Fortsæt til indhold
Livsstil

Salt dræber - får du for meget?

Tre gram mindre salt om dagen, vil redde flere tusinde mennesker hvert år. Tjek dit saltforbrug.

Salt er en vigtig ingrediens i vores mad, men salt i store mængder er en dræber, og vi danskere spiser alt for meget salt. I gennemsnit indtager mænd 10 gram salt om dagen og kvinder 8 gram, viser tal fra Hjerteforeningen. Men vi burde kun spise det halve - allerhøjst 6-7 gram om dagen, og gerne endnu mindre, fastslår førende hjertelæger.

Blot tre gram salt mindre om dagen ville kunne redde flere tusinde liv hvert år, og forskerne taler om, at salt slår mindst lige så mange mennesker ihjel som rygning og overvægt. Det farlige ved saltet er, at for meget af det kan få blodtrykket til at stige, og det øger risikoen for blandt andet åreforsnævring og blodprop i hjertet og hjernen.

Masser af skjult salt

Men det er ikke så nemt at gå uden om saltet, fastslår Hjerteforeningen med henvisning til, at to tredjedele af det salt, vi spiser, kommer fra industrielt fremstillede fødevarer. Fødevareproducenterne tilsætter store mængder salt i eksempelvis brød, pålæg og kød uden at forbrugerne nødvendigvis kan se det. Det skjulte salt er med andre ord en betydelig trussel mod folkesundheden.

Derfor opfordrer Hjerteforeningen politikerne til at indføre grænseværdier for, hvor meget salt der må være i forskellige typer af fødevarer, lige som foreningen gerne ser en mærkningsordning, der kan advare forbrugerne, hvis en madvare indeholder meget salt.

Alt salt tæller med

Samtidig opfordrer foreningen forbrugerne til at være mere opmærksomme på deres saltindtag og undlade pr automatik at strø salt ud over alt maden. Det kan nemlig godt lade sig gøre at vænne sig til en smag af mindre salt, og alt salt tæller med i regnskabet - også den salt, vi selv tilsætter vores mad.

For at hjælpe folk til at blive opmærksomme på deres saltindtag, har Hjerteforeningen udarbejdet en salttest på sin hjemmeside, hvor man kan få en pejling på, om man spiser for meget salt.

Testen findes på www.hjerteforeningen.dk/salttest og hvis du svarer på spørgsmål om dine vaner omkring f.eks. fastfood, færdigsauce og indkøb får du svar på, om du bør skrue ned for saltindtaget.

Tjek dit saltforbrug hos Hjerteforeningen her