JP kulegravning: Fangerne fra Sangesar

Hvad er sandhed, og hvad er løgn i den famøse sag om danske elitesoldaters overdragelse af fanger til en amerikansk lejr i Afghanistan 2002?

Er der hold i de alvorlige anklager, som dokumentarfilmen "Den Hemmelige Krig" rejser mod den danske regering og forsvaret? Eller er filmen spækket med fejl og manipulation og dermed en belastning for Danmarks Radios troværdighed?

Morgenavisen Jyllands-Posten kulegraver i denne artikel hele forløbet og ser kritisk på alle parter i sagen. Formålet er finde den bedst opnåelige version af sandheden baseret på alle de kilder, som er til rådighed.

Baggrunden

De danske elitesoldater fra Jægerkorpset var den 11. september 2001 midt i en briefing om en forestående øvelse i USA, da en officer stormede ind i lokalet på Flyvestation Aalborg og råbte: Tænd fjernsynet!

Da World Trade Center stod i flammer, vidste jægersoldaterne, at USA-turen var aflyst. Den amerikanske eliteenhed, som skulle være vært for øvelsen, havde fået andet at tænke på.

Da tårnene kort efter styrtede sammen, vidste de instinktivt, at den historiske begivenhed også kunne få direkte konsekvenser for dem, og en af jægersoldaterne havde en klar profeti:

»Nu skal vi i krig!«

Dagen efter trak NATOs medlemslande for første gang den såkaldte musketéred op af skuffen: Artikel 5, der siger, at et angreb på ét NATO-land er et angreb på alle. Hvis USA kunne bevise, at terrorangrebet var iværksat af kræfter uden for USA, ville de øvrige lande gå med i kampen mod den nye fjende.

Danmarks statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (S), var uden forbehold: »Vi siger til USA: Vi står last og brast.«

Den 2. oktober lagde USA beviser frem, som overbeviste NATO-partnerne om, at bagmanden var Osama bin Laden. Hele alliancen var nu officielt med i USAs krig mod terror, og der var sat adresse på fjenden: Al Qaida-netværket og Taleban-regimet i Afghanistan, som husede terroristerne.

Den socialdemokratiske regering var dog ikke indstillet på, at danske soldater skulle involveres direkte.

USA handlede i første omgang sammen med Storbritannien. Søndag aften den 7. oktober begyndte Operation Enduring Freedom med bombardementer i Afghanistan.

Et folketingsvalg og en borgerlig valgsejr banede vejen for en mere aktiv dansk krigsdeltagelse. Den nye regering fik meldinger om, at USA gerne så, at Danmark gik direkte ind i krigen med bl.a. kampfly og specialstyrker.

Onsdag den 5. december fortalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i Udenrigspolitisk Nævn, at Danmark ville tilbyde USA at sende bl.a. 100 soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset til Afghanistan for at hjælpe amerikanerne i den fortsatte kamp mod Taleban og Al Qaida. Det var det første synlige udtryk for en mere aktivistisk udenrigspolitik og en tæt alliance med USA, som skulle blive Fogh-regeringens varemærke.

Torsdag den 13. december gik det stærkt: Regeringen fremlagde et forslag om at sende danske soldater i krig, og det blev presset gennem Folketinget på mindre end 20 timer. Kun SF, Enhedslisten og to socialdemokrater stemte imod.

Ingen politikere nævnte med et ord det, som sagen fem år senere kom til at handle om: Hvad sker der, hvis de danske soldater tager fanger i Afghanistan?

Der var heller ikke taget stilling til det. Det skete først i midten af januar, efter en rådslagning mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, og resultatet blev via Forsvarskommandoen sendt til Jægerkorpsets hovedkvarter på Flyvestation Aalborg:

De danske styrker skulle operere under amerikansk overkommando, og eventuelle fanger kunne med den udsendte danske styrkechefs godkendelse overdrages til amerikanerne.

»Ulovlige kombattanter«

Onsdag den 9. januar mødte statsministeren personligt frem på Flyvestation Aalborg for at tage afsked med de danske specialoperationsstyrker, som lettede i et C-17 Globemaster transportfly med kurs mod Afghanistan og lufthavnen ved byen Kandahar, hvor de sluttede sig til den særlige Task Force K-Bar med cirka 1.300 elitesoldater fra USA, Canada, Australien, New Zealand, Tyskland, Norge og Danmark.

De var næppe landet, før spørgsmålet om fanger blev et tema i alverdens medier. Fredag den 11. januar meddelte tv-stationen CNN, at USA havde fløjet de første 20 fanger fra Afghanistan til flådebasen Guantánamo på Cuba. Her havde amerikanerne opbygget en lejr, som skulle bruges til fanger fra krigen mod terror.

USAs forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sagde, at de efter amerikansk opfattelse, var »ulovlige kombattanter«, som ikke havde krav på beskyttelse som krigsfanger efter Geneve-konventionerne, men Guantánamo-projektet blev mødt af en hård international kritik.

Diskussionen havnede i Folketinget første gang den 22. januar 2002, og her grundlagde regeringen den linie, som den uden vaklen har fulgt lige siden: Regeringen »gik ud fra«, at amerikanerne fulgte reglerne.

»Selvfølgelig går vi ud fra, at Amerika respekterer den humanitære folkeret,« sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K), »men vi står også sammen i kampen mod terrorismen, og så vil jeg ikke dømme Amerika på en enkelt bemærkning, som Rumsfeld har ladet falde, og som jeg også studsede over, men som jo kan underkastes mange fortolkninger. Amerika har forpligtet sig til at respektere den humanitære folkeret. Jeg går også ud fra, at de vil gøre det, og vi vil holde øje med det.«

Udenrigsministeren havde fire dage tidligere fået sine egne juridiske eksperters vurdering af, at der faktisk var et problem: De vurderede, at fangerne under alle omstændigheder havde krav på at blive behandlet efter Geneve-konventionerne. Enten som krigsfanger (3. konvention), eller som civile (4. konvention). De mindede også om regeringens løfte, da Folketinget sagde ja til udsendelsen af soldater: Alle gældende regler for krig vil blive overholdt i Operation Enduring Freedom.

Per Stig Møller fortalte ikke Folketinget om eksperternes vurdering.

Tragisk fejltagelse

Kort efter kom også Kandahar-lejren, hvor de danske soldater var udstationeret, i et kritisk søgelys. Under en aktion i Uruzgan-provinsen den 23. januar dræbte amerikanske soldater 16 afghanere og tog 27 til fange.

Fangerne blev ført til fængsels- og afhøringscentret i Kandahar, hvor det viste sig, at hele aktionen havde været en tragisk fejltagelse. Afghanerne var regeringstro og dermed på amerikanernes side. Da de 27 fanger blev løsladt den 6. februar, fortalte de til amerikanske journalister, at de var blevet mishandlet, hvilket bl.a. førte til en artikel i The Washington Post, som Politiken bragte den 13. februar under overskriften "Afghanske fanger fik tæsk".

Det fremgik ikke klart, om de var blevet sparket og slået under anholdelsen, eller først da de kom til fangelejren i Kandahar, men USAs forsvarsministerium, Pentagon, bebudede, at sagen ville blive undersøgt.

Ni amerikanske afhøringsofficerer fortalte i edssvorne erklæringer, afgivet til en amerikansk militær advokat i perioden 10. 18. februar 2002, om eksempler på hårdhændet og ydmygende behandling af afghanske fanger i Kandaharlejren. Overgrebene skulle være sket i slutningen af januar og begyndelsen af februar.

De ni vidneforklaringer kunne dog ikke tjene som en direkte advarsel til den danske regering. De blev først offentligt kendt i slutningen af 2006. Men de viser, at amerikansk militær i februar 2002 fandt anledning til at undersøge, om fanger blev mishandlet i det fængsels- og afhøringscenter i Kandaharlejren, hvor danskerne i givet fald skulle aflevere afghanske fanger.

For de danske elitesoldater var ankomsten til Afghanistan et antiklimaks. De måtte sande, at de stod et stykke nede på listen, når opgaverne i Task Force K-Bar skulle fordeles. Amerikanske eliteenheder som Navy SEALs fik de hårde aktioner, hvor formålet var at fange eller angribe Al Qaida og Taleban, mens danskerne måtte forberede sig på blødere missioner, som alligevel ikke blev til noget.

Aktionsvestene i brug

Først den 14. februar fik de brug for aktionsvestene, da fire patruljer á seks mand med få minutters varsel i helikoptere blev fløjet ud for at pågribe en forhenværende minister i Taleban-regeringen, Mullah Khairullah, som ifølge et tip skulle befinde sig i et køretøj på en nattemørk landevej. Aktionen blev gennemført med en præcision, som imponerede den amerikanske ledelse, men de tre afghanske mænd i køretøjet viste sig at være aldeles uskyldige, og efter en kort afhøring blev de allerede samme nat sluppet fri igen.

Senere blev jægersoldaterne og frømændene i små patruljer sendt ind bag fjendens linjer i Tora Bora-bjergene for at ligge i skjul i dagevis og observere Al Qaidas og Talebans bevægelser. Soldaterne tilkaldte i nogle tilfælde også kampfly og guidede bomber ind med rødt laserlys, men de kom ikke i direkte kamp.

Natten mellem den 17. og 18. marts blev to jægerpatruljer sammen med amerikanske elitesoldater sendt ud på den næste og angiveligt sidste skarpe operation i Afghanistan. Kodenavnet var AQ058. Amerikanerne havde fået efterretninger om, at der i et bygningskompleks, som bl.a. husede en koranskole og en observationspost, cirka 40 km vest for Kandahar befandt sig en del formodede medlemmer af Taleban.

Operationen skulle finde sted på koordinaterne 31° 33 25" nord og 65° 19 47" øst nærmere bestemt ved landsbyen Sangesar, hvor den enøjede mullah Omar grundlagde Taleban-bevægelsen i 1995.

Soldaterne ankom i pansrede militærkøretøjer ved 3-tiden om natten og brugte overraskelsesmomentet.

»Vi havde aftalt på forhånd, at vi skulle dele os, så amerikanerne tog den nordlige del, mens vi tog den sydlige. Så gik vi ind med maksimal styrke,« fortæller en af de jægersoldater, som deltog i AQ058.

Danskerne havde den tragiske episode i Uruzgan, hvor 16 uskyldige blev skudt, i frisk erindring og var derfor fast besluttet på at forsøge at undgå en ildkamp.

»Det letteste er at smadre døren og springe ind, mens du skyder til højre og venstre. Det sværeste er at skifte til en blød approach, hvis du ikke møder modstand. At kunne tilpasse sig på et splitsekund,« fortæller en anden deltager i operationen.

31 afghanere i den bygning, som jægersoldaterne stormede, sov med deres våben inden for rækkevidde, men de overgav sig uden kamp. Danskerne kunne ikke på stedet afgøre, om de var venner eller fjender, men den amerikanske aktionsleder, som nåede frem, efter at hans egne folk havde gennemsøgt den nordlige del af komplekset uden at finde bevæbnede afghanere, fik over radioen besked på, at de skulle tages med til afhøring, fordi de var under mistanke for at tilhøre eller sympatisere med Taleban.

Kontant behandling ingen bank

De fik hænderne stripset sammen og blev på ladet af deres egne Toyota pickupper kørt til Kandahar, hvor amerikansk militærpoliti kort efter solopgang tog imod dem ved indgangen til fangelejren, som lå afskærmet på et stort baseområde i lufthavnen, cirka 800 meter fra danskernes lejr, Camp Mjølner.

Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med tre soldater, som var med til selve overdragelsen, og de beskriver forløbet som »udramatisk«.

»Fangerne havde en hætte over hovedet og blev hentet enkeltvis af to amerikanske MPere, som tog fat i en arm hver. De fik en kontant behandling, men der var ingen, der fik bank,« fortæller en af soldaterne.

Den oversergent, som ledede de danske patruljer under AQ 058, har tidligere fortalt, at han efter fem-seks timers søvn blev vækket af en amerikansk løjtnant, som orienterede ham om, at afhøringerne havde vist, at fangerne alligevel ikke var Taleban-oprørere, men afghanske sikkerhedsstyrker. Derfor skulle danskerne udlevere de ting, de havde beslaglagt i Sangesar inklusive bilerne.

På den baggrund hedder det i forsvarets interne situationsrapport, at »detainees (tilbageholdte, red.), materiel og køretøj blev frigjort d.d., idet der var stor sandsynlighed for, at det var AMF (afghanske militærenheder, red.), som AQ058 havde tilbageholdt.«

Amerikanerne valgte dog tilsyneladende uden at informere danskerne at beholde afghanerne i yderligere et par døgn. Tirsdag den 19. marts fortalte kilder i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, til nyhedsbureauet AP i Washington, at 31 afghanere, som var pågrebet under en aktion i det sydlige Afghanistan, havde vist sig ikke at være Taleban- eller Al Qaida-terrorister. Ifølge APs artikel var det endnu uklart, hvornår de ville blive løsladt.

Pentagon-kilderne brugte aktionen som et eksempel på, at det var vanskeligt at skelne mellem venner og fjender i et land, hvor militser ofte skifter side, afhængig af hvem der har magten, men de nævnte ikke med et ord, at danske soldater havde spillet en hovedrolle under aktionen.

Reportere på sporet

I Kandahar sad en af APs mest erfarne krigsreportere, Charles Hanley, og læste artiklen, som hans kolleger i Washington havde skrevet, og han besluttede straks at undersøge sagen nærmere. Sammen med den britiske fotograf, Adam Butler, kørte han ud for at lede efter den unavngivne landsby vest for Kandehar, hvor aktionen skulle have fundet sted. De to pressefolk måtte undervejs flygte over hals og hoved fra en landsby, som stadig var på Talebans hænder, men da de nåede til Sangesar, var der bid.

Her fortalte de opskræmte landsbyboere, at byen var blevet stormet af soldater, som de mente var amerikanere, og at de var krøbet sammen i deres huse, skrækslagne for, at amerikanerne ville kaste bomber. De fortalte også, at de 31 tilfangetagne mænd tilhørte en lokal sikkerhedsstyrke, som var loyal over for den nye afghanske regering især ministeren for småindustri, Aref Khan Noorzai, og de var stærkt forargede over, at mændene fortsat var fængslede.

Et par dage senere vendte Hanley og Butler tilbage til Sangesar for at tale med mændene, som i mellemtiden var sat på fri fod. Stemningen var stadig ophidset.

»Mændene bar alle tydelige mærker efter slag og spark. Flere af dem var blå og sorte flere steder på kroppen, mens andre havde skrammer i ansigtet. De havde alle fået håret klippet af og var næsten skaldede, hvilket de selvfølgelig anså for at være en stor fornærmelse,« fortæller Charles Hanley.

I hans anden reportage fra Sangesar, som blev offentliggjort lørdag den 23. marts 2002, berettede afghanerne, at de havde siddet i den amerikanske fangelejr i Kandahar i fire døgn, og at de i begyndelsen var blevet slået og sparket.

»De løftede mig op og kastede mig ned på klipperne. Det var smertefuldt. Jeg kunne ikke hvile på maven. Når jeg bevægede mig, blev jeg sparket,« sagde den 35-årige Fida Mohammad, som ifølge Hanleys artikel havde et blåt øje.

Afghanerne fortalte også, at de blev anbragt i bure med trætremmer, og hvis de talte sammen, blev de tvunget til at knæle med hænderne foldet bag nakken.

AP-korrespondenten tvivlede ikke på deres historie:

»Pentagon har selv bekræftet, at de var tilbageholdt i flere døgn. De var skaldede, da jeg interviewede dem, og de sår og mærker, som de kunne fremvise, passede udmærket med det, de fortalte om den behandling, de havde været udsat for i den amerikanske lejr. Som erfaren reporter kan man også fornemme, om folk er ærlige og oprigtige. Og disse mænd var virkelig rasende. Det var ikke en påtaget vrede,« fortæller Hanley.Charles Hanley bad om en kommentar i den amerikanske fangelejr, men her blev alle anklager afvist.

»Vi behandler vore fanger ordentligt,« sagde en talsmand, major Ignacio Perez.

Hanleys artikler fik en anden erfaren krigsreporter, John Ward Anderson fra Washington Post, til at begive sig ud på den farefulde færd til Sangesar. Her stimlede 18 af de 31 mænd sammen om ham og fortalte, at de kort efter ankomsten til fangelejren i bagbundet tilstand var blevet beordret til at lægge sig på maven på et klippefyldt underlag, at de havde ligget der i syv timer, og at de var blevet slået og sparket, hvis de bevægede sig.

Dernæst blev de afhørt enkeltvis i cirka en time, uden at de blev slået eller truet, og de havde heller ingen klager over behandlingen de følgende døgn, indtil de blev løsladt med en undskyldning fra amerikanerne, som beklagede, at de åbenbart havde iværksat hele aktionen på baggrund af forkerte oplysninger.

Afghanerne havde også ifølge Anderson mærker efter den barske ankomst til lejren, men deres anklager blev fortsat blankt afvist af hærens talsmand:

»De blev behandlet på en højst professionel måde. Vi behandler alle fanger humant og i overensstemmelse med den beskyttelse, som ligger i Geneve-konventionen,« sagde major Perez.

Ubemærket i Danmark

Artiklerne blev ikke bemærket i Danmark, fordi de ikke koblede aktionen til danske soldater, og de blev ifølge de jægersoldater, som Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med heller ikke bemærket i Camp Mjølner, hvor soldaterne ikke brugte tiden på at læse amerikanske aviser. De fortæller samstemmende, at de ikke havde nogen anelse om, at afghanerne fra AQ058 efterfølgende havde klaget til journalister over en hård behandling i fangelejren.

Jægerkorpsets daværende chef, Frank Lissner, har fastholdt, at der ikke var rygter i hans lejr om, at Geneve-konventionen blev krænket. Han var en af de få danskere, som regelmæssigt kom i fangelejren, og han har gentagne gange forklaret, at han heller ikke selv var vidne til mishandlinger.

Også en dansk militærlæge havde sin faste gang i lejren, men han har ifølge forsvaret ikke indberettet nogen episoder. Morgenavisen Jyllands-Posten har via Forsvarskommandoen forsøgt at få et interview med Frank Lissner og den pågældende læge, men de ønsker ikke at medvirke.

En dansk soldat af iransk afstamning, som var knyttet til specialoperationsstyrkerne, fordi han kunne forstå det lokale sprog, dari (en variant af persisk), kom ligeledes i lejren, og hans vidneudsagn blev to år senere centrum for en ophidset debat. Det samme gjorde en dansk statsborger, Slimane Hadj Abderrahmane, som sad i Kandahar-lejren, indtil han den 8. februar blev sendt videre til Guantanamo-basen. De to beretninger vender vi tilbage til.

Da de danske styrker afsluttede deres deltagelse i Operation Enduring Freedom og rejste hjem i juni 2002, var der ingen debat om deres indsats alene af den årsag, at den var totalt mørklagt.

Ingen uden for en snæver kreds vidste på daværende tidspunkt, hvad de havde lavet i Afghanistan, ej heller, at de havde taget fanger og udleveret dem til amerikanerne.

Da menneskeretsorganisationer begyndte at skrive om løsladte fangers påstande om mishandling, ringede der heller ingen alarmklokker i den danske regering.

I marts 2002 udtrykte FNs menneskerettighedskommission i en rapport, som også den danske regering modtog, »bekymring« over de fysiske forhold for fangerne i diverse lejre i Afghanistan, og i en senere rapport blev de påståede overgreb mod 31 fanger i marts 2002 i Kandahar beskrevet.

Der kom dog også positive vurderinger: Internationalt Røde Kors generalsekretær, Jakob Kellenberger, fortalte under en frokost den 19. marts 2002 medlemmer af Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles, at Røde Kors havde haft adgang til 150 fanger i amerikansk varetægt i Afghanistan.

»Fangerne hos amerikanerne behandledes korrekt under meget stramme sikkerhedsforanstaltninger,« lød referatet til Udenrigsministeriet i København.

Et grimt sted

Den britiske regering meddelte dog i april 2002, at de britiske soldater i Afghanistan ikke ville overlevere eventuelle fanger til amerikanske styrker, fordi USA havde besluttet ikke at betragte fangerne som krigsfanger efter Geneve-konventionen, hvilket, efter britisk opfattelse, var forkert.

Amnesty International omtalte i april 2002 episoden med de 31 fanger i en rapport, som byggede på artiklerne fra AP og Washington Post, og i en rapport fra august 2003 havde Amnesty selv interviewet en af de 31 mænd, Abdullah, som var kilde til følgende beskrivelse:

»Mændenes hænder blev bundet på ryggen med plastic-strips, og de blev bragt til den amerikanske base i Kandahar. Der blev de beordret til at lægge sig ned i gruset, hvor de lå i adskillige timer. Mens han lå der, blev han sparket i ribbenene. Alle mændene havde hætter over hovedet, og blev undersøgt af hunde. Mændene fik alt hår på kroppen og på hovedet barberet af. Abdullah selv blev barberet af en kvinde. Under afhøringer havde han håndjern på, hans fødder var bundet sammen, og han havde en hætte over hovedet.«

En anden organisation, Human Rights Watch (HRW), udsendte i marts 2004 en rapport som i detaljer udpegede Kandahar-lejren som et grimt sted.

Fotojournalisten Tomas van Houtryve, som havde været sammen med amerikanske specialstyrker i juli 2002, fortalte, at de kaldte lejren for "Camp Slappy" ("Lussinge-lejren"), og at den blev brugt som en trussel over for afghanere, der ikke ville samarbejde.

