Mads Junker udtaget til landsholdet
Den hollandske topscorer Mads Junker er udtaget til træningskampen mod Tyskland.
Da VM var i gang - og Danmark ikke kunne ramme en ladeport fra tre meters afstand - skreg mange fodboldkommentatorer på andre spillere i angrebet.
Det får de nu, da landstræner Morten Olsen har udtaget Mads Junker til træningskampen mod Tyskland.
Junker blev topscorer i Holland i sidste sæson, men han blev ikke valgt til VM i Sydafrika.
"Jeg var også i tvivl, om han skulle med, men jeg havde kun plads til tre dybe angribere, og det blev Søren Larsen, Jon Dahl Tomasson og Nicklas Bendtner," sagde Morten Olsen ved pressemødet.
"Folk glemmer, at vi ikke havde så mange muligheder for at teste spillere inden VM. Vi havde kampen mod Østrig, og der testede vi Rajko Lekic," siger Morten Olsen.
Sønderjysk overraskelse
Mads Junker har allerede spillet en landskamp mod Polen i 2006, men det har Sønderjyskes Johnny Thomsen ikke. Han får nu chancen på næste onsdag i Parken.
"Jeg ser ham som en god spiller ikke bare på den højre midtbane, men så sandelig også som højre back," siger Morten Olsen.
Endvidere kan den tidligere FCN-spiller Nicklas Pedersen, der i dag spiller i Groningen, få debut.
"Det er en spiller, vi har fulgt i lang tid, men som desværre har fortsat det skadesforløb, han også havde i FC Nordsjælland. Men allerede dengang så vi potentialet i ham. Han er en dygtige boldfast spiller, han har en god kropsstørrelse og han er målfarlig i boksen," siger Morten Olsen.
LÆS OGSÅ: Mut AGF-nedrykker mister landsholdsplads