Læren af Strandvænget

Et TV2-program har afsløret stærkt uacceptable forhold for en gruppe udviklingshæmmede på institutionen Strandvænget i Nyborg.

De har dagligt måttet ligge alt for længe i deres senge. Handleplaner, der skulle sikre deres trivsel, er ikke blevet til noget. Enkelte scener viser en meget hårdhændet og nedværdigende optræden fra plejepersonalets side.

Med god grund har dette skabt debat om de udviklingshæmmedes forhold. Men desværre er det en løs og flagrende debat. Det vælter med forslag om at sætte den ene og den anden særordning i værk: Oprettelse af en særlig social ombudsmand. Skærpet tilsyn med disse institutioner. Særlige faglige udrykningshold. Ja, sågar permanent videoovervågning af institutionerne.

Måske er der brugbare elementer i nogle af disse forslag. Men debatten om Strandvænget virker mest styret af behovet hos politikere og medier for at komme op med bare et eller andet, der kan skabe opmærksomhed lige her og nu.

Debatten burde i langt højere grad dreje sig om, hvordan man får lagt nogle rammer for det daglige arbejde i institutionerne, som kan sikre en anstændig kvalitet for brugerne. Hvis der ikke er styr på den løbende håndtering af opgaverne, hjælper alskens særordninger ikke stort.

Dette gælder ikke bare i forhold til de udviklingshæmmede. Der er i det hele taget brug for større klarhed over, hvordan velfærden sikres på det politiske plan og i institutionerne. Sagen om Strandvænget bør fungere som en øjenåbner i den forbindelse. Den rokker nemlig ved tre myter i velfærdsdebatten:

Den første myte går ud på, at velfærd i hovedsagen er et spørgsmål om penge. Men problemerne på Strandvænget skyldes ikke nogen speciel mangel på penge. Problemerne drejer sig først og fremmest om svigtende ledelse, dårlig virksomhedskultur og manglende arbejdsetik hos nogle ansatte.

Mere generelt ved vi, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem bevillingernes størrelse på forskellige velfærdsområder og så den kvalitet, som de enkelte kommuner og institutioner leverer til borgerne.

Den anden myte går ud på, at offentligt ansatte i velfærdssystemet per definition er gode. Hvis de udfører deres arbejde dårligt, kan det kun skyldes, at politikerne presser dem med for få penge, for lidt tid og for megen kontrol.

Denne vinkel bruges massivt i mediernes dækning af velfærdsproblemer. Under sidste valgkamp optrådte den for fuld udblæsning i omtalen af problemer i hjemmehjælpen: Alle gode hensigter blev tillagt hjemmehjælperne, mens ondskaben helt var på de angiveligt kontrolfikserede og nedskæringslystne politikeres side. Samme mønster så man i sidste års kritik af plejehjemmene.

Misforstå mig ikke. Generelt fungerer vores offentlige velfærdssystem godt, ikke mindst takket være dygtige og engagerede ansatte. Men der er som overalt brodne kar og nogle, der gør det bedre end andre. Derfor må politikerne på borgernes vegne stille krav til kvaliteten i de ansattes indsats og sørge for at checke, at kravene overholdes.

Hermed når vi frem til den tredje myte i velfærdsdebatten: Kontrol er udtryk for ubehagelig mistænkeliggørelse af de ansatte. Hvis bare politikerne blander sig udenom og lader den ansatte og brugeren finde ud af tingene sammen, så vil den menneskelige kvalitet blomstre.

Strandvænget dementerer denne idylliserende forestilling. Når den slags sker, kan man da også for en stund se et voldsomt sving i stemningen: En del af dem, der ellers tordner mod kontrol, hengiver sig nu til veritable orgier af kontrolkrav. Eksempelvis forslaget om permanent videoovervågning!

Fri os for den slags panikagtige paradeforslag. Kræfterne skal i stedet bruges på at sikre en løbende og udramatisk kontrol med, at borgerne får den velfærd, som det var meningen, at de skulle have. Nøgleordet er, at velfærdsindsatsen skal være gennemskuelig:

Det skal være gennemskueligt, hvilke velfærdsydelser politikerne stiller borgerne i udsigt. Politikerne skal opstille klare kvalitetsmål, som uddybes af institutionerne. Et konkret eksempel kan være, at institutioner skal opstille handleplaner for den enkelte bruger.

Det skal videre være gennemskueligt, om en institution lever op til kvalitetsmålene. Det står nu klart, at Strandvænget på det groveste har forsømt at leve op til handleplanerne. Men det har været fuldstændig svømmende, hvem der kontrollerede, hvad der skete med disse planer.

Dette understreger, hvor afgørende det er, at der også er gennemskuelighed i ansvarsfordelingen. Hvis de opstillede kvalitetsmål er forkerte, så skal det stå klart, hvem der har ansvaret for dem. Hvis målene er gode nok, men ikke bliver opfyldt, så skal man vide, hvor ansvaret skal placeres for det.

Men Strandvænget er et skoleeksempel på rod i ansvarsfordelingen, både internt og eksternt. Region Syd er ansvarlig for at levere velfærdsydelserne til de udviklingshæmmede på Strandvænget. Men samtidig fører regionen tilsyn med disse ydelser den kontrollerer altså sig selv.

Således optræder regionens ansvarlige topembedsmand med to kasketter i offentligheden: Han skal både være talsmand for systemet (herunder Strandvænget) og for de borgere, der er blevet svigtet af systemet. Ikke mærkeligt, at hans budskaber virker slørede.

Man kan skabe en klarere ansvarsfordeling gennem en kontrakt mellem den offentlige myndighed (kommune/region) og den enkelte institution: Myndigheden har ansvaret for at bestille en bestemt ydelse, mens institutionen har ansvaret for at levere den. Hvis institutionen ikke lever op til sin forpligtelse, kan myndigheden stille den til regnskab på borgernes vegne.

Behovet for gennemskuelighed er et nøgletema i forbindelse med en kommende kvalitetsreform. Men det er uvist, hvor meget der kommer ud af det.

Politikere fra alle sider har kappedes om at mistænkeliggøre en løbende kontrol med, om borgerne nu også får, hvad de har krav på. For at tækkes mediestemningen har de bidraget til myterne om, at en sådan kontrol gør systemet mere umenneskeligt. Strandvænget er en rungende understregning af det modsatte.

Strandvænget kan fungere som et konkret afsæt for en debat om kvalitetsreformen med bid i. Hvis politikerne tør.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.