Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Varm EU-sommer

Der er lagt op til en regulær armvridning mellem Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs nyvalgte præsident, François Hollande, når EU-landene i aften indleder et ekstraordinært topmøde i Bruxelles.

Intet tyder på, at parterne er i nærheden af et kompromis, når det gælder en recept på løsningen af Europas økonomiske krise, som dybest set er en konsekvens af en dysfunktionel eurokonstruktion. I sidste ende må Europa gøre op med sig selv, om man skal opgive euroen eller bevæge sig mod en politisk union med en central finanspolitisk styring, som man har i USA. På den baggrund forekommer USA's præsident Barack Obamas forslag om at sende teknisk assistance til Europa malplaceret. Hollande kommer til Bruxelles med en håndfuld forslag til en vækstpakke, der skal tjene som supplement til den allerede vedtagne finanspagt. Han ønsker, og det får han opbakning til i en ny OECD-rapport, at eurolandene skal begynde at udstede fælles euroobligationer til finansiering af infrastruktur i de sydeuropæiske lande. Det skal skabe nye arbejdspladser og sætte skub i forbruget. Hollande støttes af to andre sydeuropæiske regeringschefer, Italiens Mario Monti og Spaniens Mariano Rajoy, selvom de befinder sig på forskellige sider af den politiske midterlinje. Forslaget opfattes ikke uden grund af Tyskland som et første skridt på vej mod fælles hæfte for eurolandenes gæld, hvor kansler Merkels vælgere skal betale regningen. Det vil de næppe belønne hende for til næste års valg til Forbundsdagen. Meningsmålinger i Tyskland viser en klar opbakning til Merkels kurs i debatten om statsgældskrisen i eurozonen. Over den ganske verden råbes der på vækst i Europa. Problemet er imidlertid, at der eksisterer vidt forskellige opfattelser af, hvordan man bedst skaber forudsætningerne for en sund økonomisk vækst. I den sammenhæng giver det ikke mening at kræve flere offentlige midler, når krisen skyldes et alt for stort offentligt forbrug. Vesteuropas grundlæggende udfordring er, at man gennem et halvt århundrede har opbygget store og kostbare velfærdsstater, som en vigende konkurrenceevne og skæv demografi ikke længere gør det muligt at finansiere. Sandheden er, at vi i Europa lever over evne, og at der ikke mere er overensstemmelse mellem vores forbrug og levestandard på den ene side og værdien af det arbejde, vi udfører, på den anden. Præsident Hollande er tilsyneladende udmærket klar over, hvor skoen trykker. Han har i hvert fald forpligtet sig til i de kommende år at nedbringe den franske stats budgetunderskud. Desværre har han tænkt sig at gøre det ved hjælp af endnu højere skatter. Alle husker hans vanvittige forslag under valgkampen om at brandskatte indtægter over en million euro. I stedet burde han tage fat på de strukturreformer, som alle eurolande er nødt til at tage fat på, hvis de vil genvinde deres konkurrenceevne. Samtidig burde han sænke skatteniveauet, så det kan betale sig at arbejde og tjene penge. Det ville for alvor sætte gang i økonomien. Man kan håbe på, at piben får en anden lyd, når det franske parlamentsvalg er overstået. Sagen er, at Hollande i øjeblikket både skal føre valgkamp og optræde som ansvarlig europæisk statsmand. Det er opgaver, der vanskeligt lader sig forene. Der står meget på spil. EU er plaget af flere parallelle og indbyrdes forbundne kriser, en statsgældskrise, en bankkrise og en generel tillidskrise. Unionen kan se frem til flere år på økonomisk vågeblus. Samtidig lurer Grækenlands exit fra eurozonen. Det kan blive en varm sommer i Europa.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen