Leder: LO's krise

Medlemstallet er siden 2005 faldet med rundt regnet 300.000 til under 1,2 mio., og det er indiskutabelt et problem for LO som samlende interesseorganisation for fagbevægelsen. Samtidig er det en kendsgerning, at LO i de senere år i høj grad har mistet indflydelse på den politiske beslutningsproces på de områder af arbejdsmarkedet, der spiller en rolle for medlemmerne. Den politiske dagsorden har i høj grad været i fagbevægelsens disfavør, hvad enten det gælder dagpenge eller efterløn. Så der er sådan set ikke noget at sige til, at LO i forbindelse med trepartsforhandlingerne søger at genvinde det tabte terræn på et tidspunkt, da medlemmerne konstant ser forringelser af deres vilkår og med de seneste indrømmelser synes, at de har leveret tilstrækkeligt. Der er krise mellem top og bund i fagbevægelsen. Medlemmernes tillid er sat over styr, fordi LO-toppen efter medlemmernes mening i alt for høj grad har købt modpartens argumenter, og den protestbevægelse, der nu er i gang i fagbevægelsens bagland, og som lokalformændene ikke har problemer med at erkende, vil ikke gøre LO's fremtid lysere. Det er intet under, at fagbevægelsens medlemmer med 160.000 arbejdsløse spørger, hvilken ræson der er i at lade de allerede arbejdende arbejde mere. Arbejdsudbud er jo ikke tilbud om arbejdspladser til de ledige, men alene om med øget arbejdstid at skaffe de fire mia. kr. i statskassen, som et antal ekstra arbejdstimer svarende til 20.000 personer skønnes at ville bidrage med. Men tilbage står stadig 160.000 uden arbejde, og det er logisk at konkludere, som LO's bagland da også gør, at denne fremgangsmåde yderligere vil udskyde det tidspunkt, da flere kan komme i arbejde. At LO som belønning for at gå med til regeringens plan får beskæftigelsesindsatsen helt eller delvis flyttet fra jobcentrene til fagforeningernes a-kasser, er naturligvis sød musik, for det har fagbevægelsen drømt om i mange år. Det vil jo som beskæftigelsesminister Mette Frederiksens prestigeprojekt om at give medlemmer af a-kasserne en væsentligt højere ydelse end ikke-medlemmer, medens de leder efter et fleksjob, tvinge mange arbejdsløse til at være medlem af en a-kasse, hvis ikke de vil stå bagerst i køen. Men prisen for denne belønning kan blive høj, hvis ikke a-kasserne kan levere de arbejdspladser, som jobcentrene har måttet opgive at skaffe. Med 20.000 færre arbejdspladser i spil, hvis trepartsforhandlingerne ender med den ventede forhøjelse af arbejdstiden, bliver det unægtelig en næsten umulig opgave. Det kan munde ud i en endnu større medlemskrise for fagforeningerne. For hvilken grund er der til at være medlem af et forbund, som ikke kan levere varen, men alene er politisk slæbeanker for regeringens retningsløse skude. Politisk indflydelse er ikke i sig selv et mål for medlemmerne. De vil have flere arbejdspladser, og det får de ikke, før regeringen indser det nytteløse i at manipulere med arbejdsmarkedet og i stedet sikrer de forhold for virksomhederne, som gør dem mere konkurrencedygtige og dermed i stand til at øge arbejdsstyrken. Skal den økonomiske krise løses, skal der skabes vækst, og derfor er der god mening i, at danskerne arbejder mere. Men det skal ske ved, at flere kommer i arbejde.