Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

DF og S

Der bliver vendt op og ned på det politiske landskab i denne tid. Venstre er fast etableret som landets største parti, men bliver åndet i nakken af Dansk Folkeparti, mens Socialdemokraterne synker ned i midterfeltet. Det er faktisk ganske dramatisk, og selv om noget nok vil ændre sig på selve valgdagen, er der ingen tvivl om, at både DF og S er ved at lande på et nyt niveau for vælgertilslutning.

Den socialdemokratiske nedtur sættes i relief af, at forrige valgresultat – knap 25 pct. – var partiets dårligste nogensinde og også efter et vist tilløb blev betegnet som en ”katastrofe” af S-toppen – efter at Helle Thorning-Schmidt på selve valgaftenen havde forsøgt at sælge nederlaget som en kæmpesejr. S har ligget stabilt i lang tid på 17-19 pct., hvilket for et parti med dets selvforståelse og tradition vil nærme sig en tragedie. Protesten mod statsministeren personligt, den endeløse række af løftebrud og en nærmest uoverskuelig bunke af møgsager – håndteret med en undertiden himmelråbende amatørisme – er og bliver den væsentligste årsag. Men udfordringen fra Dansk Folkeparti er også reel.

DF’s nye, stærke formand, Kristian Thulesen Dahl, forstår at omgås succesbølgen med varsomhed. Han ved, at DF’s fremgang også skyldes protesten mod Thorning, og han bliver ikke træt af at minde om, at succes i politik kan være flygtig. Men der er også mere i DF’s fremgang. Ledelsesskiftet fra Pia Kjærsgaard til Thulesen Dahl forløb eksemplarisk gnidningsfrit; dybt professionelt simpelthen. Partiet hviler i sig selv på en ny måde; det er ikke kun partitoppen, man får øje på, men en større håndfuld af dygtige DF-politikere på Christiansborg. Dertil kommer, at partiet fermt har åbnet sig mod nye politikområder, ikke mindst på social- og beskæftigelsesområderne. Man koketterer med at være det nye – men reelt gamle – Socialdemokrati, og helt skævt er det ikke. Under alle omstændigheder forstår DF at lytte til danskerne på en anden måde end S. Populisme? Overhovedet ikke, vel bare almindelig respekt for også såkaldt almindelige danskere.

Debatten om velfærdsturisme hjælper DF det sidste stykke mod toppen, og det forestående valg til Europa-Parlamentet kan ifølge en Wilke-måling i gårsdagens avis såmænd gøre partiet til landets største. Også dén konstatering vil gøre ondt langt ind i den del af S-toppen, som endnu interesserer sig for den virkelige virkelighed. Hvorfor er det egentlig DF og ikke S, som vælgerne samler sig om i protesten mod den lette adgang for udlændinge på gennemtræk til danske velfærdsydelser? Det er dog S, der har kontakten til fagbevægelsen. Det er S, der hævder at være et parti, der vil forsvare selve velfærdssamfundet? Men det er altså S, der fravælges, og DF, der får øget opbakning på velfærdsdebatten.

Statsministeren har håndteret debatten om børnechecks m. m. til udlændinge helt håbløst. Fra starten lagde hun sig fladt ned for meldingen fra Bruxelles og fokuserede alene på de juridiske aspekter i stedet for at varsle en politisk kamp til stregen mod EU-Kommissionen. Efter lang tids pres kom så sidst på ugen endnu en af hendes berygtede U-vendinger. Nu vil hun alligevel gå i dialog med EU om at finde en vej ud af kattepinen. Men på dette sene tidspunkt er enhver troværdighed i et sådant fremstød for længst gået fløjten.

Politiske partier skal hele tiden slås for deres berettigelse. Lige nu er S trængt, og DF rider på en bølge. Selvopgøret rumler i S og vil fortsætte helt frem til valgdagen, men man fjerner jo ikke en siddende statsminister.

Også dén debat har dog kun én vinder: Dansk Folkeparti.

.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen