Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Radikalt hykleri

Jorden kalder De Radikale. Og minsandten, om der efter 12 års radiotavshed til virkeligheden ikke pludselig er kommet hul igennem: De Radikale vil ikke længere gøre op med den nuværende udlændingepolitik. Ja, mere end det: De Radikale går nu også ind for en stram udlændingepolitik. Velkommen til virkeligheden, er der grund til – helt uden malice – at salutere den radikale kovending med. Omsider er det gået op for selv De Radikale, at der er grænser for, hvad det danske samfund kan klare.

Med tanke på de helt eksistentielle udfordringer, som den nuværende udlændingepolitik – der er blevet slækket på adskillige områder i denne regerings tid – stiller det danske samfund overfor, er det nu også gået op for De Radikale, hvad en yderligere tilstrømning af mennesker uden ønske eller ambition om at tilpasse sig danske forhold vil indebære. Der er kun grund til at sige højlydt tak.

Men man behøver ikke at råde over nogen videre stærk hukommelse for at kunne huske, hvordan De Radikale gik forrest i dæmoniseringen af den udlændingepolitik, som VK-regeringen strammede i 2001. Der var ingen ende på alle de fortrædeligheder, den afstedkom. Ude i verden påførte den Danmark et halvfascistisk stempel. Når turisterne svigtede den jyske vestkyst, var det hverken vejret, priserne eller servicen, den var gal med; nej, det var naturligvis det indtryk af lukkethed og selvtilstrækkelighed, som udlændingepolitikken forlenede danskerne med. Når tilrejsende repræsentanter for FN eller EU skulle vurdere de danske udlændingeregler, stod De Radikale forrest for at bagtale VK-regeringen og fejlfortolke reglerne. Om det så var Muhammed-krisen, skyldtes den først og fremmest, at den arabiske verden så den i forlængelse af en menneske- og indvandrerfjendsk strammerkurs, som Anders Fogh Rasmussen forestod – prædikede altså De Radikale.

Der var naturligvis intet af alt dette, der holdt i virkelighedens verden, men det kunne bruges indenrigspolitisk mod VK og Dansk Folkeparti. Sådan er det jordiske politiske spil såmænd også for godhjertede radikale, selv om man jo troede, at de var mere til substans end spin.

Nu meddeler gruppeformand Christian Friis Bach så, at De Radikale også går ind for en stram udlændingepolitik, inklusive hadesymbolet over dem alle, 24-årsreglen. Den nuværende udlændingepolitik er tillige ”retfærdig”, meddeler han, og ud af det blå er det nu helt fint med både tilknytningskrav og stramme regler for familiesammenføring.

Og hvordan er dette klarsyn så pludselig kommet til de tidligere så renfærdige radikale? Jo, såmænd: Man kan ikke »håndtere alle flygtninge i verden i Danmark«, har De Radikale opdaget. Det var der ellers en tidligere radikal minister, Anita Bay Bundegaard, der engang mente noget i retning af, og det gav De Radikale også indtryk af at mene op gennem 00’erne. Det mener man så ikke mere, og hurra for det. Men udtalelsen er én eneste falliterklæring over for partiets hidtidige kurs. De Radikale har nu sandelig også fået sit store løftebrud at skulle stå på mål for. Man ville arbejde for at få afskaffet alle VK’s stramninger, lovede man engang. Af dette er der åbenbart intet tilbage.

De Radikale tør ikke gå til valg på udlændingepolitikken og bøjer sig for Socialdemokraternes helt særlige problemer på området. Længere er den vist ikke – og troværdigt er det slet ikke. Med denne dramatiske kursændring gør De Radikale ikke andet end at bære yderligere véd til politikerleden.

.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen