Den svenske løgn

Det ville være en overdrivelse at sige, at Stockholm står i brand. Så vidt er det endnu ikke kommet. Men i de omkringliggende indvandrertætte forstæder, Husby, Tensta, Rinkeby, Fittja, Kista, Södertälje og selv i Olof Palmes mønsterenklave Vällingby, er der nu på femte døgn blevet sat ild til biler og skoler, mens brandfolk og politi hidkaldt til hundreder af udrykninger er blevet angrebet med sten.

Voldsmændene, som i de etablerede svenske medier omtales neutralt som »unge mennesker«, er indvandrerdrenge med muslimsk baggrund helt ned til teenagealderen, der i stedet for at hvile og sove og blive friske til næste dag går på gaden for at rette deres aggression mod andres ejendom og den offentlige orden.

Det er tydeligvis en magtdemonstration. Den mellemøstlige voldskultur blandt unge mænd er kommet til den mest velmenende del af Skandinavien, hvor såvel de gamle medier som ledende politikere gribes af vantro. Det burde ikke kunne ske, men sker igen og igen. Også når medierne ikke rapporterer om det.

Sverige er ifølge de politiske, kulturelle og industrielle eliters dominerende selvforståelse et tolerant, multikulturelt og humanistisk samfund, som i snart mange år har peget fingre ad Danmark. Danmark var og er stadig det store negative modbillede. Når islamisme, indvandrerbander osv. eksisterer i Danmark, så skyldes det som bekendt tonen i debatten og den latente racisme blandt danskerne.

I disse dage erfarer vi så, at Sverige såmænd ligger i Europa og er en integreret del af den demografiske, politiske og sociale udvikling, som præger kontinentet i takt med, at stadig flere indvandrere kommer til fra især de muslimske lande og bosætter sig i vestlige velfærdsstater. Fællesnævneren er konflikt, sammenstød, kriminalitet, socialt bedrageri, såkaldte æresdrab, massive overgreb mod kvinder, bølger af voldtægter – altsammen kombineret med et øget pres på de offentlige kasser, fordi der for myndighederne år efter år er milliardudgifter forbundet med ikkevestlig indvandring.

Sverige er med andre ord ingen undtagelse. Den hensynsløse machokultur, som nattens ballademagere og voldsmænd er rundet af, kender ikke til landegrænser og bekymrer sig ikke om, hvorvidt der tales dansk eller svensk i nabolaget. Den gør sig gældende, hvor den ikke møder nævneværdig modstand. I dette lys er Sverige et paradis for maskerede voldsmænd, der i ly af natten og til mediernes anklager om politivold kan sætte deres viljer igennem og hus for hus, måned for måned, bande for bande vise, hvem der bestemmer, mens svenskerne sover.

Som etnologen Karl-Olov Arnstberg og journalisten Gunnar Sandelin har beskrevet i den dystre, men stærkt påkrævede fremstilling ”Invandring och mörklaggning. En saklig rapport från en förryckt tid” (2013), der knap nok er blevet omtalt eller anmeldt i svenske mainstreammedier, er der ikke noget nyt i den svenske løgn. Den har stået på i årtier. Sagen er bare, at den bliver stadig mere desperat. Man kan ligefrem se det i blikket på den nominelt borgerlige statsminister Fredrik Reinfeldt, når han står på tv og lover at sende flere penge til de udsatte områder. Millionerne vil ikke slå til. Det er nemlig ikke penge, der gør forskellen, men indstilling og normer. Problemet er ikke materielt, men kulturelt. Det bunder i en afgrundsdyb forskel mellem den mentalitet, som har skabt det rige og velfungerende Sverige, og den fremmede mentalitet, som den aggressive del af indvandrerungdommen udviser. Det er på tide at erkende den sandhed.

.