Modigt skridt
I mange lande, der længe har betragtet den sag som afgjort, kan det være vanskeligt at forstå, at det var et historisk og modigt skridt, præsident Barack Obama tog i sidste uge, da han fastslog, at par af samme køn skulle have ret til at gifte sig i USA.
Det er imidlertid kun få år siden, at denne holdning ville have dødsdømt forsøg på at blive valgt eller genvalgt som præsident. To ud af tre amerikanere afviste, at bøsser og lesbiske skulle kunne gifte sig, og mange var endog imod indgåelse af såkaldt civile unioner, der giver en række af ægteskabets rettigheder. Så sent som i 1996 var modstanden så udbredt, så Bill Clinton følte sig tvunget til at underskrive en anti-samme- køn lov, som det republikanske flertal i Kongressen havde vedtaget. Ellers havde han risikeret at tabe valget. I dag mener et knebent flertal, som præsidenten og hans vicepræsident Joe Biden enige i, at retten til at gifte sig også gælder for mennesker af samme køn. Obama gik således med strømmen, der især bæres af de unge, hvilket sikrer, at den bliver stærkere med årene. Der er spekuleret over præsidentens motiver for at gøre sin stilling klar, efter at hans vicepræsident på velkendt åbenmundet facon havde bragt emnet tilbage i debatten. Måske ville Obama have sagen overstået, inden valgkampen for alvor går i gang. Måske håber han på ad den vej at mobilisere en større del af sine kernevælgere. Det kan heller ikke udelukkes, at præsidenten, der kom til konklusionen efter en årelang udvikling, var præget af sin egen baggrund. Hans hvide mor og sorte far kunne i mange stater ikke være blevet gift, inden han blev født. Forbud mod ægteskaber mellem sorte og hvide blev først ophævet ved en højesteretskendelse i 1967. I første omgang får den klare udmelding ingen konkrete konsekvenser. 31 stater har allerede vedtaget love, der forbyder ægteskaber samme køn. Kun syv stater har love, der siger det modsatte. Trods det var det ikke noget politisk ufarligt skridt, der blev taget. Det vil mobilisere mange konservative, hvad den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, bekræftede ved først at sige, at han ikke støtter præsidenten i den sag, og derefter præciserede, at ægteskaber efter hans mening er mellem en mand og en kvinde. Den holdning er ikke kun skuffende, men også lidet overbevisende fra en mand, der tidligere erklærede, at han, når det kom til behandling af homoseksuelle, var mere liberal end ingen ringere end de liberales frontkæmperes nu afdøde senator Edward Kennedy. Derfor er der også grund til at håbe, at samme køn ægteskaberne i værste fald får en birolle i valgkampen. Næste skridt bør være, at præsidenten tager fat på afviklingen af de love, der fortsat begrænser homoseksuelles rettigheder. Hvis eller når det sker, vil stat efter stat med stor sandsynlighed afvikle de forfatningstilføjelser, der har sit udspring i en blanding af religiøs fanatisme og homofobi. Det går imidlertid næppe af sig selv, hvilket North Carolina demonstrerede ved at vedtage sin version af en sådan lov blot timer inden præsidentens klare udmelding. Bøsser og lesbiske fortjener samme behandling og samme rettigheder som heteroseksuelle. Det burde være en selvfølge i et land, der med rette lovpriser sig selv for at sætte personlig frihed højere end alt andet.