Bødskovs løgn

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er mange gode grunde til at begræde, at der efterhånden er en del steder i det danske samfund, hvor det kan være så farligt at færdes, afholde digtoplæsninger eller sende folkevalgte politikere på rundtur, at det åbenbart kræver sikkerhedsvurderinger på højeste niveau at afgøre, om det nu er klogt eller ej, og om det overhovedet kan lade sig gøre.

Det er soleklart, at det er fuldkommen uacceptabelt og en særskilt samfundsudfordring at håndtere og bekæmpe disse subkulturer, som modarbejder det frie og åbne samfund, især når de som Christiania har overtaget styret selv og bedyret over for samfundet, at der er styr på tingene.

Men når det så er konstateret, må det også slås fast, at man ikke må lyve. Det må man ikke i almindelighed. Og det må man i særdeleshed ikke, når man er justitsminister og gør det over for Folketinget. På christiansborgsk hedder det ganske vist ”misinformation” eller ”vildledning” det, som Morten Bødskov foretog sig over for Folketingets Retsudvalg, da han brugte en politidirektørs kalender som undskyldning for at aflyse udvalgets besøg på fristaden Christiania tilbage i februar 2012, men alle andre steder i samfundet ville det blive kaldt ved dets rette navn: en løgn. Og det er i sig selv begrundelse nok for, at han nu mister jobbet.

Baggrunden for Bødskovs løgn var som bekendt, at PET orienterede ham om, at der ville være tale om et skærpet trusselsbillede, fordi Pia Kjærsgaard som medlem af Retsudvalget havde planer om at deltage i udvalgets studietur til Christiania. PET skulle sågar have kigget i Pia Kjærsgaards kalender for at finde et tidspunkt, hvor hun ville være bortrejst og derfor ikke kunne deltage i turen til Christiania. Bødskov orienterede på baggrund af PET’s advarsel Retsudvalgets formand, Anne Baastrup, om truslen, og de besluttede i fællesskab at udskyde besøget og for ikke at sætte PET’s efterretningsarbejde i fare, opfandt justitsministeren den til lejligheden konstruerede løgn om politidirektørens kalender.

Den går ikke. Man kan ikke have en toppolitiker, som bestrider en af landets mest magtfulde embeder, der lyver. Så enkelt er det, fordi det er at behandle det folkestyre og Folketing, som han i ydmyghed og værdighed er valgt til at betjene, med den største foragt. Heldigvis viste Enhedslisten, der kunne have valgt at frede Bødskov, sig at være af samme opfattelse, da partiet efter det timelange samråd erklærede sin mistillid til justitsministeren.

Enhedslisten har utvivlsomt haft mange horn i siden på Morten Bødskov. Venstrefløjspartiet har været stærkt utilfreds med vedtagelsen af en ny offentlighedslov, hans håndtering af NSA-aflytningerne og udvisningen af pigen Im til Thailand. Endelig er man nok stadig en smule fortørnet over forløbet omkring finansloven, så der har været en regning, der skulle betales. Men uanset alt dette, så har Bødskovs løgn over for Folketinget været så alvorlig i sig selv, at det skulle udløse en mistillidserklæring, og det lader da også til, at det ikke er hævnmotivet, men det principielle i sagen, der har været det afgørende for Enhedslisten.

Morten Bødskovs afgang er fortjent. Han har gennem sin ministertid gang på gang vist, at han som et talende jakkesæt konstant var embedsværkets og ikke folkestyrets mand, og da han blev afsløret i at lyve, forsøgte han til det sidste at gemme sig bag, at det også var Anne Baastrups løgn. Det er så langt fra en ærefuld retræte, som tænkes kan.