Flere mænd dør af modermærkekræft
Antallet af mænd, der dør af modermærkekræft, er fordoblet på 30 år.
Nye tal fra det britiske Cancer Research UK viser en trist udvikling for dødeligheden af modermærkekræft. Antallet af mænd, der dør af kræftsygdommen er på 30 år fordoblet til 3,1 mænd pr. 100.000, mens dødeligheden blandt britiske kvinder er steget mindre til 2,2 kvinder pr. 100.000.
Danske tal fra Kræftens Bekæmpelse viser en lignende udvikling - med den store forskel, at færre kvinder i dag faktisk dør af modermærkekræft end sidst i 1970'erne. Det fortæller overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten
Fra 1978 til 2008 er dødeligheden for mænd næsten fordoblet til 3,3 dødsfald pr. 100.000. Blandt kvinderne er den faldet, så 1,7 for hver 100.000 kvinder nu dør af sygdommen. Udviklingen skal ses i lyset af, at dobbelt så mange kvinder og mænd i dag får diagnosen end for 30 år siden.
Soldyrkning koster
"Forklaringen på udviklingen er folks ændrede solvaner og livsstil. Vi har mere fri i dag end for 30 år siden, vi dyrker solen på en anden måde end før, og vi rejser til Thailand i december måned og tager alt tøjet af," siger Iben Holten.
Ifølge både de danske tal får mænd altså lidt sjældnere modermærkekræft end kvinder gør, men de dør til gengæld oftere af sygdommen. Når man ved, at chancen for at overleve kræftformen afhænger af, hvor tidligt den opdages, har man også en del af forklaringen på den højere dødelighed.
"Forskellen i dødeligheden mellem kønnene ser vi også ved en række andre kræftformer, og formentlig er forklaringen et samspil af flere ting, især den kendte, at mænd generelt er længere tid om at søge læge end kvinder," siger Iben Holten.
De ælste dør
Ifølge de britiske tal er det særligt mænd over 65 år, som betaler med livet for sygdommen. I denne gruppe er dødeligheden på 30 år tredoblet, og modermærkekræft nu koster 15 liv blandt de britiske mænd på 65+ for hver 100.000 mænd.
Samme udvikling ses herhjemme, hvor 43 mænd over 84 år for hver 100.000 mænd årligt dør af sygdommen. Blandt de 50-54 årige er tallet 5 pr. hver 100.000. Forklaringen er den enklte - som også gælder for andre sygdomme - at jo ældre man bliver, jo sværere er det at overleve en kræftsygdom.
Men faktisk rammes flere og flere danske unge end tidligere af modermærkekræft: "Mange unge har dårlige solvaner, hvor de ligger og steger på stranden og går i solarium – og det giver en øget risiko for at få modermærkekræft,« siger Line Rasmussen fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.
LÆS OGSÅ: Børn på 8 år går i solarium
LÆS OGSÅ: To millioner snydt i solkampagne