Finanslov: For 23 kr. socialisme

Johanne Schmidt-Nielsen skal forklare sine vælgere, at hendes resultater bliver magrere end DF's.

Artiklens øverste billede

Ingen panik her. Finansminister Bjarne Corydon og Enhedslisten er opsatte på at vise, at de kan køre forhandlingerne om finansloven roligt og udramatisk igennem.

De har givetvis talt sammen forud for forhandlingerne. Derfor kunne de uden de store sværdslag blive enige om de samlede økonomiske rammer for finansloven.

Regeringen havde spillet ud med afgiftsforhøjelser på 5 mia. kr. Derefter skulle Enhedslisten have en luns: 400 mio. kr. fra en afgift på husstandsomdelte reklamer. Så var den klaret.

Nå, ja, ikke helt. Det er nemlig ikke sikkert, at reklameafgiften kan gennemføres. Under to tidligere regeringer har den været foreslået, men er blevet forkastet. Den er svær at administrere og kan meget vel være i strid med grundloven.

Måske ender det på samme vis igen. Men bortset fra det, har regeringen og Enhedslisten fundet hinanden i en klar rollefordeling:

Bjarne Corydon har på forhånd afvist Johanne Schmidt-Nielsens hede drømme om at sætte ny verdensrekord i skatter og afgifter. Schmidt-Nielsen og hendes fæller har accepteret, at de må nøjes med små korrektioner af regeringens økonomiske mål.

Som en hån

Til gengæld arbejder Schmidt-Nielsen hårdt på at tale de beskedne resultater op, så de virkelig lyder af noget. Pengene fra reklameafgiften bliver således gjort til en vigtig sejr for den sociale lighed, idet de skal gå til folk med en årlig indkomst på under 212.000 kr.

Men det bliver kun til 280 kr. mere om året per person. Med denne indrømmelse har Enhedslisten altså fået for 23 kr. socialisme om måneden.

Forleden reagerede folk på gaden, der blev spurgt på tv, med forargelse. De så nærmest denne klatskilling som en hån.

Enhedslisten har også fået 65 mio. kr. til at styrke kontrollen med, at udenlandske virksomheder overholder de danske regler på arbejdsmarkedet.

Johanne Schmidt-Nielsen jublede igen efter bedste evne. Men også denne sejr er selvfølgelig ret beskeden.

Dette skal imidlertid ikke tages som udtryk for, at Enhedslistens folk er dårlige forhandlere. Tværtimod har de klogt valgt det muliges kunst.

Hvis de kom brasende med helt urealistiske krav, kunne de måske glæde de rødeste vælgere. Men glæden ville blive kort, fordi resultatet ville blive kaos og måske død for regeringen.

Enhedslistens problem er ikke udygtighed. Deres problem er, at forholdene giver dem meget ringe spillerum.

Ikke et spørgsmål om penge

De prøver at efterligne Dansk Folkepartis succes som støtteparti for VK-regeringen. Men det er svært. For de to partiers situation er fundamentalt forskellig:

For det første profilerede Dansk Folkeparti sig stærkt på værdipolitiske krav, som ofte ikke var et spørgsmål om penge.

For det andet var der dengang mange flere penge at gøre godt med på grund af den gunstigere økonomiske situation.

Enhedslistens traditionelle ræverøde krav koster som regel en hulens masse penge. Selv om regeringen hæver skatter og afgifter, så forbyder virkeligheden at gøre det i en skala, som kan finansiere disse krav.

Johanne Schmidt-Nielsen er på en hård mission: Hun skal forklare sine vælgere (og sin hovedbestyrelse), at hendes resultater bliver magrere end Pia Kjærsgaards.

Men hun har trods alt et sidste trumfkort: De utilfredse røde vælgere har ikke andre steder at gå hen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen