Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Sohns klarsyn

Det er da bestemt let at gøre sig lystig, når Ole Sohn – tidligere formand for DKP, senere SF’er og nu socialdemokrat – forleden slog et vældigt slag for erhvervslivets rammevilkår. Et 10-årigt skattestop med tilhørende løntilbageholdenhed foruden en overførelse af sparede midler fra den offentlige sektor til skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne var, hvad han bl.a. gjorde sig til talsmand for.

Kritikken var øredøvende, ikke mindst fra hans nye partifæller i S, men det var vel først og fremmest en automatreaktion af den slags, der for tiden lammer den offentlige debat: Det er vigtigere, hvem der siger noget, end hvad der bliver sagt. Ole Sohns idéer er forfriskende, og selv om de er ganske vidtgående, fortjener de bestemt at blive taget alvorligt.

Ikke en dag uden nye virksomhedslukninger. Danish Crowns seneste udmelding om, hvor truet slagterierne i Danmark reelt er, aktualiserer smerteligt den debat, Ole Sohn rejser. Siden krisens begyndelse er op mod 200.000 job forsvundet ud af landet. Skal det bare køre videre?

Regeringen er begyndt at tale om job-job-job som det helt centrale omdrejningspunkt for sin samlede indsats. Bedre sent end aldrig, kan man sige, men sandheden er jo, at denne erkendelse dels kommer alt for sent, dels at regeringen reelt har modarbejdet sin egen strategi med de byger af forhøjede skatter og afgifter – foruden øget bureaukratisk bøvl af alle slags – der er væltet over på erhvervslivet.

Blot to eksempler: Den såkaldte Nox-afgift er femdoblet i denne regerings tid. Som så meget andet er det naturligvis den rene gift for virksomhederne. Danskerne – herunder danske virksomheder – betaler i dag Europas højeste elpriser. Man behøver blot at henvende sig til et enkelt gartneri for at forstå, hvor skadeligt det er.

Der er simpelt hen ingen sammenhæng mellem regeringens udtalte jobfokus og de redskaber, der tages i brug for at få de offentlige budgetter til at hænge sammen. Men der stikker nok også mere under. For ikke så længe siden mente nuværende klimaminister Rasmus Helveg Petersen, at en virksomhed som Aalborg Portland med sin tunge produktion egentlig ikke rigtig hørte til her i landet. Vi skulle meget hellere leve af at være innovative, kreative og designende – og så lade den tunge, gammeldags industriproduktion forlægge til udlandet. Dén udtalelse var rystende, så afslørende den var for en ny politikergenerations verdensfjerne forhold til produktion og for, hvor studentikost den såkaldt kreative klasse blev dyrket af centrum-venstre.

Siden har der fundet en vis opvågnen sted, og den er kommet brat. Regeringen er blevet kaldt tilbage til virkeligheden. Uden produktion – også af den gode, gamle slags – klarer Danmark ikke kurven. Vi kan ikke leve af at være gode til design og innovation. Når der skal deles velfærd ud til stadigt flere, er det nødvendigt at gøre sig helt klart, hvem der forventes at stille med pengene: de danske virksomheder.

Man kan bestemt diskutere realismen i Ole Sohns forestillinger. Hvordan skal man lige kunne strikke en 10-årig aftale sammen på Christiansborg og sammen med arbejdsmarkedets parter? Men den bærende idé om, at erhvervslivets rammevilkår bare må og skal blive bedre, hvis Danmark ikke skal rutsje endnu længere ned ad ranglisterne, er helt rigtig.

Statsministeren har varslet en vækstpakke, og venstrefløjen er allerede hysterisk på udkig efter, om den mon også indebærer nye selskabsskattelettelser. Det må man sandelig håbe, at den gør - men det bør kun være en begyndelse.

.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.