*

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Obelix & Co.

Man kan læse mange tunge bøger om markedsmekanismer og planøkonomi, men få er så sigende og tilmed underholdende som tegneseriealbummet ”Obelix & Co. ApS” af den brillante franske duo René Goscinny og Albert Uderzo.

I ”Obelix & Co. ApS” beslutter Cæsar at overvinde de genstridige gallere gennem kapitalisme. I praksis sker det ved at lade rådgiveren Consumerismus Commercialis opkøbe bautasten til konstant stigende priser, hvilket til sidst får gallerne til at koncentrere alle kræfter om at imødekomme den statsfinansierede efterspørgsel efter de værdiløse bautasten.

At Cæsar og romerne atter ender i tabernes rolle – denne gang med en tom statskasse – er ingenlunde overraskende.

”Obelix & Co. ApS” er tænkt som en parodi på kapitalismens menneskeligt korrumperende effekt, men albummet fra 1976 er nærmest profetisk, når man læser den netop offentliggjorte rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, der er det hidtil mest ætsende opgør med årtiers dansk energipolitik.

»Anvendelse af vedvarende energi som vindmøller, halm og træpiller er generelt dyrere end fossile brændsler, selv når der tages højde for CO2-afgifter og kvotekrav ved udledning af CO2,« fastslår Det Miljøøkonomiske Råd.

Danmark er forpligtet til at honorere EU’s klima- og energipolitik, men en »fortsat overmålopfyldelse koster velstand«, påpeger vismændene. Skarpere kan det ikke siges.

Danmark fører en dybt forfejlet energipolitik, der har påført danskerne verdens højeste energipriser og ifølge Det Miljøøkonomiske Råd forværret konkurrenceevnen og reduceret velstanden, simpelthen fordi danskerne må aflevere milliarder i energiafgifter og dermed berøves forbrugsmuligheder uden at have fået noget håndgribeligt til gengæld.

Ikke nok med det: Den CO2, som danskerne måske sparer, kan sælges som CO2-kvoter til andre europæiske lande, der bruger den til at etablere nye kulfyrede kraftværker – og Europas kulforbrug er i disse år stigende.

Selv hvis alle tilskud til nye vindmøller samt direkte tilskud til solenergi, biogas og biomasse i el-produktionen ophører, som vismændene anbefaler, vil Danmark i 2020 »være meget tæt på« at leve op til EU’s krav om en andel af vedvarende energi på 30 pct.

Anført af klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen er kritikken haglet ned over vismændene, men ikke én af kritikerne har kunnet anfægte sagligheden i den opsigtsvækkende rapport. Lytter man til Rasmus Helveg Petersen, drejer Danmarks energipolitik sig da heller ikke om saglighed på det høje videnskabelige fundament, som vismændene arbejder på. I stedet er det som at lytte til talsmanden for en nyreligiøs bevægelse, der arrogant ignorerer alle videnskabeligt funderede argumenter med henvisning til, at da han og hans tilhængere er rettroende, er alle andre vantro.

De globale klimaforandringer får det ikke målbart bedre af Danmarks forfejlede energipolitik, ligesom den påståede langsigtede økonomiske gevinst ej heller eksisterer, da den massive statsstøtte til vedvarende energi betales i form af et dybt indhug i danskernes forbrugsmuligheder og i erhvervslivets konkurrenceevne.

Som i ”Obelix & Co. ApS” køber det tossegrønne folketingsflertal billedligt talt bautasten til skade for alle, og når selv dybt saglige indvendinger blot afføder endnu mere stædig politisk fornægtelse, bliver Danmark aldrig landet, hvor den bedste, grønne energiteknologi udvikles på markedsøkonomiske vilkår – kun den største politiske uforstand.

.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
JP mener: Svar udbedes, DF
Vælgerne må føle at stå med et stykke vådt håndsæbe, som man aldrig ved, hvor man har. Formentlig derfor havde DF for en måned siden et dårligt kommunalvalg og har i de senere måneder haft en stribe negative meningsmålinger.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Leder lige nu
13.12

JP mener: Svar udbedes, DF

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Er ansvar for menneskeliv og velfærd ikke mere værd?

Signe Munk
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme.

Blog: Europas liberale går forrest i kampen mod falske nyheder

Morten Løkkegaard
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation.
Annonce
Annonce
Århus’ store sejr skal bruges til at redde sæsonen
Onsdag præsterede Århus Håndbold sit vigtigste resultat i sæsonen. Det skal skabe afsæt til at sikre sig en slutspilsplads længe før grundspillets sidste runde. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her