Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Verdensuordenen

For 20 år siden havde udenrigspolitiske beslutningstagere i Vesten et standardsvar på spørgsmålet om, hvem der var den nye fjende eller trussel efter afslutningen på Den Kolde Krig: kaos. Ræsonnementet lød, at staters kollaps som regel var ledsaget af vold og kunne destabilisere hele regioner, som i sidste ende ville ramme Vesten. Det skabte nemlig optimale forhold for den grænseoverskridende kriminalitet, gav terrorgrupper mulighed for at etablere baser og sendte millioner af mennesker på flugt. Udviklingen i Somalia, Haiti og på Balkan i 1990’erne pegede i samme retning, og med angrebet på USA i 2001 følte mange sig bekræftet i, at netop skrøbelige og fallerede stater som Afghanistan udgjorde den største sikkerhedspolitiske trussel mod fred og stabilitet i verden.

Derfor blev udbredelse af demokrati og statsbygning Vestens svar på truslen fra kaos, og derfor har amerikanske embedsmænd de seneste 10 år brugt mere tid på intriger i afghansk og irakisk indenrigspolitik end på at kultivere stormagter som Rusland og Indien og konfliktmægling i Asien. Krigene i Irak og Afghanistan har lært, at selv velmenende og ressourcestærke magter ikke kan påtvinge andre opbygningen af en velfungerende stat. Der findes ikke en dokumenteret metode til på kort tid at gennemføre sociale, politiske, økonomiske og kulturelle forandringer i ikke-vestlige lande. Hvis en gennemgribende omkalfatring af en stats institutioner skal lykkes, må det komme indefra. Den indsigt kombineret med vigende ressourcer og andre magters opstigen betyder, at vi nærmer os afslutningen på en epoke, hvor Vesten ledet af USA påtog sig opbygning af stater i fjerne egne.

Da Muren faldt, Europa blev forenet, og et enigt FN støttede afstraffelsen af Saddam Hussein for med sin invasion af Kuwait at krænke folkeretten, troede mange, at drømmen om en ny verdensorden baseret på samarbejde og fælles værdier kunne blive til virkelighed. Sådan gik det ikke. Trods de seneste årtiers globalisering – eller måske netop på grund af denne globalisering – er verden blevet stadig mere fragmenteret. Sekteriske og etniske konflikter raser, stormagter er på kollisionskurs i Mellemøsten og Asien, verdenshandelsorganisationen WTO ligger i koma, og FN står svagere end på noget tidspunkt siden Den Kolde Krig.

Det skyldes især, at den verdensorden, som FN blev skabt til at regulere, ikke længere findes. Der er sket en forskydning i de globale magtforhold, som ikke afspejles i FN. Historien tilsiger, at ændrede magtforhold før eller siden vil udmønte sig i nye institutioner, men lige nu er det svært at forestille sig. På tærsklen til 2014 befinder vi os altså i en ny verdensuorden, og alt tyder på, at den er kommet for at blive. Det er paradoksalt, fordi efterspørgslen på globalt samarbejde er større end nogensinde.

Hvad skal vi stille op? Tiden kalder på realisme og prioritering. Vi må indstille os på, at oprøret i den arabiske verden bliver en langvarig affære, som vil føre til nye grænsedragninger. Man må håbe på mere stabile stater og samfund, der kan give demokratiet en chance. Vestens indflydelse på den proces bliver marginal.

Øverst på Vestens dagsorden står interne reformer, der kan ruste os til global konkurrence. Dernæst håndtering af stormagter som Kina, Rusland, Indien og Iran. Det betyder samarbejde og vilje til at modstå den magtpolitik, som vi oplever i f.eks. Det Sydkinesiske og Østkinesiske Hav og i Ukraine. 2014 vil gøre os en smule klogere på, hvor langt Vestens indflydelse vil række i det 21. århundrede.

.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.