Flest penge i Hørsholm
I Hørsholm kommune har de færreste økonomiske problemer. Derimod er indkomsterne lavest i København og på Lolland.
En adresse i Hørsholm, Rudersdal eller Gentofte kommuner bør aftvinge respekt og samarbejdsvilje hos bankrådgiveren: I disse tre kommuner lever nogle af Danmarks mest velhavende mennesker, og gennemsnitsindkomsterne er de højeste i landet.
En halv mio. efter skat
Hørsholm topper med en gennemsnitlig disponibel husstandsindkomst på 513.000 kr. efter skat.
I Rudersdal (tidligere Søllerød og Birkerød kommuner) må gennemsnitshusstanden klare sig for 505.500 kr. i rådighedsbeløb. Mens man i Gentofte lige akkurat ikke når op i halv-million-klassen, men må nøjes med 499.900 kr. i årlig disponibel indkomst.
Til sammenligning er landsgennemsnittet for husstandsindkomst efter skat på 298.300 kr.
Laveste indkomster i København
Familierne i København må klare sig for langt mindre, nemlig 227.500 kr. i gennemsnitlig rådighedsbeløb. Næstlaveste rådighedsbeløb har gennemsnits-familierne på Lolland med 247.100 kr. og tredjelaveste indkomster findes på Langeland, hvor husstandene i gennemsnit har 255.900 kr. at gøre godt med.
Tallene er fra 2007 og er offentliggjort torsdag af Danmarks Statistik i en omfattende publikation, Indkomster 2007.
Enlige har mindst
Det gennemsnitlige rådighedsbeløb på 298.300 kr. omfatter både husstande bestående af enlige og af par. Ser man alene på enlige danskere, er rådighedsbeløbet på 176.000 kr. i gennemsnit, mens par har et rådighedsbeløb på 429.400 kr. i gennemsnit.
Når enliges rådighedsbeløb er relativt lavt - under det halve af, hvad par har - skyldes det, at der blandt enlige er mange, der har inkomst i den lave ende. Ofte som følge af naturlige forhold under livsforløbet: Mange unge under uddannelse er både enlige og har lav indkomst, fordi de ikke har fuldtidsarbejde. Og blandt ældre, der ikke længere har arbejdsindkomst, men lever af pensionen, er der også relativt flere enlige samtidig med, at indkomsten typisk er væsentlig lavere end hos erhvervsaktive.
Hvert tiende par har millionindkomst
Af publikationen fremgår det, at næsten hver tiende par (9,4 pct.) har en disponibel husstandsindkomst efter skat på over 1 mio. kr.
Antallet af par, der har et rådighedsbeløb på over 10 mio.kr. er derimod nemmere at overskue: Sådanne par var der 765 af i 2007. Dertil kommer 169 enlige, der også havde en indkomst efter skat på over 10 mio. kr.