Trådt under fode
Når EU’s stats- og regeringschefer i dag samles til topmøde i Bruxelles, kan klokken falde i slag for dansk landbrug, hvis de gør alvor af drastiske nedskæringer i landbrugsstøtten.
»Det er både i Danmarks og EU’s interesse, at vi investerer midlerne i mere uddannelse, forskning og grøn teknologi i stedet for at bruge så mange penge på landbrug,« udtaler europaminister Nicolai Wammen.
Sjældent om nogensinde har en ansvarlig minister udtrykt en sådan grad af foragt for et af Danmarks største eksporterhverv, men hvis dansk landbrug måtte have savnet at kende Socialdemokraternes sande holdning til landbruget, får de den her serveret i al sin uformåen af Nicolai Wammen.
Få erhverv om nogen er så frihedselskende som landbruget. Af samme grund ser landmændene gerne landbrugsstøtten afskaffet, men det forudsætter en global aftale herom, da resultatet ellers vil blive yderligere konkurrenceforvridning.
Siden 2001 har medlemslandene i Verdenshandelsorganisationen WTO forhandlet om en ny global frihandelsaftale, hvor ambitionen er at reducere og helst udfase al direkte og indirekte statsstøtte til landbruget og fødevareindustrien.
I Genève arbejde diplomater stilfærdigt med de myriader af tekniske detaljer, som sådanne aftalekomplekser rummer, men politisk står forhandlinger stille uden udsigt til at blive genoptaget, da ingen af de globale handelsstormagter – EU, USA, Japan, Kina, Brasilien og Indien – synes villige til at investere den nødvendige politiske kapital uagtet, at netop en ny global frihandelsaftale vil være en katalysator for at trække verdensøkonomien tilbage på vækstsporet.
Landbrugsstøtten udgør totredjedele af EU’s budget, hvilket ikke bekommer den danske regering vel, da stort set alle ministre bor i København og derfor kun har et spinkelt teoretisk forhold til landbruget, hvilket randzonelovgivningen er et skræmmeeksempel på. Hvis EU-Kommissionen og regeringen får deres vilje, vil der både ske en hastig reduktion af landbrugsstøtten og store konkurrencemæssige forskydninger, da der samtidig lægges op til at flytte milliarder af støttekroner fra Vest- og Sydeuropa til Central- og Østeuropa.
Danske landmænd risikerer således at miste en fjerdedel af landbrugsstøtten, men tabet kan blive på helt op til 50 pct., hvis regeringen gør alvor af at flytte store midler fra landbrugsstøtten til landdistriktsordningerne.
Enhver form for statsstøtte er en uskik, men det er selvdestruktivt, hvis EU går enegang og reducerer landbrugsstøtten og således svækker landbrugets konkurrenceevne på de oversøiske markeder. Den økonomiske krise har ramt landbruget meget hårdt, omendskønt nogle af landbrugserhvervets gældsproblemer er selvforskyldte. Ikke desto mindre er regeringens fremfærd over for landbruget på skammeligste vis at træde et hæderkronet erhverv under fode.
Siden sin tiltræden i fjor har regeringen efter eget udsagn ”kickstartet” dansk økonomi, hvilket foreløbig har ført til tabet af 18.000 arbejdspladser; det er mindre end en uge siden, at regeringen fremlagde et lovforslag, der reelt havde til formål at udrydde andelsselskaberne.
Forude kan vente store tab af arbejdspladser i landbruget og fødevareindustrien, hvis regeringen får sin vilje.
Regeringen hævder at ville investere i uddannelse, forskning og grøn teknologi, men intet kunne interessere regeringen mindre end netop succeshistorien om den uddannelse, den forskning og den grønne teknologi, som dansk landbrug og fødevareindustri med rette er verdensberømt for.
