Hadet til Israel
Normalt hyldes de parter i en konflikt, som søger at løse konflikten med forsoning, samtale, dialog og en ærlig vilje til bearbejdning af fortiden – frem for repressalier, hævn og fortsatte trusler. Men ikke når det gælder Israel. Hadet til den jødiske stat og dens repræsentanter er nu så udtalt i brede europæiske kredse, at her tæller kun den fortsatte konfrontation med alle midler.
Skal man le eller græde over meldingen om, at Israels tidligere ambassadør i Danmark, Carmi Gillon, forleden måtte forlade landet over hals og hoved, fordi en kreds af mennesker omkring Anti Tortur Støtte-fonden politianmeldte ham med en påstand om, at Gillon i sin tid som chef for efterretningstjenesten Shin Bet angiveligt accepterede brug af tortur mod formodede palæstinensiske terrorister?
Det er ikke helt nemt at lægge sig fast på en reaktion. Men politianmeldelsen er desværre et fornyet vidnesbyrd om det had til Israel, der i andre sammenhænge forekommer at læne sig op ad en regulær antisemitisme, uden at der nogensinde kan føres sandhedsbevis for en sådan.
Carmi Gillon tiltrådte som ambassadør i Danmark i 2001 og var fra første dag så ærlig, at han i et interview med Jyllands-Posten åbent erkendte, at Shin Bet i hans tid havde anvendt ”moderat fysisk pres” mod mistænkte terrorister. Udtrykket blev aldrig konkretiseret nærmere, men udløste en forståelig offentlig debat. Tortur kan aldrig forsvares. Punktum.
Gillon rejste igen kun to år senere og har siden viet sit liv og sin position til fred og udsoning med palæstinenserne; han er dybt involveret i dialogen, han støtter en selvstændig palæstinensisk stat og ligger i dag vel nærmest på Arbejderpartiets fredsfløj, knyttet også til et fredsforskningscenter, der har navn efter præsident Shimon Peres. På alle måder en fremtidens og dialogens mand, som det internationale samfund ellers råber på i den fortvivlende Mellemøsten-konflikt, men det er altså ikke nok for Israels danske fjender.
Gillon skal forfølges med alle midler, koste hvad det vil. Bag anmeldelsen står også en Tue Magnussen, der i årevis både har været tilknyttet det anerkendte Rehabiliteringscenteret for Torturofre og det anløbne foretagende ”Boykot Israel”, hvis ubehagelige anti-israelske paroler giver mindelser om 1930’ernes Tyskland (”Køb ikke hos jøder”). Det må i den grad undre, at et sådant dobbeltspil ikke i sig selv diskvalificerer både anmeldelsen og anmelderen.
Man mindes ikke i nyere tid tilsvarende anmeldelser mod andre internationale besøgende. Der har ellers været anledninger nok med alle de frådende imamer og andre muslimske talsmænd, der har gæstet Danmark for at prædike vold og had med forblommede opfordringer til at gå efter homoseksuelle og kvinder; med eller uden stening og håndsafhugning. Hvor var de så tortur-bekymrede ved den lejlighed?
Politianmeldelsen mod Carmi Gillon må ses i sammenhæng med en europæisk antisemitisme, der desværre er på fremmarch og også i stigende grad anses for at være salonfæhig.
Jøder tvinges til at udvandre; israelske ambassader melder om flere og flere overgreb; jøder tør i dag ikke bevæge sig gennem Nørrebro i København. Det er sørgeligt; det er oprørende. Måtte dette seneste udtryk være endnu en påmindelse om, at det faktisk er alvor. Israels blotte eksistens er hele tiden på spil; ét tabt slag og det kan være forbi. Det glemmes alt for ofte. Politianmeldelsen mod Gillon er så åbenlyst absurd, at man kan håbe på, at den vækker bevidstheden om, at Israel er vores alles ansvar. Det er endnu ikke for sent.
.