Skiftedag i Prag Leder
Centraleuropa bliver næppe mindre interessant efter weekendens valg af Milos Zeman som Tjekkiets præsident.
Zeman er en politiker af den grove type, allerede som regeringschef fra 1998 til 2002 vakte han opsigt i udlandet med sine udfald mod sudetertyskerne, som blev udvist af det daværende Tjekkoslovakiet efter Anden Verdenskrig. De var kommet »heim ins Reich«, hvilket de var glade for, sagde han. I Tyskland var man så rystet, at forbundskansler Gerhard Schröder aflyste et planlagt besøg i Prag.
Zeman er, efter alt hvad man ved, ikke blevet mildere med årene. Under valgkampen de seneste uger mod Karl Schwarzenberg, den ansete udenrigsminister, brugte han alle kneb i skuffen, også de beskidte. Schwarzenberg blev beskyldt for at elske sudetertyskerne så meget, at han ville give dem tabt ejendom i Tjekkiet tilbage. Schwarzenbergs svigerfamilie blev sværtet til som nazister. Intet stemte, og Zeman mumlede, i hvert fald for nazianklagen, en undskyldning. Men skaden var sket. Schwarzenbergs tilhængere, især unge, befolkningen i Prag samt de hædersmænd og -kvinder, der stred mod kommunisterne indtil 1989, kunne ikke opveje det sammenrend af det yderste venstre og det yderste højre samt foruroligede borgere i provinsen, som gav Zeman deres stemmer.
Folket har imidlertid talt, og nu gælder det om at se fremad. Det gode ved præsidentskiftet er, at den nuværende indehaver, Vaclav Klaus, snart er ude af embedet. Klaus har vakt opsigt med spøjse udtalelser om EU, klimasagen og homoseksuelle. Han var nærmest imod unionen, selv om han som premierminister førte Tjekkiet ind i den, klimaproblemerne var udtryk for hysteri, og homoseksuelle skulle ikke ligestilles juridisk, mente han. Hans standpunkter var legitime i et demokrati, men som præsident skabte han sig flere fjender end frænder, hvilket ikke kan være en statschefs opgave. I udlandet blev han betragtet som så ubehøvlet, at der var langt mellem invitationerne.
Zeman har, om ikke andet, gjort sig bemærket ved en positiv tilgang til EU, der har bragt Tjekkiet og resten af Europa meget godt. Prag kan endelig blive en partner, der lyttes til og deltager aktivt i udformningen af fællesskabet, med de mulige forbehold og ændringsforslag man måtte have.
Der er dog også grund til en vis skepsis. Zeman lægger ikke skjul på, at han kan lide en lille en eller to til halsen, og hans tidligere udtalelser har ikke altid virket helt appelsinfrie. Han har også meddelt, at han vil blande sig i regeringsanliggender. Han har et rum at bevæge sig i. Den farveløse premierminister Petr Necas’ største fortjeneste synes at være, at han åbenbart ikke er korrupt som mange andre tjekkiske politikere. Også Klaus og især dennes forgænger Vaclav Havel holdt af at blande sig, men indtrykket er, at Zeman ikke har førstnævntes intellekt eller sidstnævntes integritet.
Under alle omstændigheder bliver han præsident for et land, som ikke længere har den vægt i Europa, det havde umiddelbart efter Murens fald. En af grundene er delingen af Tjekkoslovakiet, gennemført af Klaus og populisten over alle, den daværende slovakiske regeringschef Vladimir Meciar i 1993. Havel var imod, også Schwarzenberg, som dengang var præsidentens højre hånd. Resultatet er to mindre lande uden større, international vægt. Men Prag har en særlig plads i europæernes hjerter, på grund af dens skønhed, den hårdhændede behandling under det sovjetiske imperium og Havel. Der skal derfor lyde et forsigtigt tillykke og alt godt.