Fortsæt til indhold
Bolig

Nyt oliefyr

. Hvilke krav er der til effektivitet ved installation af nyt oliefyr? M.v.h. Frederik

Svar:

Hej Frederik

Kravet til effektivitet står i bygningsreglementet, BR08, i kapitel 8.5.1.4 stk. 2. Måske kan du bruge linket her.

Der står, at kedler til fyring med olie skal have en nyttevirkning ved CE-mærkning på mindst 91 pct. ved såvel dellast og fuldlast.

Hvis I skal have en ny oliekedel, vil det være en idé at gå ind på Energistyrelsens hjemmeside www.sparolie.dk. Her kan du bl.a. læse lidt mere om, hvilke krav, kedlerne skal opfylde, samt finde en positivliste med de mest effektive oliefyrede kedler på markedet.

Vær opmærksom på, at kravet strammes betydeligt fra den 30. december 2010, når det nye bygningsreglement (BR10) erstatter BR08.

Der står således i BR10, afsnit 8.5.1.4 Stk. 2:

Kedler til fyring med olie skal have en nyttevirkning ved CE-mærkning på mindst 93 pct. ved fuldlast og 98 pct. ved dellast.

For øvrigt er der lige nu mulighed for at få tilskud, hvis du udskifter et oliefyr med en varmepumpe eller skifter til fjernvarme. Vælger du at installere et nyt oliefyr, kan du opnå tilskud, hvis du supplerer det nye oliefyr med et solvarmeanlæg. I det sidstnævnte tilfælde ydes der kun tilskud til selve solvarmeanlægget. Du kan finde mere information om, hvad du kan opnå tilskud til på www.skrotditoliefyr.dk, og ellers er du velkommen til at ringe til Energitjenesten på 70 333 777, hvis du har yderligere spørgsmål.