Alternaivitet
Nu er det ikke kun politisk korrekte forsøg på at komme muslimske særkrav i forkøbet, der truer frikadellen og leverpostejen i de danske daginstitutioner. Skulle den tidligere radikale politiker og kulturminister Uffe Elbæks nye parti, Alternativet, få flertal i Folketinget efter et valg, vil han indføre en kødfri dag om ugen til gavn for miljøet.
Men alle kødelskere kan tage det roligt. Det kommer ikke til at ske, tør vi godt love. Uffe Elbæks politiske karriere minder ikke om så meget andet. Den måske eneste, man tænker på, er komikeren Jacob Haugaard, der kom i Folketinget ved valget i 1994 blandt andet på løfter om mere medvind på cykelstierne og en klargøring af fregatten ”Jylland” til kamp. Hans satiriske pointe var at udstille politikernes hule løfter og tomme fraser, og til ikke mindst hans egen store overraskelse blev det ved valget belønnet af vælgerne med flere end 23.000 personlige stemmer.
Men der er ikke meget satire over Uffe Elbæk. Den egentlige tragedie er, at han ikke er komiker, men mener det gravalvorligt og derfor også må tages alvorligt, når han fremlægger sit partis program. Stand up-konsulenten har med sit udgangspunkt i den aarhusianske varmluftsindustri i Kaospilotmiljøet stolt videreført traditionen for at tale i floromvundne, men ukonkrete vendinger om processer, iværksætteri og projekter.
Det er der utvivlsomt et marked for i den danske jungle af iværksættere, offentligt finansierede kulturprojekter og artisteri. Men politik og især økonomi har det ikke meget med at gøre, når Alternativet i et forsøg på at skræve over den samlede samfundsudvikling vil indføre et Danmark med nulvækst, totalt omlæggelse til økologisk landbrug, kødfrie dage, timebanker, hvor den arbejdende del af befolkningen kan spare op til tider, hvor de har brug for fri, gunstige vilkår for iværksættere, social bæredygtighed, borgerløn uden kontrol af ledige, sociale investeringsfonde, lægeordineret kultur og generelt bare mindre af alt det onde i form af vækst og biler og mere af alt det fede med en stor portion kærlighed og anerkendelse oveni. Til alle. Man kan næsten ikke vente på at se partiets udspil til en finanslov.
Som Elbæk fortalte tidligere på ugen, så synes han, at partiet »scorer højt på lighedsdimensionen, men også frihedsdimensionen. Når det handler om fordelingspolitik, er der masser af overlap med Enhedslistens tanker, og det er der også på miljøområdet. Men hvis vi kigger på hele iværksætterdiskussionen, har vi overlap med Liberal Alliance«. Og på sin egen komiske måde får Uffe Elbæk hermed udstillet sin egen og sit partis politiske dilettanteri, for problemet er netop, at Alternativet trods de mange venlige, åbne og kærlige tanker om et Utopia er så alternativt, at det ender i meningsløsheden. Da Uffe Elbæk blev gået som kulturminister, blev han af kolleger beskrevet som en godhjertet, sympatisk, krammende og talende politiker, men også naiv og fuldkommen uden gehør for det politiske spil. Om ikke andet skal han have, at han ikke har fundet et alternativ til den karakteristik.
Meget anderledes bliver det næppe, når partiets programudkast, som i forvejen er et resultat af flere end 700 menneskers bidrag, forslag og undren, har været forbi partiets generalforsamling i slutningen af næste uge. Men måske skulle generalforsamlingen overveje en tilføjelse om Uffe Elbæk-frie dage, for de enorme mængder varm luft, der strømmer offentligheden i møde fra den kant, kan vel næppe betragtes som andet end en trussel mod ozonlaget.
.