HRW havde også interviewet en pakistansk Taleban-kriger, M.S.M., som blev holdt fanget i Kandahar-lejren i begyndelsen af 2002.

»Mens vi var i Kandahar, måtte vi ikke snakke med hinanden, og hvis vi gjorde, blev vi slået og fik ikke lov til at sove. Hvis vi sov, blev vi vækket, og hvis vi trak tæppet op over hovedet, blev vi slået hårdt. De sparkede og slog os,« sagde han og tilføjede, at han og andre fanger undertiden blev taget uden for og tvunget til at ligge på den frosne jord, indtil de var følelsesløse af kulde.

HRW-rapporten fortalte også om de 31 fangers påstande om mishandling, men kun på basis af de førnævnte artikler.

Selv om "Kandahar-lejren" og "begyndelsen af 2002" identificerede tid og sted for, hvor 100 danske specialstyrker havde opholdt sig i et halvt år, fik heller ikke denne rapport regeringen eller for den sags skyld oppositionen til at reagere.

Der skulle en verdensomspændende skandale til.

Den ulmede allerede i december 2003 og januar 2004, da de første forlydender begyndte i medierne om, at noget var galt i Abu Ghraib-fængslet i Irak, hvor amerikanerne havde samlet tusindvis af fanger. Og da tv-stationen CBS den 28. april 2004 satte billeder på, var skandalen uomgængelig: De dokumenterede en så omfattende og pervers mishandling af fangerne, at det moralske grundlag for invasionen af Irak så ud til at bryde sammen.

Abu Ghraib gav diskussionen om USAs behandling af fanger et helt nyt perspektiv, også i Danmark, da det blev afsløret, at en del af de umenneskelige afhøringsmetoder var udviklet i Afghanistan.

Upræcis forsvarsminister

Skandalen fik Enhedslistens Søren Søndergaard til at stille følgende spørgsmål til forsvarsminister Søren Gade (V) den 18. maj 2004.

»Vil ministeren oplyse, hvor mange personer danske tropper i Afghanistan har taget som krigsfanger henholdsvis tilbageholdt, hvem de er overdraget til, samt hvad der siden er sket med dem?«

Søren Gade, der var tiltrådt som forsvarsminister fire uger forinden, svarede den 27. maj: »Forsvarskommandoen har oplyst, at de danske styrker ikke har taget krigsfanger i Afghanistan. Danske styrker i Afghanistan har i samarbejde med amerikanske styrker været med til at tilbageholde 34 personer. Alle disse 34 personer er efterfølgende blevet frigivet i Afghanistan.«

Søren Gades svar var upræcist på to punkter. Tallet 34 stemmer ganske vist overens med det antal personer, som blev pågrebet under de to skarpe aktioner, som Jægerkorpset senere beskrev i detaljer, men:

Det fremgik ikke klart, at det faktisk var danske soldater, som pågreb de 34 personer, selv om der i begge tilfælde var amerikanere med i operationerne, og svaret forbigik dermed, at Danmark havde et retsligt ansvar for dem.

Spørgsmålet om, hvem fangerne blev overdraget til, svarede ministeren ikke på.

Få uger senere blev regeringen for første gang direkte involveret i påstande om mishandling af fanger i Kandahar-lejren. Den dansk-iranske tolk, som i januar 2002 var udlånt til det amerikanske afhøringscenter i Kandahar, havde anlagt en arbejdsskadesag mod Forsvaret bl.a. ledsaget af påstande om, at han havde overværet fangemishandlinger.

I juni 2004 besluttede forsvarschef Jesper Helsø at lade Forsvarets Auditørkorps undersøge påstandene, og forsvarsministeren underrettede Udenrigspolitisk Nævn om sagen den 9. juni.

Undersøgelsen endte i ingenting. Auditørerne havde kun beføjelser til at undersøge, om danske soldater havde gjort noget galt ikke om amerikanerne var gået over stregen under afhøringer. Pentagon blev spurgt, men var meget lidt hjælpsom. F.eks. fik den danske auditør ikke noget at vide om, at USAs egne auditører havde undersøgt mistanke om mishandlinger i præcis samme lejr og samme periode.

Auditøren var henvist til at spørge danske soldater, officerer og læger, om de havde set eller hørt noget. Det havde ingen af dem. Sagen blev afsluttet i januar 2005. Tolkens påstande kunne ikke bekræftes. Han har under hele sagen, efter eget ønske, været utilgængelig for medierne, og er det fortsat.

Guantánamo-fangens bog

Sideløbende med tolkesagen var en ny bog om den danske Guantánamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane, med til at skabe yderligere blæst om USAs behandling af fanger.

Slimane var i februar samme år blevet løsladt efter 747 dage på Guantánamo og kom nu med sin personlige beretning. Han fortalte, at han i sin tid var rejst til Afghanistan for at blive trænet til hellig kriger, men under flugten fra den amerikanske invasion blev han pågrebet af pakistansk militær og fløjet til Kandahar i et militærfly i begyndelsen af januar 2002 - omtrent samtidig med, at de danske soldater landede.

Han og de øvrige fanger fik først lov til at ligge og fryse en time på jorden og blev dernæst skubbet ind i et telt, hvor de sammensurrede og med hætter over hovedet blev overdænget med slag og spark i fem minutter. En soldat sparkede ham i hovedet, men ikke »sådan helt vildt hårdt jeg grinte lidt af det, for det virkede barnligt,« fortalte han i "Fangen fra Guantánamo".

Efter fire døgn i en flyhangar, hvor han bl.a. fik mulighed for at klage til en Røde Kors-medarbejder over den hårdhændede modtagelse, blev Slimane Hadj Abderrahmane overført til fangelejren, hvor han sad i næsten fire uger indtil den 8. februar - ifølge bogen uden at opleve flere ubehagelige episoder. Afhøringerne, som bl.a. blev gennemført af den dansk-iranske tolk og en herre med hvidt skæg, hvis signalement passer på Frank Lissner, foregik tilsyneladende i en ordentlig tone.

Slimane Hadj Abderrahmane fortalte dog om en ydmygelse umiddelbart før selve afrejsen til Guantánamo, da han blev klædt nøgen, kronraget og behandlet med et lusemiddel samt hånet med et par nedsættende bemærkninger af seksuel karakter, mens der bl.a. var kvindelige soldater til stede. Men der var intet i hans historie, som antydede, at fanger i almindelighed blev mishandlet i Kandahar.

Morgenavisen Jyllands-Posten har spurgt Slimane Hadj Abderrahmane, om han i lyset af de seneste måneders debat vil uddybe sin beretning, men svaret er blot: »Læs bogen«.

I løbet af 2005 begyndte flere danske journalister at bore i, hvad de danske specialoperationsstyrker egentlig havde lavet i Afghanistan. En af dem var chefredaktør Michael Ulveman fra Dagbladenes Bureau, som formodede, at der kunne fortælles en spændende og dramatisk historie om de danske elitesoldaters endnu ubeskrevne indsats i krigen mod terror. Han foreslog en af sine venner, journalist Christoffer Guldbrandsen, som bl.a. havde skabt sig et navn med dokumentarfilmen "Fogh bag facaden", at de skulle arbejde sammen. Aftalen blev, at Guldbrandsen skulle producere filmen, mens Ulveman skulle skrive bogen.

Overbevist om scoop

Bogen blev skrinlagt, da Michael Ulveman fik jobbet som pressechef for statsministeren, men Christoffer Guldbrandsen blev tændt på historien og fattede en særlig interesse for behandlingen af krigsfanger i amerikansk varetægt.

Han læste bl.a. Søren Gades svar på spørgsmålet i maj 2004: De danske styrker har ikke taget krigsfanger, men »i samarbejde med amerikanske styrker været med til at tilbageholde 34 personer«, som alle er »frigivet i Afghanistan«.

Guldbrandsen kontaktede dernæst den kontorchef i Forsvarsministeriet, som på ministerens vegne havde formuleret svaret, for at spørge, hvordan det skulle forstås. Kontorchefen svarede i første omgang, at det betød, at »danske styrker har ikke selv fysisk pågrebet personer i Afghanistan«.

Det var åbenlyst forkert og blev senere korrigeret af den nu afdøde kontorchef over for filminstruktøren. Men Christoffer Guldbrandsen tog i lang tid svaret for gode varer. Derfor var han overbevist om, at han havde gjort et journalistisk scoop, da han på en hjemmeside med militære billeder, militaryphotos.net, fandt et foto, som viser en dansk soldat i færd med at overdrage en hætteklædt fange til to amerikanske MPere.

I det tidlige efterår 2005 besluttede Jægerkorpset at løfte noget af sløret for indsatsen i Afghanistan tre år tidligere. Under et åbent hus-arrangement på Flyvestation Aalborg den 7. september gav den tidligere styrkechef, Frank Lissner, en generel briefing, og Guldbrandsen, som var til stede i salen med sit filmhold, var nærmest lamslået, da Lissner undervejs viste et billede af en fangeoverdragelse, hvor datoen den 18. marts stod nede i hjørnet.

Den dato kunne han huske. Det var den dato, 31 afghanere ifølge rapporten fra Human Rights Watch var blevet pågrebet og senere havde fået tæv i amerikansk varetægt.

Christoffer Guldbrandsen var nu helt overbevist om, at han kunne levere en sensationel afsløring: Danske soldater havde udleveret fanger til mishandling.

Senere på dagen fik han et interview med Frank Lissner og en jægersoldat, som var med korpset i Afghanistan. De bekræftede begge, at afghanske fanger var udleveret til amerikanerne, hvilket som nævnt var i modstrid med den forklaring, instruktøren tidligere havde fået i Forsvarsministeriet.

Nølen i Jægerkorpset

Men interviewene bar også stærkt præg af, at Jægerkorpset endnu ikke var parat til at gå i detaljer med de enkelte operationer. De ville f.eks. ikke svare på, hvor mange gange de danske soldater havde været med til at pågribe fanger. Man kunne dog især på Frank Lissner få det indtryk, at det skete ofte. Og Christoffer Guldbrandsen brugte over et år senere netop disse interviewstumper til at underbygge en påstand om, at danske soldater »rutinemæssigt« havde overleveret fanger.

I december 2005 var Jægerkorpset parat til at strække åbenheden yderligere. Morgenavisen Jyllands-Posten interviewede tre jægersoldater, som i detaljer forklarede, hvad de havde lavet i Afghanistan herunder de to skarpe operationer, som havde resulteret i, at i alt 34 afghanere var pågrebet, overdraget til amerikanerne og kort efter løsladt.

De forklarede også, at de end ikke havde hørt rygter om, at der skulle være foregået mishandlinger i fangelejren.

Sideløbende arbejdede Christoffer Guldbrandsen og hans makker Nils Giversen videre med dokumentarfilmen, som bl.a. skulle koble jægersoldaternes egen beretning om aktionen den 18. marts 2002 med de amerikanske avisartikler og rapporterne fra Human Rigths Watch og Amnesty International.

De rejste bl.a. til USA for at interviewe APs Charles Hanley, en advokat fra Human Rights Watch og to fangevogtere fra lejren i Kandahar. De sendte også et filmhold til Afghanistan, hvor det lykkedes at opspore tre af mændene fra Sangesar, som gentog deres historie foran TV-kameraet.

I slutningen af 2006 var det hele i kassen, og den på forhånd stærkt opreklamerede film fik biografpremiere den 4. december.

Anklage nr. 1

"Den Hemmelige Krig" rejser flere alvorlige anklager mod regeringen og forsvaret først og fremmest, at de 31 fanger, som danske soldater udleverede til amerikanerne efter en natlig aktion i marts 2002, senere blev mishandlet i fangelejren.

Sand/falsk?

Morgenavisen Jyllands-Postens gennemgang af hele forløbet viser, at meget taler for, at denne påstand er rigtig. Afghanerne fra Sangesar har stort set enslydende fortalt deres historie til to amerikanske journalister, som selv har set sårene og skrammerne efter den ublide medfart, og senere til en medarbejder fra Amnesty International og et dansk filmhold.

Afghanernes beretning stemmer også overens med det, som andre fanger har fortalt om forholdene i lejren i samme periode inklusiv den danske Guantánamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane. Mønstret ser ud til at være, at de amerikanske MPere er gået over stregen, umiddelbart efter at fangerne er ankommet til lejren og under den første afhøring.

Det er et mere åbent spørgsmål - og måske en strid om ord - om de er blevet udsat for »mishandling« eller blot »hårdhændede afhøringsmetoder«. De billeder, som AP-fotografen Adam Butler tog umiddelbart efter deres løsladelse, antyder snarere det sidste. Det er ikke alvorlige skader, mændene fra Sangesar kan vise frem. Og samlet set er der ikke meget, der tyder på, at der har været tale om systematiske overgreb eller tortur i fangelejren.

Den danske regering fastholder imidlertid, at den »ikke finder det dokumenteret, at de 31 personer blev udsat for overgreb i amerikansk varetægt,« som det hedder i en af fangesagens utallige redegørelser.

Regeringen støtter sig til to ting:

Dels skriver en embedsmand i Pentagon til Forsvarsministeriet, at »vi har ingen information om nogen anklager om mishandling af disse fanger.« Det er dog næppe korrekt, med mindre Pentagon har slettet alle spor efter forespørgsler fra amerikanske medier og destrueret de talrige menneskeretsrapporter, hvor anklagerne er nævnt.

Dels har de udsendte soldater sagt, at de ikke kender noget til fangemishandlinger i Kandahar, lyder anden del af regeringens forsvar. Men selv om soldaterne taler sandt - og intet tyder på det modsatte - kan det ikke bruges som bevis for, at overgrebene ikke har fundet sted.

På det første kritikpunkt har regeringen med andre ord en dårlig sag.

Man kan også argumentere for, at forsvaret og regeringen selv burde have været i stand til at lave en kobling mellem jægersoldaternes aktion og anklagerne om fangemishandling i bl.a. HWR-rapporten, i og med at både dato og antal tilbageholdte er identiske.

Hvis Guldbrandsen kunne gøre det, hvorfor kunne regeringen så ikke?

Med Søren Søndergaards spørgsmål til forsvarsministeren efter Abu Ghraib-skandalen i 2004 havde embedsmændene oven i købet en anledning til at undersøge sagen. Men det efterfølgende ærlige svar til politikeren fra Enhedslisten ville have været en pinlig sag for regeringen: "Danske soldater har overleveret 34 personer til amerikanerne, og der er rejst anklager om, at de blev mishandlet i amerikansk varetægt."

Anklage nr. 2

Den næste alvorlige anklage i dokumentarfilmen er, at danskerne »rutinemæssigt« tog fanger og udleverede dem til amerikanerne i en periode, da næsten alle fanger i Kandahar blev overført til Guantánamo-basen. Seerne efterlades med det indtryk, at Danmark har et retsligt ansvar for adskillige fanger, som i årevis har siddet indespærret i den berygtede lejr. Det vil i givet fald være i klar modstrid med den officielle forklaring nemlig at der kun er tilbageholdt afghanere i to operationer, og at de alle er løsladt efter kort tid i Afghanistan.

Sand/falsk?

Denne anklage hviler på et langt mere spinkelt grundlag. Christoffer Guldbrandsen henviser i filmen til »amerikanske kilder«, men han bruger reelt kun én:

En tidligere forhørsleder i Kandahar, Chris Hogan, citeres for, at »det særegne danske flag blev set på soldater, der afleverede fanger, fem-seks gange.«

Som bl.a. Nyhedsavisen har påvist, tog Hogan en række forbehold, som enten er fjernet i filmens oversættelse eller klippet helt væk. I virkeligheden sagde han til de danske filmfolk: »Det særegne danske flag blev, så vidt jeg husker, måske, måske set på soldater, der afleverede fanger, fem-seks gange.«

Efter at mange har sået tvivl om Hogans udsagn, har han trukket delvist i land og er nu kun sikker på, at han har set danske soldater aflevere fanger tre gange. Men hans troværdighed er fortsat svækket på flere punkter, bl.a. fordi det ikke var Chris Hogans opgave at tage imod de fanger, som blev afleveret ved porten, men derimod de føromtalte MPers.

Andre kilder bliver i filmen anvendt på en måde, så det ser ud, som om de bekræfter påstanden om »rutinemæssige« overleveringer - deriblandt Frank Lissner og den anonyme jægersoldat. Men det er stærkt misvisende. Jægerkorpsets folk blev som nævnt interviewet allerede i september 2005, da de kun havde mulighed for at tale i brede vendinger. Det seneste år har der været fuld åbenhed om operationerne, og alle, der har spurgt i Forsvarskommandoen eller Jægerkorpset, har fået et klart svar: De danske specialoperationsstyrker deltog i to skarpe aktioner og tilbageholdt 34 personer.

De jægersoldater, Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med, betegner påstanden om, at der skulle være flere hemmelige fangeoverleveringer som »åndssvag« eller »helt ude i hampen«.

Deres bedste bud på, hvorfor Chris Hogan siger noget andet, er, at han enten husker forkert, blander flere nationers flag sammen eller overdriver de danske soldaters indsats for at give et skulderklap til USAs allierede. Amerikanske officerer har flere gange i et forsøg på at være venlige givet danskerne æren for en indsats, de reelt ikke har noget at gøre med.

Påstanden om flere overleveringer bliver også kategorisk afvist i Forsvarskommandoen, som har gennemgået samtlige situationsrapporter fra Jæger- og Frømandskorpsets tid i Afghanistan. Avisen har søgt aktindsigt i de hemmeligt stemplede rapporter, men ikke fået svar. Forsvarets holdning har hidtil været, at de skal forblive hemmelige af hensyn til sikkerheden i fremtidige operationer og forholdet til Danmarks allierede.

Højstemt retorik

Det forhindrer, at påstanden definitivt kan be- eller afkræftes, men det rokker ikke ved, at "Den Hemmelige Krig" på et afgørende punkt har en svag dokumentation.

Dokumentarfilmens problem er, at en stor del af dens højstemte retorik og melodramatiske billedsprog falder til jorden, hvis påstanden ikke holder vand. Den fungerer i filmen som et alibi for at dvæle ved mere uhyrlige overgreb, end substansen i sagen om de danske soldater og fangerne fra Sangesar kan bære.

John Sifton fra Human Rights Watch taler f.eks. om, »at folk blev udsat for alvorlig tortur«, mistede fingre og tæer på grund af forfrysninger og blev sparket, mens de hang i kæder fra loftet.

Christoffer Guldbrandsen taler selv om, at »det var samme mønster som i Abu Ghraib«, og han springer ubesværet rundt i tidspunkter og steder for at få de værste eksempler på fangemishandling med i filmen. Han bruger f.eks. flere minutter på at fortælle om den 22-årige taxichauffør Dilawar, som blev dræbt i amerikansk varetægt, længe efter at de danske elitesoldater var rejst hjem, og uden at gøre opmærksom på, at overgrebet fandt sted i en helt anden lejr.

Han ignorerer også, at der under filmens halvandet år lange tilblivelse er kommet en større åbenhed om de danske soldaters indsats i Afghanistan, og bruger f.eks. gamle interviews fra 2005, da mange detaljer endnu var hemmelige, til at kaste et mistænkeligt skær over begivenheder og personer først og fremmest styrkechefen Frank Lissner.

Hverken dokumentarfilmen eller andet i sagen sandsynliggør blot tilnærmelsesvist, at danske soldater tog fanger, som havnede i Guantanamo-lejren.

Til gengæld står det klart, at det ikke er regeringens fortjeneste at det ikke skete. Hvis nogle af de 34 fanger, som danskerne tog ved to aktioner, af amerikanerne var blevet bedømt som Taleban-krigere eller -sympatisører, hvilket alle 34 ved pågribelsen var under mistanke for, var de med stor sandsynlighed blevet overført til Guantanamo. Med udsigt til fangenskab på ubestemt tid under retsvilkår, som den danske regering i dag selv kalder »uacceptable«.

Overforbrug af effekter

Endelig er "Den hemmelige krig"s filmiske virkemidler diskutable. Journalist Erik Valeur, som har en omfattende erfaring med at vurdere og redigere dokumentarfilm fra sit arbejde i DR Dokumentar, har for Morgenavisen Jyllands-Posten analyseret virkemidlerne i "Den hemmelige krig", og han er kritisk:

»Faren ved at bruge mange og kraftige filmiske virkemidler i en undersøgende dokumentarfilm er, at de tit bliver hjælpetropper i forsøget på at sparke filmens vinkel på plads. Og det bliver endnu mere fristende at bruge dem sådan, hvis dokumentationen ikke er optimal,« siger Erik Valeur.

»Vi ved ikke om det, som "Den hemmelige krig" fortæller, er sandt det kan meget af det udmærket være. Men vi ved, at der er skruet ekstremt meget på de filmiske knapper. Så meget, at det flere steder virker drengerøvsagtigt, og som om naturen er gået over optugtelsen, da de sad i klipperummet. De har solgt meget ud af de klassiske journalistiske og dokumentariske principper for at få plads til det filmiske, hvis man skal sige det pænt.«

Konklusionen på en analyse af hele forløbet er, at "Den Hemmelige Krig" formår at sandsynliggøre, at 31 afghanere pågrebet af danske elitesoldater i amerikansk varetægt fik en hårdhændet behandling, som formentlig var i strid med Geneve-konventionen, men næppe værre end det, som danske soldater kan blive udsat for under øvelser.

Forløbet viser også, at den danske regering og forsvaret tilsyneladende ikke har forsøgt at undersøge sagen til bunds.

Endelig viser forløbet, at tilrettelæggerne bag "Den Hemmelige Krig" har fat i en vigtig historie, men de formår selv at overdøve den i jagten på en endnu større historie, som de ikke kan dokumentere.

null

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.