Pittelkow: Ansvaret for skolens svigt

Men det argument siger mere om journalisternes horisont end om regeringens rolle.

Måske er journalisternes fremstilling farvet af, at mange af dem er ivrige efter at få en anden regering og har svært ved at styre denne trang i deres journalistik. Men den ensidige kritik af VK-regeringen er også præget af en almindelig historieløshed.

Folkeskolens aktuelle situation er et resultat af en længerevarende proces. Den blev sat i gang af 68-oprøret og den ret ekstreme, antiautoritære samfundskritik, som fulgte i kølvandet:

Ud med respekten for læreren. Ud med de faglige kundskaber. Ud med elementær disciplin. Ud med karakterer. Ud med at gøre sig umage for at blive dygtigere. Ud med lærernes pligtfølelse. Ud med stoltheden over at kunne bidrage til fremgang for ens land.

Ind med skolen som model for et helt nyt samfund. Ind med et elevstyre uden mange grænser. Ind med en pædagogik, der erstattede faglige krav med behagelig behovsopfyldelse - efter princippet: ”Hvad er klokken? - Ja, hvad synes du selv?”. Ind med rød politisk romantik.

Denne udvikling fik et politisk skub fremad, da Socialdemokratiet i 1970'erne svingede til venstre og allierede sig med 68-tænkningen og dens nye magthavere i uddannelsessystemet. Daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard var en hovedrepræsentant for venstredrejningen, der fik et monument i form af den store U90betænkning fra 1978.

Det er dog vigtigt at understrege tre ting:

Det store opbrud efter 68 rummede også afgørende positive træk. Det var således et stort fremskridt, at eleverne blev stimuleret til at tænke og arbejde mere selvstændigt og kritisk. Men de vigtige landvindinger antog former, der gik helt over gevind.

Samtidig skal det med, at de antiautoritære udskejelser aldrig var enerådende i skolen. Selv i den rødeste periode var der mange skolefolk med andre holdninger. Gradvis blev den røde farve også blegere, og foragten for faglig dygtighed og målbare resultater blev mindre skarp.

Endelig er det vigtigt at slå forældrenes ansvar fast. Mange skolelærere sættes på en helt urimelig opgave, fordi nogle af eleverne ikke har fået en opdragelse, der gør dem parate til at modtage undervisningen.

Men det ændrer ikke ved, at Pisa afspejler problemer med kulturen i folkeskolen, som blev grundlagt længe før den nuværende regering.

Jo, de nuværende elever har gået i skole under VK. Men deres lærere har gået i skole og på seminarium før denne regering, og de er børn af 68-generationen og dens opdragelse. Den arv, de bringer med sig, er fuldstændig afgørende for, hvad der sker i skolen i dag.

Det fritager dog på ingen måde VK-regeringen for ansvar. Længe har den forsømt den påtrængende opgave med at ændre kulturen.

I 2004 udgav AKF (det stod dengang for Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut) en rapport om gode og dårlige erfaringer i folkeskolen. Beretningerne om de dårlige erfaringer var så rystende læsning, at regeringen prompte burde have reageret.

Men det gjorde den ikke. Man må tvivle på, om undervisningsministrene dengang overhovedet læste rapporten. Den venstreorienterede og kulturradikale arv fra 68 levede videre.

Skolens problemer skyldes ikke borgerlig politik, men snarere en mangel på borgerlig politik.