Sådan vælger du det rigtige plankegulv
Nyt gulv er en stor beslutning og investering, så det er med at købe det rigtige gulv. Men hvad er egentlig det rigtige gulv? Det ved du først, når du ved hvad der er at vælge mellem.
Når du skal købe nyt trægulv, er det både en økonomisk stor investering og en beslutning, som får afgørende betydning for det rum, som gulvet skal lægges i. Derfor er det noget, som du skal overveje grundigt, inden du bestiller du nye gulv.
Laminat, lamel eller massive planker?
Skal du have et billigt gulv og vedligeholdelsesfrit gulv, så er det et laminatgulv, som du skal vælge. Laminatgulve er typisk opbygget af en overflade af tynde fibermateriale, en kerne af plademateriale i træ og en bagside af papir eller finer. Overfladen i fibermateriale fås med udseende som forskellige træsorter og giver et stort udvalg af gulve med forskellige udseender.
Laminatgulve kan dog ikke slibes, ligesom lamelgulve og massive gulve. Lamelgulve er typisk opbygget som en trelagskonstruktion med et bundlag af nåletræ, et midterlag af eksempelvis spånplade og en overside på 3-4 mm i forskellige typer træ. Det gør det muligt at slibe gulvet op til flere gange, indtil der ikke er mere slidlag tilbage.
Skal du have langtidsholdbart gulv, som samtidig kan slibes og behandles igen og igen, så skal du vælge et massivt plankegulv. De massive plankegulve er simple og stabile kvalitetsgulve, der vil holde en livstid.
Valg af træsort
Massive plankegulve fås i mange forskellige træsorter og bredder. Men du bør ikke kun vælge plankegulv efter udseende. Træsorter har forskellige hårdheder, og du bør derfor vælge et plankegulv med en hårdhed, som passer til det rum, som gulvet skal lægges i.
Plankegulve i eg eller ask er hårde, og derfor er de robuste over for dagligt brug, uden at de får mærker eller ridser. Eg og ask plankegulve egner sig derfor godt i stuer, køkkener og gangarealer. Plankegulve i ask er den hårdeste og tungeste af de to typer og har et naturligt spil mellem en lys og mere brunlig farve.
Plankegulve i eg er ikke helt så hårde som gulve i ask, men stadig i den hårde ende af skalaen. Eg har en mere ensartet brunlig og varm farve, der aldrig går af mode. I gulvbranchen siger man, at ”træsorter kommer og går, men eg består”, så vil du have et gulv, som er slidstærkt og altid ser moderne ud, så er et plankegulv i eg et godt bud.
I soveværelset udsættes gulve ikke for samme belastning, og derfor kan man her vælge et plankegulv i en blødere træsort som fyr, gran eller birk til dette rum.
Valg af overfladebehandling
Når du har valgt hvilken type gulv og hvilken træsort du vil have, så skal du til sidst tage stilling til overfladebehandlingen. Her vil du ved køb af trægulv typisk kunne vælge mellem lud- eller sæbebehandlet, oliebehandlet og lakeret overflade. Lud- og sæbebehandling har en lys farve og er nem at vedligeholde ved at påføre ny lud eller sæbe efter behov. Gulve med denne type overfladebehandling er mere modtagelige over for snavs end oliebehandlede og lakerede gulve.
Oliebehandlede gulve er mindre modtagelige over for snavs, men når gulvet med tiden skal påføres ny olie, kræver det dog mere arbejde end påføring af lud eller sæbe.
Lakerede gulve er lettest at rengøre og holde fri for snavs, men når lakken går i stykker eller skal fornys, kræver det dog en grundig afslibning af hele gulvet inden den nye lak påføres.
Udover ovenstående bør du også være opmærksom på om gulvet konstruktionsmæssigt egner sig til det sted du skal lægge det. Er der gulvvarme eller skal gulve lægges som svømmende gulv, så er det vigtigt at sikre sig, at gulvet egner sig til dette.