Guide til at planlægge en begravelse
Det er hårdt at miste en, man holder af. Tanken kan næsten være ubærlig i sig selv, og alligevel er det en situation, som rigtig mange mennesker står i flere gange i løbet af deres liv. Derfor kan der være behov for assistance, når det kommer til at planlægge en bisættelse, som både skal være smuk og juridisk korrekt. Herunder kan du få nogle råd til, hvordan du bedst muligt kan planlægge en god afsked.
Få hjælp fra en bedemand
Der er mange praktiske ting, der skal ordnes i forbindelse med en begravelse af en, du holder af. Det gælder både transport fra hospitalet, transport til kirke eller kapel, koordinering med præst og graver, udfyldning af nødvendige papirer og meget mere. Disse praktiske aspekter kan dog varetages af en bedemand, som netop har til formål at aflaste processen for dig og sikre, at alt forløber både korrekt og etisk.
Ved at få hjælp fra en bedemand, kan du altså undgå stress i en periode, der i forvejen er fyldt med tanker og sorg - og det giver dig muligheden for at være i øjeblikket og tage hånd om sorgen med din familie og venner. Du vil indgå i et tæt samarbejde med bedemanden, så både dine og afdødes ønsker kan blive til en realitet.
Har afdøde selv ønsker til begravelsen?
Det er ikke alle, der har ønsker til deres egen afsked, men det er stadig en god idé at tage højde for afdødes ønsker og tanker. Det gælder, uanset om det står skrevet i et testamente, eller om det er tidligere udtalelser, du kan huske. Ønskerne kan strække sig lige fra, om det skal være bisættelse eller begravelse, til om afdøde har haft en særlig yndlingsblomst eller yndlingssalme.
Ved at undersøge, hvad afdøde selv ønsker for begravelsen, kan du måske blive klogere på, hvor ceremonien skal afholdes, hvem der skal begrave personen, og hvilke omstændigheder, der ellers skal være. Og er der ingen ønsker, må du træffe valgene selv eller i samarbejde med familie eller bedemand - og så skal det nok blive en smuk afsked alligevel.
Tips til at planlægge en smuk begravelsesceremoni
Mens bedemanden tager hånd om det praktiske, kan du selv have indflydelse på de rammer, der er omkring begravelsen. Derfor kan du overveje, hvordan du kan gøre begravelsen eller bisættelsen ekstra smuk. Her kan du med fordel overveje følgende:
- Skal der være musik under ceremonien?
- Hvordan skal der pyntes op?
- Skal der være en mindesceremoni efter selve begravelsen?
- Skal der holdes en tale for afdøde?
- Hvad skal præsten fremhæve i sin prædiken?
Ved at overveje disse, kan du skabe et godt rum, hvor der er plads til at sige farvel.