Af med gammelt tapet og få nye vægge
Vi er netop flyttet ind i en historisk ejendom fra 1881 på Christianshavn. På væggene er der savsmuldstapet, som vi gerne vil fjerne.
Hvordan skal vi behandle væggene, så de står flot til den oprindelige stuk? Og skal vi vælge tapet eller pudsede vægge eller noget tredje?
Venlig hilsen
Sia og Bjørn
SVAR:
Savsmuldstapet er billigt og praktisk, men så er fortrinnene vist også nævnt. Hvis I vil helt i bund til den oprindelige, pudsede væg, kan I fjerne savsmuldstapetet - og de lag af gamle tapeter, der måtte være under - med en tapetskraber/tapetstripper, som har selvslibende blad. Den fås med teleskopskaft, så man effektivt kan nå hele væggen. På genstridige partier med meget lim eller spartel mellem lagene kan man, inden tapetskraberen benyttes, først ridse tapetlagene op med kniv eller sømbræt og dernæst bløde tapetet op med vand, som kan kostes eller rulles på. Man kan eventuelt også bruge tapetopløser, men det er ikke strengt nødvendigt, og man skal passe på hænder og øjne, når det stænker. Når al tapet er væk, skal de pudsede vægge renses med en bred spartel, slibes til en jævn overflade og fejes eller støvsuges. Huller og revner repareres med sandspartel - husk grundighed og slibning, så resultatet bliver jævnt! Til små skader kan benyttes elastisk fugemasse, der glattes med en våd pensel. Hvis I gerne vil beholde den pudsede væg, kan den være klar til maling nu, men er den ujævn, kan I finspartle hele væggen, inden den males. Det kræver dog håndelag at få et flot resultat. Er der mange skader og ujævnheder, kan man opklæbe helt glat glasfilt uden struktur og bibeholde udseendet af glatpudset væg. Filten skal grundes inden maling, da den suger ganske meget. I en historicistisk bylejlighed skal væggene ikke være rustikke eller grove, men glatte og pæne. Matte, malede vægge kan opnås med vandbaseret plastmaling eller linoliebaseret emulsionsmaling, f.eks. Damsons VægMaling. Vil I tapetsere alle eller nogle af væggene, kan I lade jer inspirere af de ældste lag af tapet, hvis I finder nogen.
Venlig hilsen
Maja Svane