JP mener: Agenten bag fodnoterne
Dommen bekræfter, at det var en KGB-agent, der stod bag 1980’ernes fodnotepolitik.
Østre Landsrets frifindelse af professor Bent Jensen er meget andet og mere end afgørelse af en strid mellem to enkeltpersoner. Det er intet mindre end en officiel bekræftelse af det faktum, at det var en KGB-agent, der stod bag 1980’ernes ødelæggende fodnotepolitik, som truede Danmarks forhold til Nato.
Hvad der i sit udgangspunkt var et forsøg på at få væltet en regering, udviklede sig hurtigt til et storpolitisk drama, da Schlüter-regeringen mod dansk politsk sædvane ikke trådte tilbage efter at være kommet i mindretal i Folketinget. Den økonomiske genopretningspolitik var vigtigere, og derfor tålte Schlüter-regeringen de for Nato-alliancen belastende fodnoter lige indtil det skelsættende atomvalg i 1988.
Hvad der skete bag kulisserne, og hvem der støbte kuglerne til denne højspændte, internationale sikkerhedssituation, er der nu åbnet en ny dør til forståelse af.
En fremtrædende sikkerhedspolitisk skribent og en gruppe socialdemokratiske folketingsmedlemmer støbte i fælleskab fundamentet til fodnotepolitiken, og det kan nu siges åbent, at den ene af disse arkitekter var KGB-agent.
Under retssagen er det dokumenteret, at journalist Jørgen Dragsdahl havde endog meget tætte forbindelser til KGB, og det er blevet oplyst, at Politiets Efterretningstjenestes aflytning af Jørgen Dragsdahls telefon tillige afslørede taktiske samtaler med socialdemokratiske folketingsmedlemmer, herunder Lasse Budtz.
Da Østre Landsret tillige har besluttet at offentliggøre dommen i sin helhed, herunder også de afhøringer, der er foregået, og de dokumenter, der er fremlagt for lukkede døre, er der basis for en grundig granskning af de dramatiske år, da centralt placerede danskere satte Danmarks sikkerhed på spil i et indenrigspolitisk forsøg på at få væltet en regering.
Dommen er tillige en cadeau til ytringsfriheden. Til retten til at vide besked om, hvem der svigtede.