Finansminister Harald Børsting

Thorning vil give fagbosserne stor politisk indflydelse. Men ingen ved, hvad de vil bruge den til.

Artiklens øverste billede

Fagbosserne i LO bruger i disse dage medlemmernes penge på at deltage i oppositionens politiske kamp mod regeringen. Pengene går til kæmpestore annoncer, der skal få folk til at demonstrere mod genopretningsplanen fra VKO.

Dette afspejler, at LO nu har valgt at gå stærkt ind i partipolitik. Man er ikke bare med, når der skal protesteres, men spiller en meget stor rolle i udformningen af den økonomiske politik fra S-SF.

LO-formand i central rolle

Et afgørende element i denne politik er, at arbejdstiden skal hæves. Hvordan? Svaret fra S-SF lyder: Det må fagbevægelsen bestemme. Hvad den går ind for og kan få arbejdsgiverne til at acceptere, er vores politik.

Hvis Danmark får en regering ledet af Helle Thorning-Schmidt, vil LO-formand Harald Børsting således få en rolle som uofficiel finansminister.

Den radikale leder Margrethe Vestager drager nu den logiske konsekvens af denne usædvanlige regeringskonstruktion. Hun noterer sig, at oppositionens økonomiske politik står og falder med LO. Derfor vil hun naturligt nok gerne have fagbosserne til at forklare, hvad de vil gøre med arbejdstiden. Sådan at vælgerne og de radikale ved, hvad de får, inden næste valg.

Kan LO levere varen?

Men det vil LO ikke. Fagbevægelsen har over for vælgerne stillet sig op som garanten for, at den røde økonomiske plan kommer til at hænge sammen. Men den vil ikke fortælle selv samme vælgere, hvad det betyder, inden de skal hen og stemme.

Hverken Margrethe Vestager eller nogen anden kræver, at LO skal afsløre detaljerede planer for, hvordan de vil forhandle arbejdstid med arbejdsgiverne. Ønsket er såmænd bare, at fagbosserne løfter sløret for, hvilken type løsning de forestiller sig, så enhver kan vurdere, om det er brugbart eller bare luftsteg og vindfrikadeller i Thornings valgkamp.

Spørgsmålet presser sig på, fordi det er mere end svært at se, hvordan fagbevægelsen skal kunne levere varen. S-SF har nu afgivet en bindende forsikring om, at der bliver skaffet 15 milliarder til statskassen ved at sætte arbejdstiden op med en time om ugen. Men fagbevægelsen afviser at sætte den generelle arbejdstid op til 38 timer. Hvordan i alverden vil man så indfri sin forsikring?

Nej til åben debat

Fagbevægelsens kløgtige enfant terrible, FOA’s formand Dennis Kristensen, vil gerne føre en åben debat om emnet. Men nej, siger Harald Børsting, oppositionens kandidat til posten som uofficiel finansminister. Og nej, siger Henrik Sass Larsen, oppositionens kandidat til posten som officiel finansminister. En utilpas Sass Larsen leverer følgende perle af sort snak:

”Vi har ikke puttet med noget. Fagbevægelsen har lovet, at den vil finde 15 mia. kroner, og så må vi jo se ved forhandlingerne, om det lykkes. Det skal lykkes, for ellers mangler der penge til velfærden.” (Berlingske Tidende)

”… ellers mangler der penge til velfærden.” Det er jo lige det. Netop derfor vil Margrethe Vestager og alle mulige andre gerne vide, hvordan S-SF-LO vil forhindre, at deres politik ender i økonomisk kaos og gældsætning – eller i, at man må bryde sine valgløfter om velfærd med et brag.

S-SF’s økonomiske politik sejler. Det store spørgsmål er, om de kan flyde helt frem til næste valg uden at fortælle Margrethe Vestager og vælgerne, hvad de agter at gøre.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen