Den grundstødte færge ud for Åland er trukket fri
Den grundstødte færge "Isabella", der siden midnat har ligget stille ud for Ålandsøerne mellem Sverige og Finland blev torsdag eftermiddag trukket fri og bugseret til Långnäs havn.
Her fik de 630 passagerer og 156 besætningsmedlemmer igen fast grund under fødderne og med busser og andre færgeforbindelser er de nu på vej hjem. Ingen personer kom til skade ved ulykken, der skete, da færgen på vej fra den finske by Åbo til Stockholm i hårdt vejr gik på grund i Ålands sydlige skærgård.
Havarieksperter er gået i gang med at finde årsagen til ulykken, men først næste sommer forventer de at have et svar parat.
"Isabella" har lækket olie, men Finlands miljøcentral vurderer, at mængden er så lille, at det ikke påvirker miljøet.
/ritzau/FNB