Nato og Ukraine
Det er let at identificere den russiske propaganda i den ukrainske krise, fordi den ofte er i strid med Vestens syn på verden. Meget skriger til himlen, hvis man følger med i russisk tv. Man forarges, trækker på smilebåndet eller foruroliges afhængig af gemyt og syn på situationens alvor. Sværere er det at gennemskue den vestlige propaganda. Den er mere sofistikeret, og den skurrer ikke i ørerne som den russiske.
Indholdet flugter nemlig ofte med vores egen forståelse af, hvad der foregår i Ukraine. Rusland har i strid med folkeretten annekteret et andet lands territorium og truet med at bruge militær magt. Den afholdte folkeafstemning på Krim stemples med rette som en farce, om end udfaldet under alle omstændigheder ville være blevet det samme. Fokus er på den russiske aggression og nødvendigheden af at dæmme op for den, ikke på Vestens mildt sagt ukloge og kortsynede håndtering af Ukraine.
EU, der i forvejen befinder sig i en legitimitetskrise, vil gerne vise, at man ikke efterlader Ukraine på afgrundens rand, selv om man med en vis ret kan spørge, hvorfor EU’s skatteborgere skal yde støtte til et land, der er mere korrupt end Rusland. Nato har også fået mulighed for at vise sin relevans i en ny udgave af Den Kolde Krig. Edward Lucas, udlandsredaktør på The Economist, der er kendt for sin nådesløse kritik af Putins Rusland, har i dagbladet Information advaret mod at blande Nato ind i den ukrainske krise. Ikke desto mindre lykkedes det øverstkommanderende for Natos styrker i Europa, general Philip Breedlove, i weekenden at sætte dagsordenen, uden at der så vidt vides blev stillet et eneste kritisk spørgsmål. Selv mandag aften i TV 2 Nyhederne gentog den ellers normalt så balancerede Poul Erik Skammelsen generalens forvrøvlede udtalelse uden forbehold. Hans ord blev brugt til at give indtryk af, at russiske styrker kunne være på vej ind over grænsen til det østlige Ukraine. Det kan ikke udelukkes, men ifølge generalen gjaldt bekymringen, at de russiske styrker meget vel kunne fortsætte hele vejen gennem Ukraine til den lille republik Moldova, hvor der findes en løsrivelsesregion ved navn Transnistrien med en russisksindet befolkning.
Der er tale om en tur på 750 km gennem et område, hvor russerne vil møde voldsom modstand. Desuden har Moskva i forvejen flere end 2.000 soldater i Transnistrien. Endelig tyder intet på, at Rusland i tilfælde af en invasion skulle være interesseret i det vestlige Ukraine, hvor hadet til den russiske bjørn er stærkt, og den katolske kirke dominerer. General Breedlove må enten være uvidende om helt basale fakta, eller også forsøgte han at råbe beslutningstagere op med henblik på at få flyttet ekstra tropper til Nato-landet Rumænien, der har en fælles grænse med både Moldova og Ukraine.
Uanset sagens rette sammenhæng er der grund til bekymring. Siden Ukraines uafhængighed for snart 23 år siden har et flertal af befolkningen været mod Nato-medlemskab og set med negative øjne på den vestlige forsvarsalliance. Ifølge en af de seneste meningsmålinger ønsker blot 28 pct. af ukrainerne at komme med i Nato, og flertallet befinder sig i det vestlige Ukraine, mens opbakningen i øst sandsynligvis er under 10 pct.
I den situation bør Nato holde sig udenfor. En bæredygtig løsning for Ukraine kræver i stedet et tæt samarbejde mellem EU og Rusland. Jo længere Bruxelles og Moskva er på kollisionskurs, jo større er risikoen for, at Ukraine falder fra hinanden.
.