Det ny Danmark

Den ny kommunalreform tager nogle vigtige skridt mod en mere tidssvarende offentlig sektor.

Den skaber større kommuner, ligesom amterne afløses af større regioner. Begge dele gør det muligt at bruge ressourcerne mere effektivt og ruste det decentraliserede danske system til at klare fremtidens mere krævende opgaver.

Samtidig fører reformen til en tiltrængt samling af nogle opgaver, som tidligere har været spredt på forskellige instanser. Først og fremmest får kommunerne en række funktioner, som hidtil har været både amtslige og kommunale - det gælder således socialområdet, specialundervisning og genoptræning af patienter.

Andre opgaver samles i staten, ikke mindst ungdomsuddannelserne og skatteligningen.

Men reformen er præget af de politiske kompromiser, der er indgået.

Regeringen valgte at fastholde en del af de indrømmelser, som den havde givet i forhandlingerne med Socialdemokratiet og de radikale. Taktisk giver det god mening som et signal om vilje til samarbejde. Men prisen er kringlede konstruktioner.

Man har eksempelvis skabt et Storm P.-agtigt system til finansiering af de ny regioner.

Regeringen og Dansk Folkeparti ville ikke give dem selvstændige skatteindtægter. Oppositionen krævede, at de fik en form for egne indtægter. For at nå et kompromis har man udstyret dem med hele seks forskellige slags indtægter fra staten og kommunerne.

Det er heller ikke lykkedes at skabe et enkelt system for fremtidens jobformidling.

Regeringen ønskede den samlet i kommunerne. Oppositionen ville bevare opdelingen mellem statslig arbejdsformidling for forsikrede ledige og kommunal formidling for ikke-forsikrede.

Man er landet på at bevare to selvstændige systemer, men lade dem bo under samme tag i kommunale jobcentre. Samtidig sætter man forsøg i gang med rent kommunal jobformidling. Når der nu er uenighed, er det måske et brugbart jordnært forsøg på at komme videre.

Regeringen og Dansk Folkeparti har også lavet kompromiser med indbygget uklarhed:

På den ene side lægger man afgørende vægt på større kommuner. På den anden side giver man små kommuner lov til at forblive selvstændige, hvis de indgår et forpligtende samarbejde med nabokommunerne - den såkaldte kattelem.

Kattelemmen er ét blandt flere eksempler på, at særdeles meget vil afhænge af, hvordan der bliver fulgt op på den aftale, som nu ligger.

Man bliver nødt til at træde kraftigt på bremsen, hvis der kommer så meget pres for at bruge kattelemmen, at det vil skade reformens overordnede sigte.

I det hele taget skal man være indstillet på at justere tingene, efterhånden som man bliver klogere på, hvordan de fungerer i praksis.

Det gælder eksempelvis på miljøområdet, hvor kommunerne overtager de fleste af amternes beføjelser. Viser der sig problemer for miljøet, må man lave ændringer.

Andre spørgsmål står åbne: Vil det nye system give en tilfredsstillende styring af sundhedsudgifterne? Hvor økonomisk krævende vil selve gennemførelsen af reformen være?

Samtidig skal den nu aftalte reform snart følges op af en stor udligningsreform, der fastlægger den økonomiske fordeling mellem kommunerne.

Alt dette understreger, at en så omfattende kommunalreform ikke kan klares med ét hug. Den er en længere proces, hvor meget stadig kan give problemer. Nu er processen glædeligvis i fuld gang. Men den ville have stor gavn af, at håndteringen af de videre problemer skete i et bredt politisk samarbejde.

Kommunalreformen indgår imidlertid i den landspolitiske kamp op til næste folketingsvalg.

Socialdemokratiet og de radikale kæmper i den forbindelse for at overbevise offentligheden om, at det var rimeligt at forlade forhandlingerne.

Man fornemmer hos de to partier en vis utilpashed ved situationen. Hos Socialdemokratiet afspejler den sig i en hektisk og voldsom sprogbrug over for reformen med ord som "hasard", "makværk", "ragnarok" og "koma".

Men selv om oppositionen har et problem med forhandlingssammenbruddet, så kan den måske høste en politisk fordel, når den videre debat hvirvler en række problemer op. Usikkerhed og bekymring over de store ændringer rummer en risiko for regeringen.

Den sikre taber i det landspolitiske spil er den danske konsensus-tradition. Traditionen for at gennemføre store samfundsreformer i bredt samarbejde.

Forløbet omkring kommunalreformen markerer et sammenbrud for denne tradition. Oppositionen erklærer, at den vil lave reformen om, hvis den får magten ved næste valg.

Der bliver dog ikke tale om at ændre på systemet med de ny, større regioner og kommuner. Men man lægger op til at flytte miljømæssige og sociale opgaver tilbage til regionerne, at ændre på regionernes finansiering og at stoppe forsøgene med rent kommunal jobformidling.

Tendensen i de senere år er gået i retning af, at der føres mere hård og uforsonlig blokpolitik. Det er der to grunde til:

Den ene er, at Socialdemokratiet og Venstre mere end før kæmper om den samme bevægelige gruppe af midtervælgere. Denne rivalisering frister til, at man gennemgående prioriterer den kortsigtede appel til vælgerne højere end forsøgene på at nå enighed og tage fælles ansvar. Fristelsen er særlig stor i opposition.

Den anden grund er, at de radikales rolle har ændret sig markant. Tidligere tvang de radikale og midterpartierne i øvrigt de store til at samarbejde. I dag fører de radikale lige så megen blokpolitik med lige så mange spindoktorudtænkte slagord til vælgerne, som de andre gør.

Den brobyggende midte er stort set væk. Kristendemokraterne har kun i begrænset omfang en sådan funktion.

Det ny Danmark præges af kommunal samling, men landspolitisk splittelse. Konsensus er død. Konfrontationen lever.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen