Magtspillet
Besøgende i USA’s hovedstad vil i disse dage finde lukkede nationale monumenter og museer som synlige tegn på, at forbundsregeringen ikke har et godkendt statsbudget og derfor kun må bruge penge på de specifikke områder, som et flertal i Kongressen har tiltrådt, herunder forsvaret.
På overfladen et finanspolitisk drama, der kan kulminere om mindre end to uger, hvor den amerikanske stat rammer det lovfæstede låneloft og herefter udelukkende kan finansiere statens drift gennem de løbende skatteindtægter.
Potentielt er situationen alvorlig, men efter den værste krise siden Depressionen i 1930’erne tenderer det utopi, at USA ikke fuldt og helt vil honorere sine gældsforpligtelser.
I Europa er en gruppe republikanske kongresmedlemmer for længst udråbt som skurkene, fordi de ikke vil stemme for finansieringen af præsident Obamas sundhedsreform, kaldet Obamacare, der blev vedtaget i 2010 og inden længe vil være fuldt implementeret, men betragtningen er overfladisk.
De republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, der er de udfarende kræfter i dette finanspolitiske opgør, har ikke stemt for Obamacare, og det er legitimt, at de ikke vil stemme for finansieringen af en sundhedspolitik, som er dem inderligt imod. Ansvaret ligger hos præsidenten, der ikke har sørget for den langsigtede finansiering af Obamacare.
Barack Obama har indtil nu været lige så kompromisløs som sine republikanske modstandere, da dette opgør reelt kan blive udslaggivende for midtvejsvalget om ét år, når samtlige medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg.
Der er med andre ord tale om et magtspil, hvor præsidenten ikke er mindre kynisk end sine modstandere, og hvor han bevidst spiller på at skabe så megen uro på de finansielle markeder, at det vil skabe splittelse blandt republikanerne.
Da Obama blev taget i ed i januar 2009, var krisen en realitet, der krævede omgående handling, herunder finanspolitisk stimulans, men mangelen på en langsigtet finanspolitik har betydet, at USA’s statsgæld er steget eksplosivt under Obama fra 54.000 mia. kr. for fem år siden til 93.000 mia. kr. i dag. På trods heraf ligger der ingen plan for at standse væksten i gælden endsige en strategi for at nedbringe den.
Ansvarlige politikere kan ikke være i tvivl om, at situationen kalder på et nationalt kompromis om finanspolitikken for resten af dette årti, men da præsidenten tilkendegiver, at ideologi er vigtigere end økonomi, har han intet at lade de standhaftige republikanere høre. De har den grundholdning, at sundhedsvæsenet bør været privat baseret på private sundhedsforsikringer, og i deres valgkredse er der solid opbakning til dette standpunkt og derfor til den konfrontation, som dag for dag spidser til i Washington.
Demokrati kan i sig selv være en uskøn styreform, men det er stærkt problematisk, at netop det USA, der i generationer har stillet sig i spidsen for en global værdikamp med demokrati som selve fundamentet, i disse dage leverer slagkraftige argumenter imod denne styreform - i hvert fald som den længe har været praktiseret i verdens største økonomi.
Hvis USA ikke havde været leverandør af verdens vigtigste reservevaluta, dollaren, havde de finansielle markeder for længst straffet adfærden med de samme kontante magtmidler som i Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og andre lande med stor statsgæld og ringe kreditværdighed.
Af hensyn til verdensøkonomien kommer det forhåbentlig ikke så vidt, men såvel præsident Obama som republikanerne kunne fortjene en lektion i redelig finanspolitik.
.