Europas krise
Et gammelt mundheld siger, at man aldrig skal lade en god krise gå til spilde, og stærke kræfter i Den Europæiske Union har i de senere måneder haft overordentligt travlt med at bevæge det europæiske samarbejde i en meget mere forpligtende retning end hidtil.
Den direkte årsag er statsgældskrisen, der politisk er blevet håndteret så tøvende og vankelmodigt, at hele europrojektet i dag er genstand for en global tillidskrise, som EU’s stats- og regeringschefer på deres topmøde i dag og i morgen i Bruxelles endnu en gang skal forsøge at overvinde.
Velbegrundet er optimismen på forhånd minimal.
Krisen har blotlagt, at europrojektet ikke er levedygtigt, så længe de deltagende lande ikke har viljen til den ultimative integration, der er forudsætningen for en livskraftig og frem for alt troværdig økonomisk og pengepolitisk union.
Før statsgældskrisen styrede de enkelte lande suverænt deres finanspolitik og bankvæsen, mens pengepolitikken var overladt til Den Europæiske Centralbank (ECB), hvis handlefrihed var underlagt så snærende bånd, at adgangen til at reagere selvstændigt på en krise var stærkt begrænset. Grundkonstruktionen har været behæftet med så mange bevidste undladelsessynder, at det måtte gå galt første gang, at eurosamarbejdet for alvor blev stresstestet af virkeligheden.
Krisestyringen har i alt væsentligt været ad hoc, og hvert eneste EU-topmøde siden har ikke handlet om at nå den effektive, langsigtede løsning på statsgældskrisen, men har udartet til en dance macabre om, hvor få indrømmelser det i situationen vil være nødvendigt at afgive for at inddæmme krisen - i det mindst for en stund.
Samme ynkelig spil ser vi som optakt til dette topmøde, hvor Tyskland atter indtager nøglerollen, og atter med en forbundskansler, der bastant afviser hovedparten af de løsningsforslag, der er kommet fra såvel medlemslandenes regeringer som EU-Kommissionen.
Nu som før er det tyske mantra finanspolitisk mådehold, balance på de offentlige budgetter og målrettet indsats for at nedbringe den offentlige gæld.
På det seneste er der fra den standhaftige regering i Berlin antydningsvis kommet en erkendelse af, at massearbejdsløsheden i Europa kalder på en vækstpolitik som supplement til opgøret med de gældsfinansierede europæiske velfærdsmodeller, der har spillet fallit, men igen er Europas politiske ledere i vildrede om løsningsmodellerne.
Næsten uanset udfaldet i Bruxelles synes det klart, at Europa i de kommende år vil bevæge sig i flere hastigheder.
Tyskland sætter dagsordenen i euroland og er ikke længere bange for konsekvenserne, hvis ét eller flere lande må forlade den fælles valuta.
Storbritannien distancerer sig stedse mere fra EU, og herhjemme er regeringen sammen med EU-flertallet i Folketinget i dyb tvivl om Danmarks fremtidige rolle, da man hastigt nærmer sig en situation, hvor yderligere dansk deltagelse i en tættere finans- og økonomisk-politisk proces ikke er mulig uden en folkeafstemning.
Den folkelige opbakning til det europæiske projekt har i årevis været problematisk, og i dag synes en stor del af støtten mere at hvile på indtrykket af bitter nødvendighed end af lyst.
Den kvartalsvise meningsmåling fra Danske Bank viser, at 56,7 pct. af danskerne siger blankt nej til dansk deltagelse i eurosamarbejdet, mens kun 17,2 pct. siger ja.
Tydeligere kan Europas krise ikke beskrives.