus.