Har du forkølelsessår uden at vide det?
Mange har herpesvirus med som usynlig passager!
Foråret er højsæson for påskeliljer, grønne blade og fuglepip - men det er desværre ikke kun uskyldige vækster, der vokser frem! Med foråret kommer nemlig ofte også den irriterende forårsforkølelse, og for mange betyder det desværre også skæmmende og smittende forkølelsessår i ansigtet.
Selvom du ikke kan mindes sidst, du døjede med de væskefyldte blærer og sår skorper, kan du alligevel sagtens bære på herpes virussen, som forårsager forkølelsessår: Op mod 80% er smittet med forkølelsessår, og de fleste helt uden at vide det, fordi de slet ingen symptomer får!
To typer herpes
Grundlæggende findes der to udbredte typer herpes virus, HSV-1 og HSV-2. Den første kaldes også “simpel herpes”, og det er den mest almindelige, som særligt ses ved slimhinderne i ansigtet, fx mund, læber og næse. Denne type har 4 ud af 5, og heraf er en størstedel så heldige, at kroppen har dannet antistoffer mod virussen, så man kun sjældent døjer med udbrud.
Den anden type kaldes herpes genitalis og angriber særligt kønsdelene, da den primært overføres seksuelt. Denne type har op mod 20% af den danske befolkning og man skal være ganske heldig, hvis kroppen selv kan bekæmpe virussen - det er nemlig kun 1 ud af 4, der har antistoffer mod denne type. Gå derfor til lægen, hvis du frygter, at du er blevet smittet, da behandlingen er dybt nødvendig. Herpes genitalis er lige så smitsom som forkølelsessåret i ansigtet, men kan være langt mere smertefuld og voldsommere.
Fang forkølelsessår i opløbet - og forebyg effektivt
De forskellige herpesvira er kun i meget få og sjældne tilfælde alvorlige eller livstruende, og du kan heller ikke blive steril af ubehandlet genital herpes. Dog er det for de fleste en skamfuld oplevelse at have synlige forkølelsessår i ansigtet og det kan lægge en solid dæmper på lysten til at give og modtage forårs-kys af éns udkårne!
Der er heldigvis meget du kan gøre for både at forebygge udbrud af herpes samt for at mindske udbruddet mindre voldsomt. For det meste bryder den slumrende herpes kun frem, når dit immunforsvar er svækket - efter en lang vinters mørke og kulde, i stressede perioder eller hvis din krop ikke er helt rask. Forebyggelsen sker derfor først og fremmest gennem at spise sundt og varieret, så du er dækket ind med vitaminer, mineraler og antioxidanter, der styrker dit immunsystem indefra.
Du kan desuden forebygge herpesudbrud effektivt med et fokus på bestemte fødevarer og særlige kosttilskud: For eksempel har proteinet lysin, som særligt findes i linser, bønner og grove kornprodukter, i flere studier vist sig effektivt at afværge nye udbrud.
Fanger du forkølelsessåret i opløbet og behandler det med et effektivt produkt, kan du ofte være heldig at mindske udbruddets sværhedsgrad betragteligt. Sørg derfor i god tid for både at have et solidt middel til behandling af herpes klar på toilethylden! Undgå et svækket immunforsvar ved at sætte ind med en fornuftig forebyggelse og sund kost - så kan du faktisk i mange tilfælde helt undgå generne ved den lumske herpesinfektion.