Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Natos fremtid

Tæt på pensionsalderen, 63 år gammel, har Nato mange solide sejre at se tilbage på.

I 40 år afværgede organisationen sovjetisk aggression. Den fjernede i 1999 Slobodan Milosevics serbiske tropper fra Kosovo. Den væltede Libyens oberst Gaddafi i 2011, og den har gjort den nødvendige indsats i den lange Afghanistan-krig, som i 2014 forhåbentlig vil være forbi, når de sidste kamptropper trækkes ud.



Nato blev til med det formål at afværge militær aggression mod ethvert af sine medlemslande. Et angreb mod USA eller Europa var at betragte som et angreb på alle. Den fælles fjende var Sovjetunionen.



Men Sovjetunionen og Den Kolde Krig er historie, og truslerne i Europa er, i det mindste set fra USA, yderst begrænsede. Nato skal finde nye opgaver og søge at reformere sig selv, for hvis ikke det sker, vil det blive svært at overbevise medlemslandene om, at de fortsat skal betale.



Hvad og hvordan Nato fremtidig skal være, var der alle muligheder for at diskutere på organisationens 25. møde i Chicago. Desværre blev der ikke meget ud af denne diskussion, som ellers er særdeles relevant i lyset af USA's stadigt mindre interesse for og lyst til at betale for Europas forsvar. Det har USA ganske enkelt ikke længere råd til, og samtidig fokuserer USA stadigt stærkere på sine sikkerhedsinteresser i et Asien, som byder på mange brændpunkter.



Europæerne må selv betale mere, lyder det amerikanske budskab, og det er problematisk på et tidspunkt, da Europas økonomi kæmper for at holde sig oven vande, og adskillige medlemsstater skærer i deres forsvarsudgifter. Amerikanerne er trætte af at betale regningen for et kontinent, som ikke vedkender sig sit fulde ansvar i den transatlantiske alliance.



Så hvis ikke Europa tager sig sammen, ser det broget ud for Nato. Organisationen kan ikke fortsætte som en effektiv militær alliance, hvis dens hovedsponsor og vigtigste medlem USA nedprioriterer sine interesser i Europa, som alt for længe har vendt det døve øre til USA's advarsler om, at det må vise større samarbejdsvilje. Tag eksempelvis et Frankrig, som under ny ledelse vil trække sig ud af Afghanistan ved udgangen af 2013 og et Tyskland, som svigtede i den internationale aktion i Libyen.



Nu diskuterer de europæiske ledere ydermere, hvor meget de vil betale for at sikre Afghanistans fremtid gennem opbygningen af afghanske sikkerhedsstyrker, som kan holde taleban væk. Der kommer en regning på over seks milliarder dollars, og USA vil kun betale halvdelen.



Der kommer også en regning for ”smart defence,” Natos trylleformular for et mindre og mere fleksibelt europæisk forsvar udstyret med et kostbart missilskjold og dyre overvågningsdroner, som Danmark har sagt ja til. Men hvem skal betale gildet? Hvor er det øvrige Europa, spørger amerikanerne med rette. Og hvad er der blevet af Natos bebudede samarbejde med Rusland om et fælles missilforsvar? Er det ikke snarere en kendsgerning, at mange centraleuropæiske og østeuropæiske Nato-lande stadig synes, at det er bedst at holde Rusland på afstand?



Det altafgørende spørgsmål er, om Nato kan finde sin plads i en verden, hvor Asien spiller en stadig stærkere rolle, økonomisk og militært. Det handler ikke længere blot om, at USA skal forsvare Europa. Nu er det Europas tur til at støtte USA, også i Asien. Organisationens fremtid afhænger af, om den kan finde sin plads i en ny verdensorden, der vil kræve deltagelse langt fra Europas grænser.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen