Yahya Hassan
Forfatteren Lars Frost efterlyste her i avisen sidste søndag mere vrede og temperament hos danske forfattere og i samfundet i det hele taget. Det synspunkt må være udtænkt, inden han havde hørt om digteren Yahya Hassan, der på onsdag udgiver en digtsamling, der bærer hans navn som titel og allerede en uge før udgivelsen har formået at skabe forsider og debat.
For Yahya Hassan er vred. Ualmindeligt vred. Han er vred på Koranen, på Allah, men ikke mindst på en forældregeneration, der har forskanset sig i passivitet med parabolen indstillet på arabiske kanaler uden nogen form for interesse i at lade sig selv eller deres børn integrere i det danske samfund. Det er i stedet blevet mødt med foragt og forsøgt snydt de steder, hvor det kunne lade sig gøre. Det er ifølge digteren sat i system af forældre, der med Koranen inden for rækkevidde har belært deres børn om sand muslimsk levevis og moralsk adfærd og med samme Koran som argument har svaret børnene og de unge med vold, når de viste for stor interesse i dansk livsstil eller blot tilnærmede sig det danske samfund. Det famøse ”os-og-dem-samfund”, som danskerne ellers altid får skylden for at skabe, er vendt på hovedet.
Men nu har Yahya Hassan fået nok. Han er vred. Hør blot, hvad han sagde til Jyllands-Posten i onsdags: »Ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj. De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger. Når de sidder i fængsel, bladrer de lidt i Koranen, anskaffer sig en bedekæde og optjener gode gerninger, så de kan begynde forfra med alt det forbudte. Der er da ikke noget at sige til, at vi står med en generation af dumme mennesker, når forældrene er så idiotiske. De har fritaget deres børn fra kristendom og idræt. Alene det, at man ikke må bade sammen med danske børn, skaber en kropslig distance. Det er hele tiden ”os” og ”dem”.«
Hvis Lars Hedegaard havde sagt det samme, var han blevet meldt til politiet af den samlede danske venstrefløj. Den ved ikke, hvad den skal stille op nu, når det hele kommer fra en af dem, man har for vane at betragte som født offer i et ondt dansk samfund, som marginaliserer og udstøder indvandrerne, men som nu vender vreden og anklagen for svigt mod sit eget miljø og ophav. Han kritiseres derfor for at generalisere. Tilsvarende har den indvandrerkritiske fløj taget imod Yahya Hassan med kyshånd og en ”hvad sagde vi”-attitude.
Yahya Hassan er først og fremmest digter. Og så er han kun 18 år. Man må inderligt håbe, at han også bedømmes som digter, og at digtene bedømmes som litteratur. Men han er en digter med en del på hjerte, og når det, han har på hjerte, er så stærkt og socialkritisk, som der faktisk er tale om, vil han uundgåeligt blive inddraget i samfundsdebatten og taget til indtægt for synspunkterne, ligesom det har været tilfældet med socialrealistiske og politiske forfattere.
Der er ingen grund til at hylde Yahya Hassan for hans fortid som hjemmerøver, voldsmand og kynisk kriminel. Men der er grund til at hylde ham for modet til på trods af dødstrusler at tage bladet fra munden og vise sin vrede over det svigt, han har følt. Hvis vreden skulle blive mindre, må man håbe, at hans indignation kan være en inspiration for andre unge indvandrere, som måtte føle et behov for at lave oprør mod en forældregeneration, som ikke har villet det danske samfund eller deres børns bedste. Det oprør lader der til at være brug for.
.