Mod strømmen: Politiske subkulturer
For 25 år siden var Fælledparken stadig ramme om den årlige ”Land og Folk Festival”. Det kommunistiske dagblad samlede ind for at supplere sine beskedne indtægter fra danske abonnenter og de midler, man fik fra storebror i øst. Titusindvis af mennesker mødte op for at beskue solidaritetsboder for obskure befrielsesbevægelser, lytte til solidaritetskoncerter og drikke bajere under paroler som »folkemagt før kapitalmagt«. Det var som 1. maj, bare værre.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Fattigfirserne var konfrontationernes årti. Vest-øst. USA-Sovjet. Højre-venstre. Schlüter-Anker. Dobbeltbeslutning-fredsbevægelser. Borgerlighed-BZ'ere. Den slags konfrontationer var som skabt til at vække ungdommen af dens apatiske slummer. I vore dage er de unge svære at drive ind i politiske ungdomsorganisationer. Der står ikke så meget på spil, heldigvis. I 1980'erne var Konservativ Ungdom derimod en massebevægelse mod kollektivisering, for frihed. KU'erne turde råbe op, selvom de også dengang blev kaldt sekteriske.
Sammen med en god ven, som var blevet medlem af KU, blev jeg medløber i et anslag mod Sovjetunionens brohoved i Danmark: kommunisterne. Vi iførte os det nydeligste tøj, to teenagere kunne finde på. Hvid skjorte og slips, strikvest og - som prikken over i'et - et eksemplar af Jyllands-Posten under armen. Dertil kom en stor bunke selvlysende orange C-klistermærker.
Vi tog i Fælledparken med det formål at dekorere Land og Folk Festivalen. Et dusin fredsduer fik en hilsen. Også Lenin måtte holde for, pladask midt på issen. Men det store scoop var, da det lykkedes os at få placeret et klistermærke på et strategisk sted. Festivalens deltagere kunne mod betaling stikke hovedet gennem en kulisse og lade sig fotografere med en pistol, der skød den fæle præsident Reagan. Kulissen fik et klistermærke lige under det sted, hvor kommunisternes smilende ansigter skulle pryde billedet.
Alt gik forbavsende godt, indtil vi mødte en konkurrent, der solgte Land og Folk-badges. »Har I tilladelse til at sælge hér?« spurgte han bryskt. Vi svarede, at vi skam ikke solgte, men delte alt vort materiale gratis ud. Snart mærkede jeg en næve i nakken og blev slæbt gennem parken, mens manden snerrede: »Dit lille KU-svin. Nu kommer du med hen til ordensværnet og får en ordentlig omgang.« Jeg var stiv af skræk, men ordensværnet viste sig at være en fredeligt udseende gymnasielærertype bag et skrivebord. »Går du ind for privat ejendomsret,« spurgte han. Da jeg svarede bekræftende, forklarede han mig, at Land og Folk havde lejet parken for weekenden, hvorfor jeg krænkede deres ejendomsret. Det argument var til at forstå. Land og Folk Festivalen fungerede faktisk som en frivillig kommunistisk enklave i et liberalt kapitalistisk demokrati.
Jeg har siden tænkt på, hvorfor alverdens kommunister - og socialister - ikke bare organiserer deres utopier på samme måde som Land og Folk Festivalen. Find et stykke jord. Betal for det. Saml nogle ligesindede. Yd efter evne og nyd efter behov. Og bland mig udenom. Desværre er den praktiske socialisme meget mere aggressiv. Den vil ikke nøjes med frivillig tilslutning, men bruger staten til at nå sine mål om en bestemt fordeling, en bestemt adfærd osv. Fælledparken skal fylde hele landet, uanset om andre gider være med. Hvor ville det være rart med socialister, der turde acceptere konkurrence - ikke om magt - men om organisationsformer. Kooperativet mod det børsnoterede aktieselskab. Kollektivet mod kernefamilien.
Et liberalt politisk system giver plads til sub-systemer og subkulturer - også socialistiske og kommunistiske. Det modsatte er aldrig tilfældet. Derfor er det liberale kapitalistiske demokrati altid moralsk overlegent.