Putins logik
For godt et kvart århundrede siden, helt præcis den 7. december 1988, erklærede Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, i en historisk tale til FN’s generalforsamling, at hensynet til universelle menneskelige værdier skulle ligge til grund for indretning af en ny verdensorden. Det varslede afslutningen på et halvt århundredes kold krig mellem øst og vest, mellem diktatur og demokrati og mellem markedsøkonomi og planøkonomi.
På det tidspunkt havde ingen forestillet sig, at Sovjetunionen præcis tre år senere skulle gå i opløsning, og 12 nye stater plus de baltiske lande skulle komme til verden. Siden er vestlige institutioner som EU og Nato blevet udvidet med landene i den gamle østblok. Det havde Mikhail Gorbatjov naturligvis ikke forestillet sig, da han i samme periode lancerede forestillingen om et fælleseuropæisk hus. De første to årtier forløb processen med spredte mishagsytringer i Moskva. EU havde man de første mange år ikke noget imod, men udvidelsen af Nato mod øst brød man sig ikke om.
Der er to forklaringer på, at Rusland ikke reagerede stærkere på den uvikling. For det første var den falmede supermagt militært og politisk svag, mens landets økonomi efter 70 års misrøgt lå i ruiner. Ruslands bnp var i midten af 1990’erne på størrelse med Hollands. For det andet prioriterede Moskva forholdet til Vesten. Det var vigtigere at opretholde gode relationer end at sætte foden i døren og risikere et brud. Hvor forbløffende det end kan lyde på baggrund af de seneste ugers begivenheder, så forestillede Vladimir Putin sig efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 en alliance mellem Vesten og Rusland, og han holdt en tale i den tyske forbundsdag om Ruslands europæiske valg, som udløste stående klapsalver.
Alliancen blev imidlertid aldrig til noget. I stedet skærpedes modsætningerne mellem Moskva og Vesten efter Georgiens angreb på løsrivelsesregionen Sydossetien i 2008, som gav Putin mulighed for at indsætte den russiske hær og anerkende Sydossetien og Abkhasien som selvstændige stater. Det skete kort efter, at Georgien havde søgt optagelse i Nato, så det var et vink med en vognstang til Vesten om, at her gik en rød linje. I tilfældet Ukraine er den røde linje flere gange bredere. Og til forskel fra for 20 år siden er den russiske økonomi vokset markant, om end den stadig er ineffektiv, baseret på energieksport – og gennemkorrupt. Rusland er ifølge Verdensbanken rykket op i gruppen af rige lande. Man har enorme valutareserver og en begrænset gæld. Det betyder dog ikke, at alt tegner lyst. Den russiske økonomi stagnerer. Der er behov for øget produktivitet, hvis det seneste årtis velstandsstigning skal fortsætte, og det forudsætter især vestlige investeringer.
Med indlemmelsen af Krim i Rusland og truslen om at bruge væbnet magt andre steder i Ukraine har Putin for første gang siden afslutningen på Den Kolde Krig gjort det klart, at han er parat til et brud med Vesten for at sikre russiske interesser, som han forstår dem. Putins ambition er at sætte en stopper for den logik, der har drevet udviklingen i Europa de seneste 25 år. Han ønsker en ny europæisk sikkerhedsorden med Rusland i en central rolle.
Det sker på et tidspunkt, hvor Vestens indflydelse er vigende, og hvor der tales om, at den globale magt bevæger sig fra vest mod øst. De kommende måneder vil vise, om Putin har overvurderet sin styrke, eller om indlemmelsen af Krim er første skridt på vej mod en ny verdensorden.
.