Bag nyheden: Tv tryller islamister væk

I den seneste tid har tv-nyhederne igen været fyldt med reportager fra Tahrir-pladsen i Kairo. Frontberetninger om demonstranters kamp for frihed og demokrati og militærets brutale reaktion.

Det er sandt, at modige mennesker på pladsen kæmper for deres demokratiske idealer. Det er sandt, at militæret har slået hæmningsløst ned. Alligevel giver mange af disse reportager et skævt billede af situationen i Egypten.



For det første bliver det langt fra gjort tydeligt nok, at demonstranterne repræsenterer en klar minoritet. Det lyder imponerende, når man taler om hundrede tusindvis af demonstranter på pladsen, når det går rigtig højt. Men det er en lille del af Kairos befolkning, og den er slet ikke dækkende for det store flertal af egyptere i provinsen.



For det andet kommer en helt afgørende kraft i spillet om Egyptens fremtid alt for lidt med i billedet: Islamisterne i Det Muslimske Broderskab.



Indrømmet: Der er kommet mere bredde i dækningen end der var, da den første bølge af protester tidligt på året førte til præsident Mubaraks afgang. Ikke mindst Puk Damsgård Andersen, der er JP-



læsere bekendt, har bidraget fornemt til dette som ny korrespondent.



De oprindelige protester blev skildret, som om egypterne nu rejste sig i kravet om liberalt demokrati. Man ignorerede, at en stor del af de forsamlede på pladsen støttede Det Muslimske Broderskab.



Man ignorerede også tilgængelig viden om den brede befolknings holdninger. Samtidig med, at protesterne på Tahrir-pladsen brød løs, kom der ellers en opsigtsvækkende undersøgelse fra det anerkendte amerikanske Pew Research Center.



Her mente 85 pct. af egypterne, at islam bør spille en stor politisk rolle i landet. 84 pct. ønskede dødsstraf for dem, der forlader islam. 82 pct. ville straffe utroskab med stening til døde. Holdninger som disse giver en massiv opbakning til Det Muslimske Broderskab.



Broderskabet er ude i en svær balanceakt, hvor man både forsøger at holde sig gode venner med militæret og holde forbindelse til protesterne mod militæret. Liberale demokrater forarges over dette dobbeltspil, men den brede folkelige opbakning stiller islamisterne stærkt i kampen om magten.



Fra på mandag er der parlamentsvalg, og præsidentvalget er fremrykket til juni næste år - begge dele efter islamisternes ønske. Hurtige valg er en kæmpefordel for det velorganiserede Broderskab, der politisk er nærmest enerådende i store dele af provinsen.



Islamisterne står over for et kompliceret magtspil med militæret. Men det er svært at forestille sig en folkevalgt civil regering, som ikke bliver domineret af Broderskabet.



Hvorfor er tv så fokuseret på Tahrir-pladsen, mens man nærmest tryller de islamister, der forbereder sig på magten, væk? Jeg ser tre grunde:



Den politiske korrekthed trækker i retning af, at man prøver at nedtone islamismens styrke.



Samtidig har journalisterne en tendens til at søge de grupper, som de har lettest ved at identificere sig med. I dette tilfælde veluddannede demokrater, som kan tale engelsk.



Endelig leverer Tahrir-pladsen det drama og de gode billeder, som er stærkt styrende for tv-journalistik.



Disse tre motiver genfinder man såmænd også i tv-dækningen af danske demonstrationer. Som for eksempel, da en forpjusket venstreorienteret demonstration fra den danske aflægger af ”Occupy Wall Street”-bevægelsen blev pumpet op til en større folkelig protest.



Fri os for journalistisk tunnelsyn. I Danmark og i Egypten.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen