Libanon og islamismen

Krigen i Libanon efterlader ikke bare store dele af landet i ruiner. Den får også forhåbningerne om demokrati og stabilitet i Mellemøsten til at ligne en rygende ruinhob.

For ikke så længe siden blev der ellers talt meget om, at der var en demokratisering i gang i Mellemøsten. Dette var helt i tråd med den nye amerikanske linje under Bush-regeringen.

USA troede ikke længere på, at stabiliteten i området kunne sikres ved, at man bare blev ved med at støtte autoritære regimer, der var venligtsindede over for Vesten. Kun hvis Mellemøstens lande fik mere demokrati, kunne man håbe på stabilitet.

Men det blev hurtigt klart, hvor stærke de kræfter er, som modarbejder demokrati og stabilitet.

De autoritære regimer skal ikke nyde noget af en større demokratisering, der vil sætte dem fra magten. Og deres vigtigste modstandere er ikke liberale demokrater. Det er derimod islamister, der vil indrette samfundet efter en streng fortolkning af Koranen, hvilket hverken er opskriften på demokrati eller stabilitet.

For islamisterne går kampen for islamisering forud for alt andet. Hvis demokratiet kan tjene denne kamp, bruger man det. Hvis ikke, må demokratiet vige. Loyaliteten over for islams politiske forskrifter går forud for loyaliteten over for den stat, man lever i.

I Irak udgøres den største trussel mod demokratiet ikke længere af mindre oprørsgrupper, men af større islamistiske bevægelser, der har deres egne militser og kontrollerer bestemte lokalområder.

I de palæstinensiske områder er det islamistiske Hamas kommet til magten, men man fortsætter den hellige krig mod Israel, som om man ikke havde regeringsansvar og internationale forpligtelser.

I Libanon har Hizbollah fået sæde i regeringen og dermed medansvar for at få det spinkle libanesiske demokrati til at fungere. Men med gidseltagningen af israelske soldater og beskydningen af Israel har organisationen demonstreret, at den gør, hvad der passer den. Hensynet til den hellige krig mod Israel går forud for hensynet til Libanons demokrati og befolkning.

Hizbollah identificerer sig langt mindre med staten Libanon end med deres shiamuslimske fæller i det iranske regime, der bruger bevægelsen som instrument til at øge sin indflydelse i Mellemøsten.

Hizbollah, Hamas og de andre repræsenterer altså en form for politik, der følger andre spilleregler end dem, vi er vant til. Politik foregår jo normalt inden for nationalstater og i forholdet mellem nationalstater. Men hos islamisterne dikteres målsætningerne, spillereglerne og alliancerne først og fremmest af religionen. Vel at mærke en religion, islam, der samtidig er politisk ideologi.

Således fører man udenrigspolitik og krig ikke i nationalstatens navn, men i religionens navn.

Set med vestlige øjne er dette et fald flere århundreder tilbage i tiden. Til dengang, da der førtes blodige religionskrige i Europa kulminerende med Trediveårskrigen. Den westfalske fred i 1648 gjorde en ende på denne tilstand.

Den slog fast, at staten politisk gik forud for religionen. Den, der havde magten over et givet territorium, bestemte, hvad der skulle foregå inden for dette territoriums grænser. Kongerne skulle anerkende hinandens suverænitet og ikke bruge religiøse stridigheder til at blande sig i hinandens forhold. Staterne skulle forpligte sig til at overholde bestemte spilleregler over for hinanden.

Islamisternes fremmarch sætter spørgsmålstegn ved det westfalske system, som vi har vænnet os til at tage for givet. Hizbollah betragter sig først og fremmest som repræsentant for den voksende shiamuslimske befolkning i Libanon og for shiamuslimerne i Iran. Bevægelsen henter sine forestillinger om ret og uret i den radikale udgave af de shiamuslimske læresætninger.

Dette brud med vante internationale spilleregler afspejler sig også i Hizbollahs måde at føre krig på. Man lægger våbenlagre og andre politiske og militære centre i civile boligområder. Angreb på disse centre vil betyde store civile tab, men det gavner den store sag i kampen mod Israel, fordi skylden primært vil falde på den israelske angriber.

Israel er gået i krig, fordi det ikke vil fortsætte med at se Hizbollah bygge sin militære styrke op med aggressive hensigter over for Israel. De hårde kampe vidner om, at der er tale om en betydelig militær kapacitet. Men den islamistiske måde at føre politik og krig på gør situationen meget kompliceret for israelerne.

Hizbollah og dets tilhængere vil under ingen omstændigheder opgive kampen mod Israel. Denne kamp drejer sig nemlig ikke bare om et eller andet konkret stridspunkt, men om en hellig sag. Der er derfor en risiko for, at Hizbollah styrkes politisk, uanset hvad Israel gør.

Hvis IsraeL går militært meget voldsomt til værks, kan Hizbollah styrkes på at stå på de civile ofres side. Hvis Israel viser svaghedstegn over for Hizbollah, kan det omvendt styrke islamisternes autoritet.

Hverken militært eller politisk kan Israel håbe på en endegyldig sejr over Hizbollah. Dertil er dets støtte fra Iran og Syrien for stærk, og dertil er dets tilhængere for optændt af had til Israel. Højst kan israelerne opnå en ordning, der svækker Hizbollahs muligheder for at angribe Israel - og det vil sikkert forudsætte, at Syrien medvirker til en løsning.

En langsigtet løsning kræver, at en demokratisk libanesisk regering får tilstrækkelig styrke og opbakning til at kunne styre sit eget territorium.

I det hele taget gør islamisternes genindførelse af religiøs politik det nødvendigt at stå fast på pointen i den westfalske fred: Den internationale orden må bygge på nationalstatens selvbestemmelse.

Hvis vi tager et ordentligt hop fra situationen i Libanon, så er kendsgerningen, at vi for nylig også havde denne problemstilling inde på livet i Danmark: I Muhammed-sagen forsøgte islamistiske kræfter at gennemtvinge, at den danske ytringsfrihed skal tilpasses til ortodoks islam. Det passende svar var, at det er op til det danske folkestyre og ikke til islamister at afgøre den sag.

Libanon understreger den gamle sandhed om, at det ikke er religionerne, men staterne, der skal styre international politik.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.